Hjemmelavede burgere er næsten altid et hit. Men især i sommermånederne, hvor kødet kan tilberedes på grillen, er det lækkert at få en god og saftig, hjemmelavet burger med masser af skønne sager til aftensmad. Og så er det jo allerbedst, hvis burgeren laves med gode, hjemmebagte burgerboller.

Lette og luftige burgerboller.

Jeg kan lige så godt indrømme, at selvom jeg synes de forskellige café burgere er lækre, så er der noget, der irriterer mig. Café burgerne er nemlig ofte lavet med store, rustikke, italienske boller, der mætter alt for meget og nærmest ikke er til at skære igennem. Heller ikke med en steak kniv. Jeg vil langt hellere have en stor, hjemmebagt bolle af den luftige og bløde slags.

For at få de hjemmebagte burgerboller så luftige som muligt, bruger jeg samme hævemetode, som når jeg bager varme hveder til store bededag. Det betyder, at burgerbollerne bliver hævet ved damp i ovnen. Og nej, jeg har ikke en dampovn. Her i huset foregår hævning ved damp på en særdeles lavpraktisk måde med kogende vand i en skål. Her kan alle være med og resultatet er altså helt forrygende lækkert og superluftigt bagværk.

Jeg har indtil videre afprøvet hævemetoden på både kanelsnegle og flere forskellige slags boller. Hver gang med samme gode og luftige resultat. Så det er bare med at komme igang og evt. prøve sig frem derhjemme. Det fungerer nok ikke så godt til italienske boller og brød, som gerne må have en sprød skorpe og saftig krumme. Men ellers kan metoden varmt anbefales.

Se også – Hjemmebagte mini burgerboller (sliders) I Hjemmebagte pitabrød I Hjemmebagte hotdogbrød/pølsebrød

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Burgerboller

Hæve- og bagetid1 t 30 min
Samlet tid1 t 50 min
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 1 dl vand (lillefingervarmt)
  • dl mælk (lillefingervarmt)
  • ½ pk gær
  • 40 gr sukker
  • tsk groft salt
  • 1 æg
  • 400 gr hvedemel (+ lidt ekstra til udrulning)
  • 30 gr blødt smør
  • evt sesamfrø til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom vand og mælk i en skål og opløs gæren heri.
  • Tilsæt sukker, salt, æg, hvedemel og blødt smør og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 45 min.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord. Rul den ud i ca. 1½ - 2 cm’s tykkelse og stik burgerboller ud med en udstikker eller et stort glas til alt dejen er brugt (ca 12 stk).
  • Læg bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Sæt et ildfast fad i bunden af den SLUKKEDE ovn og hæld kogende vand fra elkedlen i fadet/skålen. Sæt herefter pladen med burgerbollerne ind på midterste ovnrille og luk ovnlågen. Lad burgerbollerne hæve i dampen fra vandet i den SLUKKEDE ovn i ca 30 minutter.
  • Tag bollerne og fadet med vand ud af ovnen - vandet skal ikke bruges mere. Tænd herefter ovnen og varm den op til 200 °C. Drys bollerne med sesamfrø - pga fugten fra dampen er det ikke nødvendigt at pensle med æg eller vand, medmindre man gerne vil have blanke boller.
  • Bag bollerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i 10-12 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
  • Bollerne holder sig friske i et par dage. De kan desuden fryses.

Drys og lækre toppings.

Jeg drysser gerne sesamfrø på burgerbollerne, men de kan sagtens udelades. Derudover kan man bruge nigellafrø, kryddersalt, citronpeber eller forskellige slags tørrede krydderurter, hvis man gerne vil have lidt ekstra smag i burgerbollerne. Det er især et hit, hvis bollerne skal bruges til sandwiches eller burgere med lidt utraditionelt fyld. Desuden kommer jeg nogle gange et drys tørrede chiliflager på toppen af burgerbollerne, hvis vi laver mexicanske burgere. Det smager skønt og giver et ekstra lille pift til burgeren.

Herhjemme er det især kyllingeburgere med grillet kyllingebryst, som hitter. Gerne med fyld i form af salat, tomat, agurk, syltede rødløg, stegt bacon, avocado og en hjemmerørt chili- eller hvidløgsmayo. Men en helt klassisk oksekødsburger med saftig bøf og alt det traditionelle burgertilbehør er nu heller ikke dårlig. Senest er jeg også begyndt at eksperimentere med kødfri burgere. Kødet erstattes af kødfrie alternativer som hjemmelavede falafler eller vegetarfrikadeller og resultatet er superlækkert.

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)