Hjemmelavede burgere er næsten altid et hit, men især i sommermånederne, hvor kødet kan tilberedes på grillen, er det lækkert at få en god og saftig, hjemmelavet burger med masser af skønne sager til aftensmad. Herhjemme hos os er det især kyllingeburgere med grillet kyllingebryst, som hitter – og gerne med fyld i form af salat, tomat, agurk, syltede rødløg, stegt bacon, avocado og en hjemmerørt mayo med chili eller hvidløg og så må burgerbollen altså meget gerne være af den gode, hjemmebagte slags.

Hjemmebagte burgerboller skal, efter min mening, være lette og luftige. Præcis som dem man køber, men selvfølgelig bare endnu bedre, lavet på gode råvarer og med lidt mere substans – hvilket jeg synes er en rigtig god grund til at begive sig ud i de hjemmelavede varianter.

For at få hjemmebagte burgerboller så luftige som muligt bruger jeg samme hævemetode, som når jeg bager luftige varme hveder til Store Bededag. Det betyder, at burgerbollerne bliver hævet ved damp i ovnen og nej, jeg har ikke en dampovn så fortvivl ikke – her i huset foregår hævning ved damp på en særdeles lavpraktisk måde med kogende vand i en skål, som sættes i en slukket ovn, så her kan alle være med og resultatet er altså helt forrygende. Bagværket bliver superluftigt og jeg har indtil videre afprøvet metoden på både kanelsnegle og gulerodsbrud med samme gode og luftige resultat, så det er bare med at komme igang og evt. prøve sig frem derhjemme.

Jeg drysser gerne sesamfrø på burgerbollerne – i hvert fald hvis jeg alligevel har en pose liggende, men sesamfrø kan sagtens udelades og derudover kan man bruge nigellafrø, kryddersalt, citronpeber eller forskellige slags tørrede krydderurter, hvis man gerne vil have lidt ekstra smag i burgerbollerne. Desuden kommer jeg nogle gange et drys chiliflager på toppen af burgerbollerne, hvis vi laver mexicanske burgere – det smager skønt og giver et ekstra lille pift til burgeren.

Hjemmebagte burgerboller.

12 stk.

1½ dl vand, lillefingervarmt

1 dl mælk, lillefingervarmt

½ pk gær

1½ tsk salt

40 gr sukker

1 æg

ca 400 gr hvedemel + lidt til æltning

30 gr blødt smør

sesamfrø til pynt

Kom vand og mælk i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt, sukker, æg, hvedemel og blødt smør og ælt til en blank og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket i ca 45 min og rul den så ud på et meldrysset bord i ca. 2 cm’s tykkelse. Stik burgerboller ud med en udstikker eller et stort glas (ca 12 stk) til alt dejen er brugt. Læg bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.

Sæt en varmefast skål eller et fad i bunden af den slukkede ovn og hæld kogende vand fra elkedlen i fadet/skålen. Sæt pladen med burgerbollerne ind i midten af ovnen (uden at tænde for varmen) og luk ovnlågen. Lad burgerbollerne efterhæve i ca 30 min i dampen fra vandet. Tag bagepladen med bollerne og fadet med vand ud af ovnen, tænd ovnen og varm den op til 200 grader – vandet skal ikke bruges mere. Pensl forsigtigt bollerne med lidt vand og drys med sesamfrø, imens ovnen opvarmes. Bag bollerne ved 200 grader (ikke varmluft) i 10-12 minutter, til de er gyldne og gennembagte.

Note. Burgerbollerne kan lunes eller ristes i ovnen eller på brødristeren inden servering, hvis de er blevet kolde. De er desuden fryseegnede.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)