Da vi for nyligt fik vanillekoldskål med tykmælk og æg til dessert, blev der en lille smule kærnemælk til overs. Der var ikke meget og slet ikke til en ny portion koldskål, men alligevel nok til, at jeg ikke syntes, det skulle smides ud. Derfor har i dag bagt de her lækre og luftige kærnemælkshorn med rabarber fra haven og marcipanremonce. Sødt, syrligt, blødt og lækkert – match made in heaven og en rigtig sommer-lækkerbisken.

Har man nu ikke rabarber i haven, eller kan man ikke finde dem i butikkerne, så kan man sagtens udelade rabarber og nøjes med at lave kærnemælkshorn med fyld af marcipanremonce. Man kan også udskifte rabarberne med andre sommerfrugter som fx udstenede kirsebær, blommer, nektariner eller ferskner i tern, stikkelsbær og ribs, for nu blot at nævne et par eksempler. Et stykke god, mørk chokolade er heller ikke nogen dårlig idé og det samme med en klat syltetøj.

Jeg havde ikke travlt og udrørte derfor gæren i den køleskabskolde kærnemælk og lod efterfølgende dejen hæve tildækket på køkkenbordet i et par timer eller deromkring. Vil man gerne fremskynde processen lidt, så kan man lune kærnemælken en lille smule (lillefingervarm), så gæren får lidt varme at arbejde ved. Luner man kærnemælken, kan man nøjes med at lade dejen hæve i ca 1 time og så skal hornene efterhæve i 15-30 minutter, inden de bages.

Mine kærnemælkshorn blev pyntet med hakkede mandler og perlesukker, men man kan sagtens nøjes med en af de to eller slet ingenting. Lidt hvid, mørk eller måske lyserød glasur smager også godt og det ser desuden rigtig fint ud. Lyserød glasur bliver i øvrigt noget så sommerfin, hvis man afslutter med et drys frysetørrede hindbær, men det bestemmer man jo selv.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Kærnemælkshorn med rabarber

Hæve- og bagetid3 t
Samlet tid3 t 30 min
Antal: 12 stk
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • 2 dl kærnemælk
  • ½ pk gær
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk groft salt
  • 1 æg
  • 350 gr hvedemel
  • 100 gr blødt smør

Fyld

  • 100 gr rabarber
  • 2 spsk sukker
  • 75 gr marcipan (plukket i mindre stykker)
  • 75 gr blødt smør
  • 75 gr sukker
  • 1 spsk hvedemel
  • sammenpisket æg til pensling
  • evt. perlesukker og hakkede nødder til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom kærnemælk i en skål og udrør gæren heri. Tilsæt sukker, salt, æg, hvedemel og smør og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca 2 timer.
  • Skær rabarberne i små stykker á ca 1 cm. Kom dem i en skål og drys med 2 spsk sukker.
  • Bland marcipan med smør, sukker og hvedemel til en cremet marcipan-remonce. Det kan være nemmest at bruge hænderne.
  • Vend kærnemælksdejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til en stor cirkel. Skær cirklen i 12 lige store trekantede lagkagesnit med en kniv.
  • Læg en skefuld marcipanremonce og lidt rabarberstykker i den brede ende af hver trekant. Rul herefter trekanterne sammen til horn ved at rulle fra den brede ende mod spidsen. Læg hornene på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket i 30-45 minutter.
  • Pensl hornene med sammenpisket æg og drys evt. med perlesukker og hakkede nødder.
  • Bag hornene ved 200 °C (alm ovnfunktion) i ca 15 minutter, til de er gyldne og gennemvarme.
  • Hornene smager bedst, når de er relativt nybagte, men de kan godt gemmes et par dage og evt. lunes inden servering. De kan desuden fryses.

Noter

I stedet for rabarber kan man fylde hornene med andre former for frugt, fx udstenede kirsebær, blåbær, hindbær, jordbær, blommer og meget andet. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)