Jeg er inde i en periode, hvor jeg virkelig har lyst til at bage muffins. Egentlig er det ret spøjst, for det er faktisk yderst sjældent, at jeg bager den slags, men lige nu er ånden åbenbart over mig og så er det jo bare med at udnytte det. I sidste uge blev det således til disse her skønne rabarbermuffins og i dag har jeg så fået bagt lidt til weekenden og det blev en af amerikanernes all time favourites, nemlig blåbærmuffins.

Blåbærmuffins hører nu ikke bare til blandt amerikanernes yndlingsmuffins – de hører sandelig også til mine og hold nu op hvor har jeg spist mig igennem mange skønne varianter, når vi har været i USA. Kæmpe store og stablet op i bunkevis i store brødkurve i bagerbutikkerne eller i Whole Foods brødafdeling – hvem kan lige stå for det? Og allerbedst bliver det, hvis man også får en lækker cafe latte ved siden af – et perfekt match og hvor har vi brugt mange timer i Central Park i New York med sådan “et sæt” og så bare siddet og snakket eller studeret menneskemylderet omkring os.

Blåbærmuffins skal, efter min mening, være tætte og saftige og fyldt med lækre blåbær. Man kan sagtens bruge friske eller måske tørrede blåbær til muffins, men jeg bruger gerne frosne blåbær, hvilket jeg synes, giver det allerbedste resultatet og lækre, svampede muffins, som ikke er klæge indeni.

Jeg foretrækker at bruge de økologiske blåbær, da der her ofte er tale om den “”almindelige” eller “nordiske” art, som også vokser vildt her i Danmark og som er blå hele vejen igennem. Ikke et ondt ord om de amerikanske blåbær – dem som har hvidt frugtkød og sælges friske i bakker i alle supermarkeder – men de bidrager altså ikke med en helt så fantastisk dyblilla farve til dejen som de andre. De kan dog sagtens bruges, så man skal ikke fortvivle, hvis man ikke lige kan finde de blå blåbær.

For lige at tage toppen af det syrlige – frossen frugt kan godt have tendens til at blive lidt surt – hælder jeg de frosne blåbær ud på en tallerken og drysser en spsk sukker over. Præcis som når man anvender rabarber i bagværk. Derudover drysser jeg også en spsk mel over de frosne bær – det suger lidt af væden og forhindrer desuden, at alle blåbærrene synker under bagningen og ligger som et lag “blåbærsyltetøj” i bunden af hver muffin. Bærrene får lov til at optø ganske let og suge sukker og hvedemel til sig, imens jeg forbereder selve dejen og resulatet er svampede og saftige muffins med masser af lækre blåbær. Mums.

Blåbærmuffins. 

12 stk.

125 gr blåbær – jeg bruger frosne bær

125 gr blødt smør

125 gr sukker + 1 spsk sukker

2 æg

1 dl mælk

200 gr hvedemel + 1 spsk hvedemel

2 tsk vanillesukker

½ tsk natron

½ tsk bagepulver

1 nip salt

Hæld de frosne blåbær ud på en tallerken og drys med 1 spsk sukker og 1 spsk hvedemel. Rør rundt, så sukker og hvedemel fordeles jævnt på bærrene og stil dem herefter til side.

Pisk blødt smør og 125 gr sukker til det er lyst og luftigt, pisk herefter æggene i ét ad gangen. Bland 200 gr hvedemel med vanillesukker, natron, bagepulver og salt og rør det i dejen sammen med mælk. Til sidst vendes de let optøede blåbær forsigtigt i dejen. Fordel dejen i 12 muffinsforme og bag dem ved 200 grader (almindelig ovnvarme – ikke varmluft) i 20-25 minutter eller til kagerne er gyldne og gennembagte. Afkøl på bageristen og drys evt. med flormelis ved servering.

Note. Muffins kan holde sig i flere dage i en lufttæt pose og de kan også fryses.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)