De bedste rabarbermuffins…

19 kommentarer
Kager, Nem kage, Opskrifter, Rabarber opskrifter
Gå direkte til opskriften

I år har jeg for første gang selv rabarber i haven. Tidligere har jeg fået lov til at hente rabarber i mine forældres have, og de har heldigvis rigeligt af de sprøde, syrlige stængler til os alle, men da vi plantede grønsager og krydderurter i vores fine, nye højbede, satte vi også 2 jordbær-rabarberplanter og nu er de endelig blevet store nok til, at jeg bare kan plukke løs.

Jordbær-rabarber er typisk lidt tyndere i stænglerne og bliver slet ikke så kraftige som vinrabarberne, som nemt kan blive 3-4 cm i diameter, men til gengæld har jordbær-rabarberne helt røde stængler, som giver den smukkeste, pink farve til hjemmelavet rabarbersaft og rabarberkompot og kommer man rabarberne i muffins, så lyser de op som små, rubinrøde pletter, hvilket jeg er ret vild med.

I går plukkede jeg for første gang en større portion af vores rabarber og da jeg var i bagehumør blev de straks omdannet til en portion lette og luftige rabarbermuffins. Jeg havde nogle ret store muffinsforme liggende i skuffen – faktisk var der næsten tale om bittesmå sandkageforme af pap – og dem brugte jeg til mine muffins. Nu har de også ligget i skuffen i 3-4 år, så måske var det på tide, men man glemmer det jo, når pakken ligger der imellem stanniol og fryseposer.

Resultatet blev nogle ualmindeligt, nuttede rabarbermuffins, som nærmest mindede om små dukkesandkager og jeg er lige ved at tro, at jeg skal ud og lede efter nogle forme magen til, for på trods af, at det har taget mig så lang tid at få dem brugt, så var jeg helt vild med resultatet. Jeg havde 8 forme og fik 8 små kager, hvilket passede helt perfekt med mængden af dej, men bruger man muffinsforme af almindelig størrelse, så vil jeg mene, at der bliver 12 stk.

4.80 fra 5 stemmer

Rabarbermuffins

Bagetid20 min
Samlet tid30 min
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 100 gr rabarberstængler
  • 2 spsk sukker
  • 125 gr blødt smør
  • 125 gr sukker
  • 2 æg
  • 1 dl kærnemælk
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 nip salt
  • 200 gr hvedemel
  • evt flormelis til pynt

Fremgangsmåde

  • Skyl rabarberstænglerne og skær dem i stykker á ½-1 cm. Kom dem i en skål og drys 2 spsk sukker over. 
  • Pisk smør og 125 gr sukker lyst og luftigt. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk grundigt imellem hvert æg. 
  • Kom kærnemælk i dejen og pisk igen. Bland vaniljesukker, bagepulver, salt og hvedemel og vend det i dejen sammen med mælken. 
  • Til sidst tilsættes rabarberne og dejen vendes forsigtigt rundt med en dejskraber. 
  • Fordel dejen i 8 store eller 12 almindelige muffinsforme og sæt dem evt. i en muffinplade af metal. Bag kagerne ved 200 °C (alm. ovn – ikke varmluft) i ca 20 minutter, eller til de er gyldne og gennembagte. Tjek evt. om kagerne er gennembagte ved at stikke en tandstikker ned i midten. 
  • Lad kagerne afkøle på bageristen og pynt evt. med et drys flormelis inden servering.
Kagerne kan opbevares i flere dage i en plastpose eller lignende og de kan også fryses.

 

19 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Bente Tranberg
4 år siden

Hej ?
Jeg synes, at jeg er stødt på flere bageopskrifter på det seneste, hvor det understreges, at man ikke skal brug varmluft. Hvad er forskellen?
Opskriften lyder lækker – den må familien vist udsættes for i weekenden??
Hilsen Bente

Anne
3 år siden

Hej
Mums lyder vildt lækkert. Elsker rabarber.
Hvor kan man købe de firkantede forme ?
Vh Anne

Lisbeth Hansen
3 år siden

Super lækre muffins, jeg har bagt dem med den røde Finax mel, da jeg har glutenallergi. Men det gjorde heldigvis ikke kagerne mindre gode, mums.
Og så er de til og med super hurtige og nemme at lave 👍👍.
Tænker man også kunne servere dem med vanilleis eller creme fraise til.

Henriette
1 år siden

5 stars
Det er ikke sidste gang, jeg bager dem😀 Tusind tak for opskriften.

Kirsten Thostrup
1 år siden

Verdens bedste muffins og jeg elsker rabarberne og har netop bagt en portion til min datters fødselsdag på onsdag, hvor hun fylder 40 år. Hendes børn synes dog bedre om muffins med chokolade og mon ikke den lækre muffindej også kan fyldes med gode chokoladestykker istedet for rabarber?

Lisbeth Iversen
1 år siden

5 stars
Har bagt disse muffins mange gange, de er så lækre og populære. Tak for en super opskrift🙂
Når rabarberne har stået lidt med sukker, dannes der lidt rød saft, som jeg hælder fra. Når kagerne er bagt og afkølet lidt, rører jeg flormelis og saft (og en anelse vand) til en fin lyserød glasur, som jeg pynter kagerne med. Endnu mere lækkert😉

Lene Kirk Jørgensen
7 måneder siden

Hej. Hvis jeg laver den i en springform i steder for som muffins hvor længe skal den så have i ovnen? På forhånd tak.
Vh Lene

Lene Kirk Jørgensen
7 måneder siden

Tak🙏😊

Kirsten Thostrup
5 måneder siden

De dejligste muffins med den lækre smag af rabarber, har netop plyndret vores ene rabarberplante og lavet en stak muffins, så der også er til fryseren. Desuden bruger jeg altid denne opskrift som basisopskrift når jeg laver andre muffins, bla blåbær. Den er luftig og god og bær/fyld er jævnt fordelt i hele kagen og falder ikke til bunds som jeg har oplevet med andre opskrifter.

Solveig
4 måneder siden

Hej.
Kan jeg bruge mælk istedet for kærnemælk?

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)