Aftensmaden forenkles helt automatisk her i sommervarmen, hvor det er ikke er den store sult, som plager os, men så nyder vi til gengæld massevis af skønne snacks på terrassen. Især når vi venter på, at grillen skal blive varm og kødet færdigtilberedt om aftenen, er det lækkert med lidt forskellige snacks, men flere gange har vi faktisk også helt kunnet nøjes med snacks til aftensmad. Når det er varmt, er det rart nogle gange, bare at få et par skåle med skønne dips eller hjemmelavet hummus, godt brød, grønsagsstave, oliven, lidt god ost og evt et par håndfulde saltede mandler og så måske en skålfuld danske jordbær med fløde eller lækker vanillekoldskål med hjemmebagte kammerjunkere til dessert. Rigtig sommermad.

For nylig købte jeg nogle store, flotte nektariner og de fleste af dem har vi spist, men her til formiddag opdagede jeg, at der stadig lå et par stykker tilbage i frugtskålen, som efterhånden var blevet ret modne. Da jeg foretrækker hårde og sprøde nektariner, måtte jeg finde på noget andet at bruge dem til og det blev så til denne her skønne salsa med nektariner, som jeg regner med at servere som appetizer i aften.

Udover nektariner fandt jeg lidt forskellige andre ting i køleskabet – et par tomater, en avocado og et lille rødløg, som blev finthakket og kom i salsaen sammen med citronsaft og en smule chilipulver. Jeg kan godt lide den der varme, som breder sig i munden, hvis der tilsættes lidt chili til salsaen, og der skal virkelig ikke bruges ret meget, men bryder man sig ikke om det, så kan chilipulver sagtens udelades.

Salsaen er ikke sådan våd og “sauceagtig”, som en klassisk tomatsalsa ellers plejer at være. Den er mere grov og skal næsten “skovles” op på tortillachipsene, hvilket jeg synes er superlækkert. Chipsene kan for øvrigt udskiftes med flute, fx kan man lave små bruschettaer, hvis man skærer et flute i skiver, rister skiverne og efterfølgende fordeler salsaen på toppen og man kan også helt droppe brød og chips og i stedet servere salsaen som tilbehør til grillet kød og fisk. Nemt og sommerlækkert.

Salsa med nektariner, tomat og avocado.

ca ½ liter

2 store, modne nektariner – ferskner kan også bruges

2-3 tomater

1 lille avocado

1 lille rødløg

1-2 spsk friskhakket koriander eller persille

2 spsk citronsaft

1 nip chilipulver – kan udelades

Fjern stenen fra nektarinerne, skær dem i små tern og kom dem i en skål. Skær ligeledes tomater, avocado og rødløg i små tern og kom dem i skålen. Tilsæt hakket koriander eller persille og smag til med citronsaft og evt. lidt chili. Lad salsaen trække på køl indtil servering. Server med tortillachips.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)