Helstegt kyllingesteg med brun sauce, kartofler og hjemmelavet agurkesalat. Det er da rigtig sommermad og selvom vi måske ikke ligefrem har “brun sauce og kartofler” vejr i år – snarere tværtimod – så skal det altså på menuen herhjemme et par gange eller 3 i sommerens løb. Sprødstegt kylling, brun sauce og nye danske kartofler – så kan det næsten ikke blive meget bedre.

Jeg køber gerne en god, stor kylling, også selvom vi kun er Morten og og mig herhjemme. For det første bliver kødet meget mere saftigt, når man steger en stor kylling og det er jo altid et godt udgangspunkt, men derudover så er det også meget nemmere at skære flotte og reelle stykker = mindre madspild, men også flere måltider af resterne.

Jeg deler den færdigstegte kylling i vinger, underlår og bryst med min fjerkræsaks. Derefter klipper jeg overlårene af og der er som regel ikke meget overlår at komme efter på en lille kylling, men på de store får jeg 2 flotte stykker kød ud af det. Brysterne deler jeg i 3 pæne stykker hver, hvilket vil sige 6 stykker brystkød i alt. Vi spiser gerne de sprøde vinger, halvdelen af brystkødet og måske et overlår den første aften. Derefter er der resten af brystkødet, de 2 underlår og det sidste overlår til overs, som enten bliver spist med rugbrød og agurkesalat, kommer med i madpakken eller bliver brugt i nye retter sammen med det kød, som jeg piller af skroget. Både i det her pastafad med broccoli og mornaysauce og til hjemmelavet hønsesalat skal der eksempelvis bruges tilberedt kylling/hønsekød.

Vil man gerne have en flot og gylden, stegt kylling, så er det en god idé at pensle kyllingen med lidt smeltet smør, inden den kommer i ovnen. Der skal ikke så meget til, men det giver et virkelig fint resultat og en lækker smag. Er kyllingeskindet ikke helt sprødt, når kyllingen er færdig, så kan man skrue op for ovnens grillfunktion og grille kyllingen et par minutter – mit kyllingeskind løftede sig nærmest fra kødet og blev supersprødt, nærmest som flæskesvær, men hvis man alligevel ikke spiser skindet. så kan dette selvfølgelig springes over.

Vi spiser som sagt kyllingen med brun sauce, nye kartofler og agurkesalat og indimellem laver jeg også grøn salat med mormordressing af fløde, sukker og citronsaft. Skal der dessert til, så er der vel næppe noget mere oplagt end jordbær med fløde og sukkerknas og hvis jordbærsæsonen er forbi – hvilket den er for i år – så bliver det rødgrød med fløde. Smagen af sommer!

Helstegt kylling med brun sauce.

4 pers.

1 stor kylling (ca 1400-1500 gr)

1 spsk smeltet smør

salt og peber

ca 3 dl vand

Skyl kyllingen fri for snask og evt. blodrester og dup den tør med køkkenrulle. Krydr med salt og peber indvendigt og læg kyllingen i et ildfast fad – gerne på en rist. Pensl kyllingen med smeltet smør og drys med salt og peber. Hæld vand i fadet indtil det står ca 2 cm op ad kanten – jeg brugte omkring 3 dl.

Steg kyllingen i ovnen ved 180 grader varmluft i ca 50 minutter pr. kg (denne her fik 85 minutter) eller indtil der pipler klar kødsaft ud, hvis man stikker en lille kniv i kyllingens lår eller bryst. Bruger man stegetermometer, så skal kernetemperaturen være 75 grader. Er skindet ikke helt sprødt og gyldent, så kan man give kyllingen lidt grill i ovnen til sidst.

Tag kyllingen ud af ovnen og læg den på et fad. Si bouillonen fra fadet over i en gryde og lad kyllingen hvile imens saucen laves. Når saucen er klar, parteres kyllingen og serveres med brun sauce, kartofler og agurkesalat.

Brun sauce.

2-3 dl kyllingebouillon

2 spsk hvedemel

0,75 dl vand

1 dl madlavningsfløde – mælk eller piskefløde kan også bruges

madkulør

1 nip sukker

salt og peber

Kom kyllingebouillon i en gryde og bring det i kog. Ryst mel og vand sammen til en meljævning – saucejævner kan også bruges – og pisk det i saucen. Lad saucen koge igennem i 1-2 minutter, så saucen tykner og evt. melsmag forsvinder. Tilsæt fløde og juster farven på saucen med lidt madkulør. Smag til med sukker, salt og peber og server saucen til kyllingen sammen med kogte kartofler og agurkesalat.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)