Rosinboller. Enten elsker man dem eller også så hader man de klassiske boller med rosiner, men heldigvis så er vi ret enige herhjemme – boller med rosiner smager skønt og rosiner er kun med til at gøre en klassisk fødselsdags- eller tebolle endnu bedre. Især hvis man som mig, ikke er heeelt tosset med alt for søde kager, så kan en bolle med rosiner virkelig være et skønt alternativ engang imellem.
Det er virkelig sjældent, at jeg bager boller på den “gammeldags” måde, hvis man kan betegne det sådan. Altså boller som jeg husker fra min barndom og som er lavet på smør, masser af hvedemel, mælk og æg og uden skyggen af en kerne eller en grovere meltype. Alligevel er det et absolut must til fødselsdage og så et par gange mere i løbet af året, hvor jeg simpelthen får så meget lyst til de gode, gammeldags boller og en af de gange var så i forgårs, hvor jeg i den grad var i bagehumør og både fik bagt rosinboller og frøsnappere med pikantost.
Min farmor havde altid boller i fryseren og jeg mindes ikke et besøg hos hende, hvor der ikke blev serveret rosinboller med (lidt for meget) smør og så selvfølgelig også gerne et stykke kringle. Men selvom jeg er vild med rosinboller, så er jeg egentlig ikke sikker på, at jeg nogensinde selv har tilsat rosiner, når jeg har bagt de klassiske teboller. Faktisk bruger jeg primært rosiner i bagværk, når jeg laver de her skønne müsliboller, som Morten og jeg spiser herhjemme, men som sagt er det langt fra alle, som bryder sig om rosiner i bagværk og måske er det en af grundende til, at jeg hidtil har droppet rosiner i bollerne til fødselsdagene. Man vil jo trods alt gerne glæde sine gæster og derfor vil jeg da også skynde mig at tilføje, at de her boller sagtens kan laves uden rosiner. Desuden kan man erstatte rosinerne med lidt grofthakket, mørk chokolade og så plejer de fleste at kunne være med.
Men kan man nu lide rosiner og vil man gerne bage rosinboller, så vil jeg foreslå, at man bruger de store jumborosiner. For det første så er de meget mere saftige end almindelige, små rosiner, som godt kan have tendens til at være nogle triste og indtørrede, små gnalilnger, men derudover så brænder store rosiner heller ikke helt så hurtigt, når de kommer i ovnen. De fleste, som bryder sig om rosinboller og bagværk med rosiner i det hele taget, har vel prøvet at sidde med en bitter smag i munden, fordi man har fået en bolle med et par rosiner, som var lettere forkullede og sorte og det sker altså ikke helt så nemt, hvis man bruger nogle gode, store rosiner.
Derudover vil jeg anbefale, at man lige sørger for, at der ikke sidder alt for mange rosiner “udenfor”, når man former bollerne – rosinerne skal simpelthen ind i dejen, så de ikke bliver brændt af i ovnen, men så er der altså også mulighed for at lave nogle helt eminent lækre rosinboller, som er perfekte til en god kop kaffe eller te eller måske bare til en lille hyggestund.
Rosinboller.
10 stk.
1½ dl mælk, lillefingervarmt
1 dl vand, lillefingervarmt
½ pk gær
1 tsk groft salt
30 gr sukker
1 æg
100 gr jumbo rosiner
500 gr hvedemel
75 gr blødt smør
sammenpisket æg til pensling – kan udelades
Hæld mælk og vand i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt, sukker, æg, rosiner og hvedemel. Tilsæt melet lidt ad gangen – måske skal der bruges lidt mere eller mindre. Arbejd til sidst det bløde smør ind i dejen og ælt til den er blank og smidig. Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.
Vend dejen ud på et meldrysset bord og form 10 boller. Sørg evt for, at der ikke sidder alt for mange rosiner udenpå dejen, da de nemt brænder på i ovnen og bliver bitre. Læg bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket i 30 minutter. Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem ved 200 grader (almindelig ovnvarme – ikke varmluft) i 15-20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad bollerne afkøle på bageristen og server dem gerne lune. Bollerne holder sig friske i et par dage i en pose – de kan også fryses.
Tricket til altid saftige rosiner i boller er at overhælde rosinerne med kogende vand, lade dem trække 10-15 minutter, skylle dem i koldt vand (så de ikke bliver for varme for dejen) og dræne dem godt. De kommer til at se ret grålige og trælse ud, men bliver fantastisk lækre i bollerne. Selv de rosiner, der har sneget sig ud på overfladen af bollerne, er lige til at spise. Og så kan man endda også bruge den åbnede pose med knastørre rosiner, som havde gemt sig bagerst i skuffen, eller de rosiner, hvor sukkeret er let krystalliseret, og som derfor er mærkeligt sprøde at spise. De bliver alle bløde, saftige og lækre i bagværket.
Berit – Tusind tak for dit gode rosin-fif, som hermed er givet videre 😀
Og så er der os der føler den masokistiske nydelse ved at blivenramt af den brændte bitre rosin, det høre ligesom med til oplevelsen 🙂
Jenny – HAHAHAH, ja Jer skal der selvfølgelig tages hensyn 😀
Ville det ikke være en god idé at bruge din dampmetode til efterhævning af disse?
Marie – Det kan man helt sikker sagtens – så bliver bollerne endnu mere lette og luftige 😀
Sørg for også at pensle rosinerne på bagværket godt med æg, så er det slut med sorte, hårdtbrændte rosiner (og tranebær/sukat).
Elsebeth – Tak for det gode råd, som hermed er delt med bloggens øvrige læsere 😀
Jeg har prøvet flere af dine opskrifter på boller, men da har jeg skulle smelte smørret. Nu kan jeg se, her skal smørret først i efter melet er kommet i. Har det nogen betydning, om det kommer i før eller efter? Har det noget med hævningen at gøre, og hvis det har, kan man så bruge det ved andre gærdeje.
Helle – Fedtstof kan indkapsle gærcellerne, så gærens hæveevne ikke udnyttes optimalt. Dette kan dog undgås, hvis man venter med at blande fetstof i dejen til de andre ingredienser er tilsat, hvilket er grunden til, at der skal smør i dejen til sidst. Jeg har ikke været klar over dette tidligere – og kigger man på ældre brødopskrifter, så er jeg bestemt ikke den eneste, men du kan sagtens bruge tricket til andre gærdeje 😀
Den bedste bolleopskrift jeg har prøvet. Stor og luftige. Manden roser dem også.
Helga – Tusind tak for din søde besked – hvor er det bare dejligt at høre, at bollerne er blevet en succes 😀
Hilsen til både dig og din mand herfra 😀