I dag dufter hele huset af kage – sødt og lækkert af bananer og vanille og i køkkenet har jeg 15 flotte muffins stående, som bare venter på at blive spist. Jeg er så småt i gang med at reducere indholdet i køleskabet, inden vi rejser på ferie i næste uge og i den forbindelse kom jeg forbi frugtskålen, hvor der, på trods af mine eksperimenter med de her bananboller med nødder og chokolade, stadig lå et par bananer. Og pludselig slog det mig – jeg skulle da bage bananmuffins.

Skal man være virkelig praktisk, så er det måske ikke så logisk at få brugt 2 bananer og 2 æg ved at lave dem om til 15 muffins, men jeg kan med 100 % sikkerhed sige, at de her muffins nok skal blive spist, hvilket er mere end man kan sige om de 2 overmodne bananer, som det hele udsprang af.

Det er efterhånden flere år siden, at jeg har bagt bananmuffins, men i løbet af de seneste måneder har jeg både lavet rabarbermuffins og blåbærmuffins, så selvfølgelig skulle jeg også forsøge mig med bananvarianten igen – ikke mindst fordi bananmuffins og muffins med æble og kanel hører til blandt mine absolutte yndlingsmuffins. Jeg må helt afgjort lave en portion muffins med æble og kanel, når vi kommer hjem fra ferie – de passer også perfekt til efteråret.

Jeg brugte små, almindelige muffinsforme af papir til denne her portion og det gav 15 flotte muffins, som hævede fint op over kanten. Bruger man de amerikanske muffinsforme, som er lidt større, så vil jeg skyde på, at der er til 10 muffins. Det kan i øvrigt være en god idé, at bruge en muffinsplade, hvis man har sådan en selvfølgelig – den sørger for at kagerne holder faconen. Desuden bager jeg ALTID muffins ved almindelig ovnvarme og aldrig varmluft – varmluften blæser dejen skæv, når den hæver op under bagningen, hvorimod almindelig ovnvarme får kagerne til at hæve flot op i en fin top.

Da kagerne var færdigbagte, blev de kølet af på ovnristen og så fik de lige et drys flormelis. Lidt smeltet chokolade, en klassisk chokoladeglasur, flødeosteglasur eller en karamelglasur vil også være lækkert, men i dag blev det bare til et hvidt drys. Og nu vil jeg tage et par muffins under armen og smutte over til mine forældre og drikke en kop eftermiddagste. Selvom jeg er sikker på, at vi nok skal få de lækre kager spist, så skader det jo ikke med lidt “hjælp” udefra og en kop te og lidt snak er jo altid hyggeligt.

Bananmuffins med valnødder

Samlet tid30 min
Antal: 15 stk

Ingredienser

  • 2 æg
  • 150 gr sukker
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 nip salt
  • 200 gr hvedemel
  • 50 gr smagsneutral olie
  • 2 mosede bananer
  • 50 gr grofthakkede valnødder (kan udelades)

Fremgangsmåde

  • Pisk æg, sukker og vanillesukker til en luftig æggesnaps. Sigt bagepulver, salt og hvedemel sammen og vend det i dejen sammen med olien. Tilsidst tilsættes mosede bananer og grofthakkede valnødder og dejen fordeles i 15 almindelige muffinsforme eller 10 amerikanske muffinsforme. Placer evt. formene i en muffinplade. 
    Bag kagerne ved 200 grader (almindelig ovnfunktion - ikke varmluft) i ca 20 minutter eller til de er gennembagte. Lad dem køle af på bageristen og pynt evt. med glasur eller et drys flormelis. 

Noter

Kagerne holder sig bløde og lækre i 2-3 dage. De kan også fryses og skal så blot optøes på køkkenbordet inden servering. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)