Så nåede vi den sidste madplan inden ferien og den bærer selvfølgelig til en vis grad præg af, at der skal ryddes lidt op i skabe, skuffer og ikke mindst køleskabet, inden vi tager afsted på 17 dages rundrejse i Californien. Jeg vil dog skynde mig at tilføje, at selvom jeg holder ferie, så holder madplanen ikke pause. Som sædvanlig har jeg forberedt et par madplaner på forhånd og dem lægger jeg på bloggen lørdag morgen, som jeg plejer –  eneste forskel er, at Morten og jeg ikke spiser med i et par uger.

Desuden regner jeg meget stærkt med, at der kommer et par indlæg fra mig undervejs – jeg plejer jo ikke helt at kunne holde mig fra skriveriet og jeg skal jo også fortælle om alt det vi oplever undervejs, men bliver der lidt langt imellem indlæggene, så husk at I altid er velkomne til at følge mig på instagram (@madenimitliv). Jeg lover, at jeg nok skal lægge massevis af skønne billeder op fra vores roadtrip.

Madplan uge 33.

Mandag – Der er lagt op til en nem og lækker start på ugen med hjemmelavet tomatsuppe. Min forældres drivhus bugner af modne tomater og der er hele tiden nye på vej, så vi får en masse tomater foræret. Desuden vokser krydderurterne stødt og roligt i haven, så det er bare med at bruge løs. Vi plejer at få flute til suppen og en klat creme fraiche på toppen, men skal der ekstra “fylde” til, så kan man tilsætte kogt pasta eller kødboller.

Tirsdag – Menuen står på kartoffellasagne med skinke og ost. En nem og let opskrift med ganske få ingredienser (det gælder jo om ikke at få købt for meget hjem), som altid tager kegler her i huset og som ikke bliver dårligere med en stor portion blandet salat ved siden af.

OnsdagStuvet sommergrønt med ærter og gulerødder eller slet og ret grønærter og gulerødder, som smager allerbedst på denne her tid af året, hvor gulerødderne er små og nye og fulde af sødme. Og så er grønærter og gulerødder jo bare helt perfekte til en hjemmelavet karbonade, så sådan en portion skal vi altså have, inden vi rejser på ferie. Når ikke vi griller karbonaderne (hvor jeg dropper paneringen), så laver jeg dem efter denne her opskrift, men undlader selvfølgelig wienertilbehøret.

Torsdag – Spaghetti og kødsauce går man jo sjældent galt i byen med og denne her vegetariske bolognaisesauce, som er lavet på linser, er faktisk blevet en af vegetarfavoritterne herhjemme hos os. Konsistensen er en smule anderledes end den klassiske bolognaise med oksekød, men både smag og udseende ligner til forveksling og faktisk så opdagede min far det slet ikke, da jeg engang serverede vegetarbolognaisen for ham og min mor. Har man alligevel ikke helt mod på at udskifte alt kødet med linser, så prøv evt. en 50/50 version eller lav en god, gammeldags bolognaise med 100 % kød.

FredagKyllingetærte a la cæsar salat – en nem og lækker kyllingetærte, som lige får et ekstra pift, når den toppes med sprød salat, bacon og høvlet parmesan som en cæsarsalat. Jeg køber en pakke romainesalat og bruger halvdelen til tærten og den anden halvdel til burgere lørdag.

Lørdag – Det er alt for længe siden, at vi har fået en hjemmelavet fiskeburger med krydderurtedressing, så sådan en skal selvfølgelig på menuen, inden vi rejser på ferie. Jeg regner med at tage godt og grundigt for mig af de friske krydderurter i krukkerne på terrassen til dressingen – nu får de jo fred og ro til at vokse i et par uger.

Søndag – Vi slutter ugen af med en hjemmelavet lasagnette, som er genial, når grønsagsskuffen skal tømmes, fordi der kan tilsættes et hav af forskellige former for grønsager til kødsaucen, ligesom en slat mælk og et stykke ost som regel bliver brugt op. Og dermed skulle der gerne være gjort “rent bord” og ferien kan begynde.

Ugens lækkeri – Jeg er ikke så god til flymad og når man skal tilbringe mange timer ombord på et fly, så er det altså vigtigt at få noget i maven, så man ikke bliver luftsyg. Derfor pakker jeg gerne nødder, grønsager og frugt i stave og mundrette bidder, müslibarer og hvad jeg nu ellers kan finde på og tager med og i år skal vi også have hjemmelavet bounty med, så jeg skal have lavet en portion i ugens løb.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)