“Annonce”. Indlægget er lavet i samarbejde med Mofibo.

“Hjerteblink” af Marie Louise Cornelius. Udgivet på Storytel original, 2018.

Herhjemme bliver det ikke jul – og jo, det gør det jo så nok alligevel, men ovedrivelse fremmer forståelsen, ik? – hvis ikke jeg har set Love Actually. Den søde og hyggelige, britiske julefilm, hvor mennesker mødes og skilles og skæbner vikles ind i hinanden på kryds og på tværs. Og hvor vil jeg så hen med det?

Jo, “Hjerteblink” af Marie Louise Cornelius er lige præcis sådan en bog med skiftende fortællerperspektiv a la Love Actually og 5 hovedpersoner med hver deres problematikker. Vi følger således Agathe R. Christensen – en ældre dame, som for nyligt har mistet sin mand og snart må sande, at han har skjult rigtig mange ting for hende i årenes løb. Maja, som er skilsmisseadvokat og netop flyttet sammen med sin kæreste Steffen. Nathalie, som er Steffens teenagedatter og som er flyttet fra sin mor i Bruxelles og hjem til sin far og stedmor og nu skal starte i en ny skole og finde nye venner. Mark, der på trods af, at han er i starten af 40’erne stadig arbejder som bartender, fester hver weekend og ikke rigtigt ved, hvad han vil med sit liv – til forskel fra hans søster Maja. Og endelig Mona – den evige romantiker, der læser Barbara Cartland romaner og drømmer sig væk i bryllupsmagasiner og brudekjoleprøvninger, imens hun stadig venter på den eneste ene.

En række hændelser i fortiden sætter gang i dominoeffekten og så ruller historien ellers og de 5 hovedpersoners skæbner flettes godt og grundigt ind i hinanden – selvfølgelig samtidig med, at der dukker en række finurlige bipersoner op på sidelinjen. En letlæst, sød og hyggelig sommerbog, som er noget så fint spundet sammen og på trods af en liiiiiidt åben slutning for et par af personernes vedkommende, som giver plads til at bruge fantasien, så synes jeg faktisk, at Marie Louise Cornelius formår at få “hæftet ende” på fortællingen. Er det ikke også næsten en forfatters fornemmeste opgave, at stoppe sin historie lige netop der, hvor vi sidder og hopper for bare at få en smule mere med?

Jeg streamede “Hjerteblink” som e-bog fra Mofibo og jeg er faktisk ikke helt sikker på, at bogen kan fås i en trykt udgave endnu, selvom den virkelig har fortjent det. Til gengæld kan den både streames som e-bog og som lydbog fra Mofibo, så er man mere til lydboger, kan man glæde sig til at høre dygtige Laura Drasbæk læse højt.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)