Medister i svøb på kartoffelbund…

15 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Hverdagsmad, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Lige siden jeg lavede de her baconruller på porre-kartoffelbund sidste efterår, har jeg haft planer om at gentage succes’en med en gang grillmedister i svøb. Baconrullerne var nemlig en kæmpe succes – både herhjemme hos os men også hos Jer ude bag skærmen, så jeg var overbevist om, at en omgang medister i svøb også ville falde i god jord. Men efteråret blev til vinter og vinteren blev til et helt forrygende forår, der som bekendt mundede ud i århundredets sommer, hvor det ikke lige var vejr til at kaste sig ud i diverse ovnretter og flødebagte kartofler.

Derfor har jeg tålmodigt gået og ventet på, at det igen skulle blive efterår og kartoflerne stivelsesholdige nok til, at jeg kunne tillade mig at bruge dem til flødekartofler og forleden aften fik jeg så endelig lavet medister i svøb på en bund af flødebagte kartofler. En ret som ikke bare viste sig at være endnu nemmere at lave end den oprindelige, eftersom der ikke skulle laves en fars denne gang, men den smagte også mindst lige så godt.

Helt perfekt aftensmad på en hverdagsaften – måske især i børnefamilierne, hvor det nogle gange skal gå lidt stærkt og alle er småtrætte ovenpå en lang dag – og så er jeg jo, som så mange andre af Jer, stor fan af mad, som bare skal samles i et fad og sættes i ovnen. Jeg elsker, at man blot skal beregne, hvornår man har lyst til at spise og når så tiden nærmer sig, så hiver man lige et fad ud af ovnen og sætter det på bordet. Nemt og bekvemt og så har man oven i købet haft god tid til lige at rydde køkkenet, dække et hyggeligt bord og måske læse et kapitel i en god bog undervejs. Ren hverdagshygge.

Jeg brugte en pakke af slagterens gode grillmedistre, som jeg svøbte i tynde baconskiver og lagde øverst på kartoflerne, men kan man ikke lige skaffe grillmedistre, så kan et helt almindeligt stykke medisterpølse selvfølgelig sagtens bruges. For lige at få lidt knas til kartoflerne, tilsatte jeg et bundt forårsløg i tynde ringe, men der kunne også sagtens have været brugt porre, squash i tynde skiver eller finthakket løg for nu blot at komme med et par eksempler og selvfølgelig kan grønsagerne i fadet også helt udelades, hvis man hellere vil servere det grønne separat.

Jeg havde desuden nogle blandede rodfrugter, som jeg skar i grove tern og vendte med lidt olie, sennep, honning, timian, salt og peber, inden de blev fordelt på en bageplade og bagt møre i ovnen samtidig med kartoffelfadet – jeg kunne jo lige så godt udnytte, at ovnen alligevel kørte og de bagte rodfrugter fungerede perfekt som tilbehør til medistrene og de cremede flødekartofler. Og apropos flødekartofler, så er der jo ingen der siger, at man SKAL følge nedenstående opskrift – har man selv opskriften på verdens bedste flødekartofler, så bruger man selvfølgelig bare den og placerer et par grillmedistre i svøb øverst på fadet. SÅ nemt og SÅ lækkert!!!

4.29 fra 7 stemmer

Medister i svøb med flødekartofler

Bagetid1 t
Samlet tid1 t 15 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 kg kartofler
  • 1 bundt forårsløg
  • 4-5 dl madlavnings- eller piskefløde
  • 500 gr grillmedistre eller lign. ferske pølser
  • 1 pk bacon i skiver
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skrub eller skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver.
  • Skær forårsløgene i ringe og fordel dem i et ildfast fad sammen med kartoflerne - gem evt. lidt af den grønne top fra løgene til pynt.
  • Hæld fløde over fadet og krydr med salt og peber. 
  • Vikl baconstykker uden om grillmedistrene - et helt stykke medisterpølse kan selvfølgelig også bruges. Placer pølserne ovenpå kartoflerne.
  • Sæt fadet i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 60-70 minutter, eller indtil kartoflerne er møre, pølserne er gennemstegt og baconstykkerne er sprøde.
  • Server gerne fadet med ekstra grønt, fx ovnbagte rodfrugter. 
En del af kartoflerne i fadet kan udskiftes med rodfrugter, hvis man gerne vil have lidt mere grønt ind i retten. Prøv fx søde kartofler, persillerødder, pastinak eller selleri. En porre i tynde ringe er også lækkert. 
15 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Christina Maria Fjeldsted Hansen
4 år siden

Det lyder lækkert og nemt, til vores hverdage, med tvillinger (dreng/pige) på 13, der er fyldt op med fodbold og konkurrence gymnastik. Brugte du varmluft til denne ret?
Tak for gode opskrifter og blog indlæg.

Per Jacobsen
4 år siden

Hej Anne-Katrine. Lyder godt med kartoffelbund. Ikke set før, men skal prøves. Næsten alt vores mad laves på grill og derfor er medister pakket i bacon en smagsoplevelse. Kommer somme tider friske krydderurter under bacon. Dine rodfrugter i honning og sennep har jeg heller ikke set før selv om vi griller mange rodfrugter men skal og også prøves. Vi er to pensionister og eksperimentere meget med maden. Får faktisk ikke sovs men blender rodfrugter med et godt brød til sammen med maden.

Mette
2 år siden

Hvis man bruger almindelig medister, skal de så koges inden? 😊

Jesper Egerup
2 år siden

Smagte godt. Brugte varmluft. Først som foreslået 200 grader, men det var for voldsomt. Ændrede temperaturen til 180 grader varmluft. Retten var færdig på 40 minutter. Smagte på kartoflerne og bankede på baconen. Målte centertemperaturen i medisteren til 92 grader, Tog herefter retten ud af ovnen og nød den sammen med min kone samt en flaske californisk rødvin.

Maestro-Lodahl
1 år siden

5 stars
Jeg lavede det til min kære Far og jeg selv for nylig, og for sagomel da hvor var det godt! 😀 Af hjertet tak for opskrift og inspiration 🙂

Maja
1 år siden

Hvis nu man “snyder” lidt og bruger færdige flødekartofler, hvor meget vil du så tro jeg skal reducere tiden med? Altså kartoflerne plejer at skulle have omkring 30 min.

Maja
1 år siden

Fedt, det må vi prøve en dag 🙂

Louise
3 måneder siden

Hej. Hvorfor er dine så pæne når mine bare sprækkede, hver og én?
Har du prikket pølserne inden du har svøbt baconen omkring dem?

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)