For snart en del år siden, så Morten og jeg et program fra Svinkløv Badehotel. Her fik man blandt andet vist, hvordan hotellets berømte valnøddelagkage laves. Programmet var et af de mange, fine sommerprogrammer, som Anne Hjernøe og Anders Agger laver hvert år. Og lige siden har jeg haft lyst til at begive mig ud i den berømte lagkage. Men af en eller anden grund er jeg altid kommet fra det, når der var anledning til at lave lagkager. For nylig fik jeg dog chancen. Og det blev altså så stor en succes, at jeg kun kan beklage, at jeg ikke tidligere har fået taget mig sammen.
Se også – Rutebilslagkage I Sommerlagkage med jordbær I Islagkage med daim og mandelbund
Valnøddelagkage – nem og lækker opskrift.
De ert efterhånden er en del år siden, at jeg så programmet fra Svinkløv Badehotel. Derfor måtte jeg lige søge lidt på nettet, men så dukkede opskriften heldigvis også hurtigt frem. Dog var der et par variationer at vælge imellem. Bl.a. var der en opskrift, hvor valnødderne først blev vendt i karamel, så de blev knasende sprøde, inden de blev hakket og kom i kagen.
Den udgave kunne jeg simpelthen ikke stå for, så mine valnødder blev karamelliserede. Men foretrækker man den helt originale udgave, så skal nødderne blot hakkes groft og blandes i flødeskummet sammen med chokolade.
Kagen er i øvrigt supernem at lave. I virkeligheden drejer det sig jo blot om flødeskum blandet med hakket chokolade og valnødder og så lagt sammen med hjemmebagte lagkagebunde. Men den smager altså helt fantastisk. Desuden skal den faktisk helst laves dagen før den skal spises. Så kan den nemlig nå at sætte sig og samle masser af smag. Kagen er derfor oplagt at servere til fester og fødselsdage, hvor man gerne vil forberede så meget som muligt i god tid.
Valnøddelagkage
Ingredienser
- 100 gr sukker
- 125 gr valnødder (+ ekstra til pynt)
- 125 gr mørk chokolade
- 7 dl piskefløde
- 3 stk lyse lagkagebunde (gerne hjemmebagte lagkagebunde)
- 1 lille espresso (eller 2 tsk Nescafé)
- flormelis
Fremgangsmåde
- Kom sukkeret på en pande og smelt det til gylden karamel over svag/jævn varme.
- Vend valnødderne rundt i karamellen. Hæld derefter de kandiserede valnødder ud på et stykke bagepapir og lad dem afkøle.
- Når nødderne er afkølede hakkes valnødder og chokolade groft.
- Pisk fløden til skum og vend de hakkede valnødder og chokolade i flødeskummet.
- Læg en lagekagebund på et fad og fordel halvdelen af flødeskummet på bunden. Læg bund nr. 2 ovenpå og gentag med resten af flødeskummet. Afslut med den sidste bund og glat kanten af kagen pænt med en spatel eller kniv.
- Rør en lille espresso (eller 2 tsk Nescafé blandet med lidt vand) sammen med flormelis til en tyk glasur. Fordel glasuren på toppen af kagen og pynt med valnødder.
- Stil kagen på køl indtil servering og lad den meget gerne trække på køl til dagen efter. Man kan evt. vente med at pynte kagen med glasur til servering.
Noter
Lagkage med kaffeglasur.
Øverst på kagen skal der kaffeglasur. Og den let, bitre glasur klæder altså den søde kage helt eminent godt, så det vil jeg stærkt anbefale, også selvom man ikke er den store kaffedrikker. Selv drikker jeg stort set aldrig kaffe og slet ikke ren kaffe. Og for at være helt ærlig, så går jeg som regel langt uden om kager og dessert, der indeholder kaffe. Men selv jeg kunne ikke komme udenom, at glasuren passede perfekt til kagen.
Jeg lavede i øvrigt glasuren på flormelis, som blev tilsat en lille espresso, indtil konsistensen var passende. Har man ikke en kaffemaskine, som kan lave espresso, så kan man i stedet bruge Nescafé, som opløses i lidt kogende vand og blandes med flormelis til en passende konsistens. Faktisk er den originale opskrift med Nescafé. Og vil man under ingen omstændigheder indtage noget som helst med kaffe, så kan man selvfølgelig også bare pynte kagen med en helt almindelig hvid eller brun glasur.
Nu er jeg ikke så vild med kaffe/Mocca smag, træder smagen meget igennem.
Charina – Nej, det synes jeg faktisk ikke. Som jeg har skrevet i indlægget, så er jeg bestemt heller ikke den store kaffedrikker, men det er som om, at det bare passer til denne her kage og så meget smager man det faktisk ikke – det er bare en snert af mocca. Men hvis du stadig er nervøs, så kan du nøjes med en ganske lille smule kaffe og så spæde glasuren op med vand 😀
Hej Anne-Katrine.
Det er for sjovt, du lige havde lagt denne lagkage op, for jeg ledte efter en valnøddelagkage, da vores sød nabo har givet os en god pose valnødder. Jeg tog den nemme med købe bunden og hakket valnødder, så nu glæder jeg mig til i morgen, hvor vi skal have den til dessert 😋 Tak for alle dine skønne opskrifter og har du forresten en på valnøddeboller, ligesom dem fra bageren der er mørke i det?
Mange hilsner fra Marianne
Marianne – Ja, det var da et lidt pudsigt sammentræf – håber at kagen bliver en kæmpe succes 😀
Mht. valnøddeboller, så har jeg stadig til gode at bage sådan nogle, men jeg har planer om det. Dog kan det være, at det i første omgang bliver et rigtigt lækkert valnøddebrød 😀
Nam den var god 😊 Og ikke sidste gang den er lavet. Jeg brugte kun 5dl piskefløde. Lyder dejligt med brød og boller🙂
Marianne – Det lyder godt 😀
Den ser vanvittig lækker ud! <3
Piskeris – Den er uhyggelig lækker og meget meget vanedannende – leder alligevel efter en anledning til at lave den igen igen 😀
Det vand man hælder i Nescafé skal det være varmt ellers kan det vel ikke rørres ud.
Conni – Umiddelbart vil jeg sige, at der skal bruges lidt kogende vand. Jeg har dog efterhånden set adskillige opskrifter, hvor Nescafé udrøres i koldt vand, så måske kan det også lade sig gøre 😀
Bliver den ikke underlig, hvis den overnatter i køleskabet med glasuren på?
Iben – Det synes jeg ikke – jeg har prøvet 2 gange nu og begge gange holdt glasuren sig fin og trak ikke fugt. Men køleskabe køler jo ikke ens, så er man nervøs, så vent med at lægge glasuren på til dagen efter 😀
Hej Anne-Kathrine.
Wauvv si’r jeg bare til den lagkage – og det sagde mine gæster også, alle 3 par der smagte den søndag. Jeg mixede den lørdag og lod den overnatte i køleskabet og tog den ud søndag formiddag, så den var klar til eftermiddagskaffen.
To af mine gæster havde smagt den originale lagkage fra Svinkløv, og talt meget om den, så det var oplagt da jeg faldt over din blog og opskriften. Jeg syntes aldrig jeg har imponeret nogen i den grad, og de tog gerne et stykke mere.
Det var min første lagkage og mit problem var hvor stiv fløden skulle piskes, den skulle jo helst ikke splatte sammen, så jeg gav fløden lidt mere end jeg ville give den til f.eks en æblekage. Det var fint nok, men det var som om chokoladen og de karamelliserede valnødder også stivnede lidt på det, så næste gang vil jeg piske fløden en smule mindre.
Tusind tak til dig og venlige hilsener.
Villy Bak
Hej Villy – Tusind tak for din hilsen. Det var så dejligt at høre, at du har haft så stor succes med den gode lagkage. Herhjemme hos os er den også hurtig blevet en af favoritterne og faktisk har jeg allerede lavet lagkagen 3 gange på under 1 måned – blandt andet til reception, hvor tallerknerne nærmest blive slikket rene. Mht. fløden, så har du helt ret i, at det er en balancegang, hvor meget den skal piskes – den må ikke få for lidt, så den løber, men heller ikke for meget og som du selv er inde på, så er det også som om, at chokolade og valnødder “stiver” den lidt af.
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine.
Hej Anne-Kathrine.
Jeg har prøvet din opskrift 2 gange med virkelig godt resultat. Første gang blev hele kagen spist samme dag!😅
Jeg synes dog, at det kan være en udfordring at smelte sukkeret. Det er som om det altid lidt brænder på i midten, selvom jeg bruger lav temperatur. Har du et godt råd?
Tak for gode opskrifter i øvrigt, har brugt dem adskillige gange😊
Hejsa. Dejligt at høre, at kagen er en succes. Jeg har ikke oplevet, at sukkeret brænder på i midten, men jeg bruger en pande med teflonbelægning. Jeg ved ikke, om det kan have noget at sige? 😀
Hvilke lagkagebunde bruger du??
Malene – Jeg bager som regel mine lagkagebunde selv – jeg skal nok få en opskrift på bloggen snarest. Eller også køber jeg nogle gode bunde hos bageren. Og i en snæver vending kan jeg også sagtens finde på at bruge lagkagebunde fra supermarkedet, så ingen snobberi her 😉 😀
æv jeg kan bare slet ikke lide kaffe har aldrig drukket en kop, selvom jeg snart blir 60 men ellers ser den mega god ud
Jette – Jeg bryder mig faktisk heller ikke om kaffe og holder mig som regel langt væk fra desserter og kager med kaffe, men lige netop i denne her kage, synes jeg, at det smager godt. Men ellers kan man jo sagtens bruge en traditionel hvid eller brun glasur. Et chokoladeovertræk vil også være lækkert 😀
Hej,
Jeg studser lidt ved at man skal hælde glasur ovenpå flødeskumsblandingen.
Er det ikke sært at gøre pænt, så det hele ikke bliver blandet sammen? 🙂
Nadia – Du kommer jo ikke flødeskum ovenpå den sidste lagkagebund. Den fungerer bare som “låg” på kagen. Så du hælder reelt bare glasur ovenpå en lagkagebund. Og hvis der drypper lidt ned af siderne på kagen, ødelægger det ikke spor 😀