Jeg har fødselsdag på lørdag. Derfor har jeg i dag brugt lidt tid på at finde ud af, hvad jeg skal servere til kaffen. Og jeg er temmelig sikker på, at jeg laver denne her skønne valnøddelagkage fra Svinkløv Badehotel. Men undervejs kom jeg også i tanker om napoleonshatte. Ikke at forveksle med napoleonskager med flødeskum, butterdej og creme. Men lækre og sprøde napoleonshatte med en blød kerne af marcipan, sprød mørdej og en bund af chokolade. Sådan nogle skal vi da også have!

Se også – Kransekagestykker I Medaljer med flødecreme I Hjemmelavede romkugler

Nem opskrift på hjemmebagte napoleonshatte.

Hjemmebagte napoleonshatte er faktisk ret nemme at lave. Og når man lige “får taget” på det, så er de også rimeligt simple at forme. De første par stykker bliver måske ikke helt perfekte, men det vigtigste er jo også smagen. Og øvelse gør helt bestemt mester i denne her sammenhæng.

Napoleonshattene kan serveres som en godbid til en kop kaffe eller te. Gerne ovenpå en lækker middag, hvor det er skønt at slutte af med lidt sødt. Og fordi napoleonshatte sagtens kan holde sig 4-5 dage på køl, har jeg bagt dem allerede i dag. Faktisk kan de også fryses. Jeg har skrevet lidt mere om det under selve opskriften. 

Print opskrift Pin opskrift
4.34 fra 3 stemmer

Napoleonshatte

Hvile- og bagetid45 min
Samlet tid1 t
Antal: 15 stk

Ingredienser

  • 150 gr hvedemel (+ lidt ekstra til udrulning)
  • 75 gr flormelis
  • 1 nip salt
  • 100 gr koldt smør (skåret i tern)
  • 1 æg (delt i blomme og hvide)
  • 200 gr marcipan
  • 25 gr flormelis
  • 100 gr mørk chokolade (smeltet)

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, flormelis og salt i en skål og smuld smørret ud i blandingen. Saml dejen med æggeblommen.
  • Bruger man en køkkenmaskine kommes alle ingredienserne i røreskålen og dejen samles med K-spaden.
  • Lad dejen hvile koldt i ca 30 minutter.
  • Pluk marcipan i mindre stykker og kom det i en skål sammen med flormelis og 2-3 spsk æggehvide. Ælt sammen til en lind marcipanmasse - det er nemmest med fingrene. 
  • Rul mørdejen ud på et meldrysset bord od udstik 15 runde cirkler med en diameter på ca 8 cm.
  • Tril marcipanmassen til 15 kugler og læg en kugle på midten af hvert stykke mørdej. Fold dejen op omkring marcipanen på 3 steder og giv den et lille tryk, så den bliver siddende. 
  • Bag napoleonshattene ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 15 min, indtil de er gyldne.
  • Lad napoleonshattene afkøle på bageristen. Dyp herefter bunden i mørk chokolade og stil kagerne på et stykke bagepapir, indtil chokoladen er tør.
  • Kagerne kan holde sig i ca 5 dage. De kan desuden fryses. 

Frys kagerne ned. 

Vil man gerne øve sig i at lave napoleonshatte, så kan man sagtens lave en stor portion. Præcis ligesom med klassisk kransekage, så kan kagerne nemlig sagtens gemmes i fryseren. Med chokoladebund og det hele. Virkelig smart, hvis man er typen der ofte får uventede gæster. Eller bare godt kan lide at have lidt lækkerier i fryseren, til når kagetrangen melder sig. Hattene skal blot tages ud af fryseren og optøs i ca 30 minutter på køkkenbordet. Så er de klar til servering. Og nææææsten lige så gode som nybagte. 

Desuden kan man overveje at servere hjemmebagte napoleonshatte til kaffen nytårsaften. Og måske endda i stedet for kransekage til champagnen kl. 24.00. Den lækre marcipanmidte er jo lavet af kransekagemasse. Så napoleonshatte kan sagtens fungere som alternativ til den klassiske kransekage, hvis man trænger til lidt fornyelse.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)