Jeg er så småt gået i gang med at planlægge julebagningen og har faktisk også de første portioner dej liggede klar i køleskabet. I løbet af den kommende uge, finder jeg en aften sammen med min mor, hvor vi går i køkkenet og bager til den helt store guldmedalje og jeg glæder mig allerede – det er vores lille juletradtion og det plejer at være vældig hyggeligt. Undervejs i projektet fungerer min far og Morten så som hhv hjælpere, prøvesmagere og opvaskere og indimellem går de også bare lidt i vejen. Er det mon ikke sådan i mange familier?

Forleden dag, da jeg sad med en skriveblok og kop te og planlagde hvad der skulle bages i år, opdagede jeg dog, at det på en eller anden måde er lykkedes mig at have bloggen siden vinteren 2010, uden nogensinde at skrive om jødekager – den klassiske, sprøde julesmåkage med et knasende drys kanelsukker og hakkede mandler eller nødder på toppen.

Muligvis hænger det sammen med, at vi som regel bager de her skønne kanelkringer til jul, som jeg synes, er så smukke, og da de smagsmæssigt minder ret meget om jødekagerne, så har vi aldrig bagt begge dele. Uanset hvad så kan man jo ikke have en madblog fyldt med klassiske julesmåkage-opskrifter og så mangle jødekagerne, så nu kommer min bedste opskrift bloggen. Se evt. alle mine opskrifter på julesmåkager her eller alle mine juleopskrifter her. Der er masser af inspiration at hente.

Man vælger selv, om man vil forme dejen til en pølse og efterfølgende skære den i skiver, eller om man vil udrulle dejen på et meldrysset bord og stikke kagerne ud med en udstikker. Der er jo ingen tvivl om, hvilken metode der er den nemmeste, men har man børn, som deltager i bagningen, så vil de sikkert foretrække, at dejen udrulles og udstikkes til fine figurer.

Desuden bliver kagerne jo helt runde, hvis man bruger en rund udstikker (eller et lille glas), hvorimod de godt kan få lidt “kanter”, hvis dejen blot formes til en pølse og skæres i skiver, men det bestemmer man jo helt selv. Jeg skærer som regel dejen i skiver og nedenstående giver ca 50 småkager med en diameter på ca 4 cm, men bruger man udstikkere, kan antallet af kager selvfølgelig variere afhængig af størrelsen på de enkelte udstikkere.

Jødekager

Hvile- og bagetid1 t 20 min
Samlet tid1 t 30 min
Antal: 50 stk

Ingredienser

  • 125 gr hvedemel
  • 50 gr sukker
  • ½ tsk hjortetaksalt
  • 75 gr blødt smør
  • 1 æg (sammenpisket)
  • kanelsukker og evt. hakkede nødder til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, sukker og hjortetaksalt i en skål og smuldr smørret ud i blandingen. Tilsæt halvdelen af det sammenpiskede æg og saml hurtigt dejen. 
  • Skal dejen udrulles og udstikkes kommes den blot på køl. Skal dejen skæres i skiver med en kniv, rulles den til en pølse med en diameter som en 5-krone, inden den sættes på køl. Lad dejen hvile koldt i 1 time. 
  • Skær dejpølsen i skiver á ca 2 mm og læg kagerne på bageplader beklædt med bagepapir. Alternativt udrulles dejen til en tykkelse på ca 2 mm på et meldrysset bord og udstikkes. 
  • Pensl kagerne med den anden halvdel af det sammenpiskede æg og drys med kanelsukker og evt. hakkede nødder eller mandler. 
  • Bag kagerne ved 190 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i ca 8-10 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad kagerne afkøle på bageristen og opbevar dem i en kagedåse. 

Noter

Hvis småkagerne opbevares i en lufttæt dåse, kan de holde sig sprøde og lækre i ca 3 uger. Herefter er de ikke længere så spændende. Kagerne er ikke fryseegnede, men dejen kan sagtens fryses, så man kan lave en stor portion og opbevare den i fryseren. 

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)