Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Jødekager til jul – min bedste opskrift.

0 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Julesmåkager, Småkager og Cookies
Gå direkte til opskriften

Jeg er så småt gået i gang med at planlægge julebagningen. Og har faktisk også de første portioner dej liggende klar i køleskabet. I løbet af den kommende uge, finder jeg en aften sammen med min mor, hvor vi går i køkkenet og så bager vi til den helt store guldmedalje. Brunkager, vaniljekranse, finskbrød, fedtebrød med romglasur, jødekager og hvad der nu ellers hører sig til. Det er vores lille juletradition og jeg glæder mig allerede.

Se også >> Alle mine opskrifter på klassiske julesmåkager. 

Jødekager – min bedste opskrift på de skønne julekager.

Jeg må dog indrømme, at jeg har snydt lidt og allerede bagt en lille portion jødekager. Forleden dag, da jeg sad og planlagde, hvad der skal bages i år, opdagede jeg nemlig, at det på en eller anden måde er lykkedes mig at have bloggen siden 2010, uden nogensinde at have blogget om jødekager.

Den klassiske, sprøde julesmåkage med et knasende drys kanelsukker og hakkede mandler eller nødder på toppen. Og man kan jo ikke have en madblog fyldt med klassiske juleopskrifter og så mangle jødekagerne. Så det råder jeg bod på nu.

4,50 fra 2 stemmer

Jødekager med kanelsukker

Hvile- og bagetid1 time 10 minutter
Samlet tid1 time 30 minutter
Antal: 45 stk

Ingredienser

  • 125 gr hvedemel
  • 50 gr sukker
  • ½ tsk hjortetaksalt
  • 75 gr koldt smør
  • 1 æg (sammenpisket)
  • kanelsukker + evt. hakkede mandler/nødder til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, sukker og hjortetaksalt i en skål og smuldr smørret ud i blandingen. Tilsæt halvdelen af det sammenpiskede æg og saml dejen. 
  • Dejen kan også samles i en røremaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Skal dejen udrulles og udstikkes kommes den blot på køl. Skal dejen skæres i skiver med en kniv, rulles den til en pølse med en diameter som en 5-krone, inden den sættes på køl. Lad dejen hvile koldt i 1 time. 
  • Skær dejpølsen i skiver á ca 2 mm eller rul dejen ud på et meldrysset bord og udstik kagerne. Læg kagerne på bageplader beklædt med bagepapir.
  • Pensl kagerne med resten af det sammenpiskede æg og drys med kanelsukker og evt. hakkede mandler eller nødder. 
  • Bag kagerne ved 190 °C (alm. ovnfunktion) i ca 8-10 minutter, til de er gyldne og sprøde.
  • Lad kagerne afkøle på bageristen og opbevar dem i en kagedåse. Holdbarheden er 2-3 uger. Dejen kan desuden fryses.

Udstik fine figurer.

Man vælger selv, om man vil forme dejen til en pølse og efterfølgende skære den i skiver, eller om man vil udrulle dejen på et meldrysset bord og udstikke kagerne med et glas eller med en udstikker. Der er jo ingen tvivl om, hvilken metode der er den nemmeste. Men har man børn, som deltager i bagningen, så vil de sikkert foretrække, at dejen udrulles og udstikkes til fine figurer.

Desuden bliver kagerne jo helt runde, hvis man bruger en rund udstikker, hvorimod de godt kan få lidt “kanter”, hvis dejen blot formes til en pølse og skæres i skiver. Men det bestemmer man jo helt selv. Og hvis bare man sørger for, at dejrullen er iskold, så holder rullen faconen sådan nogenlunde.

Jeg skærer som regel dejen i skiver og nedenstående giver ca 45 småkager med en diameter på ca 4 cm. Bruger man i stedet udstikkere, kan antallet af kager selvfølgelig variere. Det afhænger i sagens natur af størrelsen på de enkelte udstikkere. Bagetiden behøver man dog ikke ændre, idet man kun ændrer på størrelsen af kagerne og ikke tykkelsen på dejen.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer