Morten er meget glad for and og derfor spiser vi bestemt ikke kun andesteg til jul og Mortens aften herhjemme, men faktisk også med jævne mellemrum i løbet af efteråret og vinteren, eller lige så snart ænderne begynder at titte frem fra supermarkedets kølediske, hvilket vil sige engang i starten af oktober eller deromkring.

Som regel bliver det til et lækkert og saftigt andebryst eller et par lår – vi er trods alt kun 2 personer – men engang imellem kan jeg også finde på at stege en hel and. Når det sker, så bliver det gerne til and i stegeso af den langtidsstegte slags og udover at være noget nær verdens nemmeste og mest ustressede måde at tilberede en and på, så bliver andestegen også helt fantastisk, saftig og lækker. Måske en idé til Mortens aften eller selve juleaften?

Det er klart, at man skal have en stegeso af en vis størrelse – alt er jo relativt, men det kan være svært at presse 3,5 kg lykkelig og fritgående landand ned i den mindste stegeso på markedet. Jeg har en stor stegeso fra Le Creuset, som uden problemer kan rumme både grønsager til fonden og en pænt stor and, så den bruger jeg gerne, men har man kun en lillebitte stegeso, så overvej evt. at lave denne her opskrift med andebryst i stegeso i stedet for. Saucen bliver mindst lige så god og desuden er det noget så nemt – helt perfekt til Mortens aften eller jul, hvis man kun er 1-2 personer, men stadig gerne vil have and på bordet.

Det kan være lidt svært, at angive en helt præcis stegetid for and i stegeso, for det kommer helt an på andens størrelse. Hvis vi kun er 2 personer, som skal have and, så går jeg sjældent efter de helt store ænder, men omvendt kan de små ænder på ca 2400 gr også være en lidt trist, mager og kødløs fornøjelse. Jeg foreslår derfor, at man køber en middelstor and (eller stor and, hvis man er mange) og holder øje med kræet undervejs, som beskrevet i opskriften.

Ønsker man ikke at tilberede anden i en stegeso, eller skal man stege sin første and nogensinde og mangler gode råd, så kig evt. lidt nærmere på denne her opskrift på langtidsstegt andesteg, hvor jeg deler alle mine bedste tips og tricks til både at stege anden og lave hhv. andefond og andesauce. Alle de tips, som jeg ville ønske, at jeg havde kendt til, da jeg i sin tid stegte min allerførste and – det er nemlig slet ikke så svært og andesteg er jo bare superlækkert.

 

Langtidsstegt and i stegeso

Stegetid5 t 20 min
Samlet tid5 t 30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 and (ca 2600-3000 gr)
  • 1 stort æble
  • 3 kviste frisk timian (eller 2 stk tørret timian)
  • 2 stk pastinakker (eller persillerod)
  • 2 stk gulerødder
  • 2 løg
  • 3 stk laurbærblade
  • 1 dl vand
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Fjern evt. blodrester og fjer fra anden - er der en pose med indvolde i andens mave, skal den også fjernes. Disse kan koges til fond, som kan bruges til saucen. Se evt. min opskrift på andefond og andesauce her. 
  • Skær æblet i grove tern - spiser man ikke fyldet fra anden, er der ingen grund til at fjerne stilk og kernehus. Fyld anden med æbletern, 1 kvist timian, salt og peber og luk evt. til med en kødnål, så fyldet ikke falder ud. 
  • Bruger man en stegeso af rødt ler, skal den stå i blød i koldt vand i ca 15 minutter. Dette er ikke nødvendigt med en glaseret stegeso. Skræl pastinakker og gulerødder og skær dem i grove tern. Skær løgene i både - det er ikke nødvendigt at skrælle dem. Læg alle grønsagerne i bunden af stegesoen sammen med 2 kviste timian og laurbærblade og hæld 1 dl vand ved. 
  • Læg anden ovenpå grønsagerne, drys med salt og sæt låget på stegesoen. Sæt anden i en kold ovn og steg den ved 125 °C (alm. ovnvarme) i 4-6 timer afhængig af andens størrelse. Efter 2 timer kan man kigge til anden og hælde evt. fedt/stegesky over i en skål, hvis der er afgivet meget væde. 
  • Efter 4 timer tages anden ud af ovnen og låget løftes af stegesoen. Tjek om anden er færdigstegt ved at stikke et stegetermometer i brystet på det tykkeste sted (fjerkræ skal altid gennemsteges = centrumtemp. på 75 grader). Har man ikke et stegetermometer, så stik spidsen af en lille kniv i brystet eller låret på anden - kødsaften skal være klar og ikke lyserød.
  • Er anden ikke færdigstegt, så hæld evt. stegesky/fedt fra, sæt låget på stegesoen og giv den yderligere 1-2 timer i ovnen og tjek løbende temperaturen - stegetiden afhænger naturligvis af andens størrelse. 
  • Er anden færdig, så løft den over på et fad og hæld fond og fedt fra bunden af stegesoen igennem en sigte over i en skål, så grønsager og krydderier sies fra. Stil fonden til side og brug den til andesaucen. 
  • Læg anden tilbage i den tomme stegeso og sæt den i ovnen (uden låg) ved 225-250 °C (varmluft eller grill) i 10-15 min, eller indtil skindet er sprødt og lækkert. Lad herefter anden hvile utildækket i 20-30 minutter, inden den udskæres og serveres med sauce, brunede kartofler og rødkål. 

Noter

En andesteg tager ikke skade af at hvile i 20-30 min. inden udskæring. Dels skal andekød gerne serveres lunt, hvilket gør anden meget nemmere at partere, men derudover får man også tid til at lave andesaucen på fonden fra stegesoen. 
Steger man anden dagen i forvejen eller måske om formiddagen, så vent med at skære anden ud til den er kold. Det er nemmest og giver det pæneste resultat.
Ca. 30 minutter inden servering, tages fadet med andestykkerne ud og skindet pensles med lidt andefedt. Dæk fadet med stanniol og sæt det i ovnen ved 100 °C (alm ovn - ikke varmluft) i ca. 20-25 minutter. Herefter fjernes stanniolet og hvis skindet endnu ikke er sprødt, så skru ovnen op på 225 °C og giv anden et par minutters grill, indtil skindet er sprødt og lækkert.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)