Brunede kartofler hører bare julen til. Men herhjemme spiser vi nu også de skønne kartofler i løbet af efteråret og vinteren. For der er jo bare så mange skønne retter, som er lækre med brunede kartofler til. Lige fra vildtkød og fjerkræ til en god forloren hare med skysauce og waldorfsalat med druer og valnødder. Og så må vi jo ikke glemme den traditionelle, sønderjyske nytårsmiddag bestående af hamburgerryg med grønlangkål, kålpølser og brunede kartofler.

Se også – Hjemmelavet rødkål I Langtidsstegt andesteg I Flæskesteg med sprøde svær

Brunede kartofler – min bedste opskrift.

I mange år lavede jeg brunede kartofler på panden. Og det gør jeg sådan set stadig, for det er jo ikke specielt svært. Men skal det være rigtig nemt, fx fordi jeg skal lave en større portion og ikke har lyst til at svinge med store pander fulde at brændende varm karamel, så laver jeg brunede kartofler i ovn.

Kartoflerne skal blot koges møre og pilles – hvis ikke man bruger kartofler fra glas, selvfølgelig. Og så skal de i et ildfast fad sammen med brun farin og et par smørklatter, som beskrevet i opskriften herunder. Derfra passer kartoflerne stort set sig selv. Og nej, de får hverken stegeskorpe eller bliver “ristede”, selvom man lader dem stå i den varme ovn og karamellisere i ca 45 minutter. Til gengæld kan man i stedet koncentrere sig om at lave sauce, lune rødkål, eller hvad man nu ellers har gang i. Og med kartoflerne i ovnen er der i hvert fald én ting mindre, som man skal holde styr på.

Se evt. alle mine bedste tips og tricks til en vellykket julemiddag lige her. 

Brunede kartofler i en skål
Print opskrift Pin opskrift
4.8 fra 5 stemmer

Brunede kartofler (i ovn/på pande)

Samlet tid1 t
Antal: 4 personer

Ingredienser

Brunede kartofler i ovn

  • 500-600 gr små kartofler (der kan også bruges kartofler fra glas)
  • 150 gr brun farin
  • 25 gr smør

Brunede kartofler på pande

  • 500-600 gr små kartofler (der kan også bruges kartofler fra glas)
  • 125 gr sukker
  • 25 gr smør

Fremgangsmåde

  • Kog kartoflerne lige netop møre i letsaltet vand. Pil kartoflerne og lad dem afkøle.
  • Der kan også bruges kartofler fra glas - skyllede og godt afdryppede.

Brunede kartofler tilberedt i ovn

  • Kom kartoflerne i en foliebakke eller et ildfast fad foret med stanniol/bagepapir. Det letter rengøringen væsentligt.
  • Vær i øvrigt OBS på ikke at bruge et fad, som er alt for stort, så karamellen lægger sig i et tyndt lag i bunden. Der skal selvfølgelig være plads til, at kartoflerne kan vendes rundt, men jo mindre fad, des højere op af kanterne vil karamellen stå. 
  • Drys brun farin over kartoflerne og fordel smørret i små klatter på toppen. 
  • Sæt kartoflerne i ovnen ved 190 °C (alm. ovnfunktion) i ca 45-50 minutter, indtil sukkeret er karamelliseret og har samlet sig om kartoflerne. Rør rundt i kartoflerne 4-5 gange undervejs.
  • Tag kartoflerne ud af ovnen, rør rundt en sidste gang og anret dem i en skål. Drys evt. lidt havsalt på toppen og server. 

Brunede kartofler tilberedt på pande

  • Sørg for, at kartoflerne er nogenlunde tørre. Det kan være farligt, at komme våde kartofler i den brændende sukkerlage på panden.
  • Fordel sukkeret på en pande i et helt tyndt lag og skru godt op for varmen. Efter et par minutter skrues ned til jævn varme og sukkeret får lov til at smelte. Der skal ikke røres i sukkeret. Så vil det danne klumper, som er lang tid om at smelte. Men man kan ryste panden lidt, hvis sukkeret ikke smelter jævnt. 
  • Når sukkeret er smeltet og blevet fint lysebrunt, kommes 2 store spsk smør i sukkeret, som bruser op og bliver til flydende karamel.
  • Hæld kartoflerne ned i karamellen og ryst panden godt. Karamellen vil stivne let, når de kolde kartofler kommes på panden, men vil så langsomt begynde at smelte igen.
  • Glaser kartoflerne i 5-10 minutter, indtil de har den ønskede farve. Rør rundt eller ryst panden jævnligt, så karamellen fordeles og samler sig om alle kartoflerne.
  • Anret kartoflerne på et fad eller i en skål og server.

Brun farin, hvidt sukker eller rørsukker?

Jeg vil umiddelbart anbefale, at man bruger brun farin, når man laver brunede kartofler i ovnen. Almindeligt, hvidt sukker karamelliserer ikke i ovnen på samme måde som på en pande. Det får altså ikke den samme, mørke farve. Desuden er brun farin medvirkende til en mere intens og “mørk” karamelsmag. Lidt a la den karamelsmag som opnås, når man laver brunede kartofler på panden. Så jeg tænker, at det giver god mening at bruge farin, når kartoflerne laves i ovnen.

Det samme må siges at gøre sig gældende for rørsukker. I hvert fald af den lyse slags, som kan få svært ved rigtigt at tage farve i ovnen. Men man kan jo eksperimentere lidt og prøve sig frem med forskellige former for sukker. Og er man i tvivl om, hvorvidt man bryder sig om brunede kartofler tilberedt i ovnen, så kan man jo give det et skud og starte med en ganske lille prøveportion. Hvem ved, måske bliver det et kæmpe hit.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)