I slutningen af november var Morten og jeg på en lille juletur til London. En tur, som afgjort er blevet en tradition, også selvom vi kun har været afsted i 2 år, men vi er allerede blevet kæmpe London fans, så selvfølgelig har jeg taget billeder og skrevet lidt om vores tur og jeg har sådan glædet mig til at dele det hele med Jer ♥

First things first. Det er dyrt at bo på hotel i London og jo længere ind i midtbyen man kommer, jo dyrere bliver det. Til gengæld har de et meget veludbygget undergrundssystem, så man kan med fordel bo lidt udenfor det absolutte centrum. Vi er blevet meget glade for området omkring Earls Court. Dels er der massevis af små butikker, købmænd, et supermarked og hyggelige restauranter/pubber, men der er heller ikke mere end 4-5 stop med undergrunden ind til centrum. Desuden ligger her fine hoteller til ca 1000 kr pr nat (i november/december). Vi har boet på Twenty Nevern Square Hotel og Mayflower Hotel. Husk at man skal bruge et Oyster kort for at benytte undergrunden – lander man med fly i Stansted, så kan man købe Oyster kort i lufthavnen. Det er næsten umuligt at overse skiltene.

Det kan være vanskeligt lige at udpege det præcise centrum af London, men hvis man tager undergrunden til Piccadilly Circus, så er man i hvert fald godt i gang. Allerede når man kommer op på gaden, kan man nyde alle de mange julelys, som glitrer og glimter hele vejen rundt og medmindre man har planer, så kan være svært at vælge, i hvilken retning man skal bevæge sig først.

Vi tager som regel udgangspunkt i Covent Garden, som ligger et par gader og en kort gåtur fra Piccadilly Circus. Måske fordi, at næsten uanset hvor langt vi har gået, så ender vi på en eller anden måde altid ved Covent Garden igen. Covent Garden består af de smukkeste, gamle markedshaller, som er fyldt med restauranter, markedsboder med hjemmelavet kunsthåndværk og sjove små butikker i en skønsom blanding og så er der pyntet noget så fint op til jul.

Jeg er ret vild med bare at slentre rundt i Covent Garden og suge stemningen til mig – nyde en kop varm gløgg og måske en mince pie, eller se på nogle af de mange gadekunstnere, som optræder med fantastiske shows. Går man går i “kælderen” finder man sjove, små spisesteder, tesaloner og den fineste, pastelfarvede kagebutik. Butikken er lillebitte og har ikke vildt mange borde, men der er ret hurtig udskiftning og hvis ikke man kommer lige ved te-tid, så kan man sagtens finde et bord uden at skulle vente alt for længe og nyde den lille butik og en af de mange, fine kager.

I Covent Garden ligger også Whittard – en kombineret te, kaffe og chokoladeforretning, som har et kæmpe sortiment og et væld af smagsprøver. Er man te-nørd som mig, så kan man sagtens få lang tid til at gå i forretningen. Denne gang fik vi blandt andet købt en skøn julekaffe med hjem til Morten og jeg fik årets julete + nogle andre slags te. De har desuden massevis af dåser med kakaopulver til varm kakao, fx mint, creme brulee, karamel, hvid chokolade/hindbær, peanut butter og orange for nu blot at nævne nogle få eksempler (der er virkelig mange). Vi har foreløbigt købt karamel, hvid chokolade og orange med hjem og de er GODE! Man kan faktisk også købe produkter fra Whittard herhjemme – jeg har blandt andet set dem i specialforretninger og i Magasin, men det er dyrt. Eksempelvis giver vi 6-7 £ for en dåse med kakaopulver og herhjemme har jeg set dem til 90-100 kr, så det er ca. det dobbelte.

Whittard har også en tesalon – der er ikke adgang fra butikken i stueetagen, så man skal lige ned ad trappen, men så ligger der også de fineste lokaler under kældervælvingerne. Udover at man kan smage på ALLE deres tevarianter, så er der også mulighed for at prøve de forskellige slags kaffe og varm kakao, som sælges i butikken. Hos Whittard har de den særlige regel, at man bør unde sig selv at prøvet noget nyt og hvis man så får serveret en kop te, kaffe eller kakao, som man ikke bryder sig om, så får man bare en anden uden beregning. En virkelig fin service.

Hos Whittard har de desuden flere former for engelsk afternoon tea med diverse scones, sandwiches og kager. Jeg synes, at afternoon tea er noget af det hyggeligste, men de fleste steder er de heller ikke blege for at forlange en pæn høj pris (25-40 £ pr. pers). Hos Whittard kan man få den fineste afternoon tea med en potte valgfri te, 2 scones med clotted cream og syltetøj + 4 små sandwiches eller kage til 15-16 £ pr pers. Desuden kan man få kaffe eller varm kakao i stedet for, hvis ikke man drikker te, så her kan alle vist være med.

Fra Covent Garden kan man gå ud i de smukt, julepyntede gader, hvor det vrimler med små julemarkeder og sjove butikker – her er alt fra pubber, restauranter og cafeer til små delikatesseforretninger, slikbutikker, tøjbutikker og teatre. Jeg elsker at gå rundt, når mørket er faldet på og bare suge til mig af de mange indtryk. Her er en del mennesker, især om aftenen, når alle lysene bliver tændt og værst er det selvfølgelig i weekenderne, men det tager vi med.

Bagved Covent Garden ligger China Town og selvom jeg har set den slags i mange forskellige storbyer (blandt andet i New York selvfølgelig), så må China Town i London absolut løbe med sejren som den hyggeligste. Her er på en eller anden måde mindre “nusset” og så er her bare fyldt med hyggelige, kinesiske restauranter.

Jeg har ikke prøvet at spise på nogen af restauranterne og skal derfor ikke kunne sige, om maden er god eller det blot drejer sig om “turistfælder”, som man skal holde sig langt væk fra, men man skal i hvert fald unde sig selv en gåtur i China Town.  Gerne når mørket har sænket sig og alle de røde, kinesiske lamper lyser op.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)