Der er masser af muligheder for skønne gåture i London. Vi har blandet andet gået fra Earls Court, hvor vi har boet et par gange, over Kensington til Notting Hill, hvor vi brugte et par timer på at kigge på de mange fine butikker og spiste frokost. Vi gik tilbage igennem Kensington Gardens forbi Kensington Palace, hvor blandt andet Prinsesse Diana har boet, og direkte videre gennem Hyde Park, som blot er adskilt fra Kensington Gardens af en vej. Fra Hyde Park gik vi op langs Green Park, som ligger ved Buckingham Palace forbi The Ritz Hotel og endte oppe ved Piccadilly Circus og Covent Garden. En fin tur, omend lidt lang, og jeg er sikker på, at det er en fantastisk gåtur på lune forårs- og sommerdage.

Man kan også starte en gåtur med udgangspunkt i Covent Garden med masser af muligheder for oplevelser, fine butikker og sjove spistesteder. Man kan fx gå fra Covent Garden ned mod Themsen, indtil man befinder sig på Strand. Følger man Strand mod St. Paul’s Cathedral kommer man blandt andet forbi Savoy Hotel og det smukke Somerset House, hvor man kan stå på skøjter om vinteren. På Strand ligger også Twinnings, som har den fineste lille smalle butik og masser af muligheder for smagsprøver på skøn te samt en masse andre sjove butikker, inden man nærmest går direkte ind i St. Paul’s Cathedral.

Man kan også fortsætte mod Piccadilly Circus og efterfølgende gå ned af Piccadilly, indtil man befinder sig udenfor Fortnum & Mason og der er man simpelthen nødt til at gå ind. Det kan godt være, at Harrods er det vildeste stormagasin, men Fortnum & Mason, hvor især madvarerne dominerer, kan bestemt godt være med. Især til jul er der pyntet fantastisk smukt op i Fortnum & Mason – man får næsten fornemmelsen af at træde ind i en julekulisse og så er deres gadevinduer selvfølgelig et kapitel for sig (ligesom i alle de store forretninger i London til jul).

Stemningen er knap så højtidelig som i Harrods, omend personaleuniformen består af kjole og hvidt, og der er masser af skønne delikatesser, som man kan købe sig fattig i. Det er bestemt ikke billigt, men alligevel er det et af de steder, som jeg bare er NØDT TIL at besøge, når jeg er i London og man kan jo nøjes med at købe lidt men godt.

Skråt overfor Fortnum & Mason på Piccadilly ligger Burlington Arcade. Den smukkeste, gammeldags, overdækkede arkade med skønne, bittesmå specialforretninger. Helt sikkert et kig værd – også selvom man ikke lige er på jagt efter et Vintage Rolex ur eller den helt rigtige tweed jakke, men det er næsten også lige meget, for man skal ikke ind i butikkerne. Man skal bare gå igennem arkaden og suge stemningen til sig.

Når man kommer ud på den anden side, har man for øvrigt rig lejlighed til at købe sig fattig i de mange mærkevareforretninger og flagship stores, som ligger samlet her. Så hvis ikke man har brugt alle pengene i Harrods eller Fortnum & Mason, så kan man jo altid gå et smut i Tiffany, Ralph Lauren eller Bvlgary, for nu blot at nævne nogle få eksempler.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)