Ingen julefrokost uden et skønt ostebord med forskellige slags lækre oste, vindruer eller klementiner, oliven, godt brød eller kiks, måske lidt god marmelade og også meget gerne forskellige slags nødder i honning eller sirup, som det søde supplement til de saltede oste.

I år har jeg eksperimenteret lidt med en juleudgave af de klassiske nødder i honning eller sirup og det er blevet til de her skønne nødder i en lækker og julekrydret sirup, som smager fantastisk af gløgg, appelsin og alle julens varme krydderier. Faktisk røg der også en tom vaniljestang med i gryden, som jeg havde gemt fra jeg lavede vaniljekranse og det gjorde bestemt ikke smagen ringere. Et absolut hit for en jule- og gløggelsker som mig. Faktisk har jeg allerede testet nødderne på en blød og cremet camembert og jeg lover, at det var en sand himmerrigsmundfuld.

Gløggsiruppen lavede jeg på en sjat portvin. Jeg ofrede lidt af vores lækre juleportvin, som vi allerede har drukket et par skønne glas af her i december og så fik portvinen ellers selskab af massevis af dejlige julekrydderier, præcis ligesom når jeg laver gløggekstrakt til hjemmelavet gløgg.

Vi køber gerne en flaske portvin, som vi hygger os med i løbet af december måned og der ryger også en sjat i den hjemmelavede julegløgg, men har man nu ikke portvin til rådighed, så er der ingen grund til, at købe en flaske, for man kan også fint lave gløggsirup med rødvin. Muligvis kan man også tilføje ekstra sukker til 1 dl gløgg og efterfølgende lade det koge ind til en sirup – det vil jeg næsten tro.

Konsistensen på den færdige sirup er man selv herre over, for jo længere tid man lader den koge, jo mere vand vil der fordampe og dermed bliver siruppen tykkere. Dog skal man være opmærksom på, at den varme sirup altid vil være noget tyndere end den afkølede sirup. Vil man nu ikke bruger nødder i gløggsirup til ost, men i stedet servere det til morgenmad på yoghurt eller skyr, til is eller måske bruge gløggsiruppen til pandekager, så behøver den selvfølgelig ikke være helt så flydende, som hvis den skal serveres til ost.

Til ost derimod, må siruppen gerne være rimeligt tyktflydende, så det hele ikke løber af og ender på tallerkenen og her anbefaler jeg, at man koger siruppen ved jævn varme i ca 15 minutter. Har man nu være uheldig og fået lavet en sirup, som er alt for tynd, så kan man altid sigte nødderne fra og give siruppen endnu et opkog og evt. lidt mere sukker, inden den hældes tilbage i glassene med nødderne. Er siruppen derimod blevet for tyk, så smelt den i en gryde med lidt ekstra væde (portvin, rødvin eller klementinsaft og sørg for ikke at lade den koge for længe.

Nødder i gløggsirup

Samlet tid20 min
Antal: 3 dl

Ingredienser

  • 1 dl portvin (eller rødvin)
  • 100 gr sukker
  • saft + revet skal af 1 usprøjtet klementin (ca ½ dl saft)
  • 1 kanelstang
  • 10 hele nelliker
  • 5 kardemommekapsler
  • 1 tom vaniljestang (kan udelades)
  • 150 gr blandede nødder og mandler (fx mandler, hasselnødder og valnødder)

Fremgangsmåde

  • Kom portvin eller rødvin, sukker, klementinsaft, kanelstang, nelliker, kardemommekapsler og evt. en tom vaniljestang i en gryde og bring det i kog ved jævn varme. Lad blandingen koge i ca 15 minutter, til den er blevet til en boblende varm sirup. Husk siruppen bliver lidt tykkere, når den afkøler. 
  • Rist nødder og mandler på en tør, varm pande i 2-3 minutter, indtil de begynder at knitre og dufte. Fordel de ristede nødder i 2 syltetøjsglas med låg til.
  • Hæld siruppen igennem en sigte, så krydderierne sies fra. Tilsæt revet klementinskal og hæld den varme sirup over nødderne. Alle nødderne behøver ikke være dækkede af sirup, for det hele skal nok blive fordelt, når man vender glasset et par gange. 
  • Lad glassene afkøle og server de søde og klistrede nødder til julens skønne osteborde. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)