Jeg har været fascineret af spiral småkager i snart en del år. De sprøde, lyse småkager med det mørke spiralmønster er noget så fine at se på og kagerne har faktisk stået på min liste i temmelig lang tid, uden at jeg helt har fået taget mig sammen til at gøre noget ved det. Mon I andre også har den slags lister? Man ser så mange lækre opskrifter og skønne ideer – ikke mindst Pinterest er en tidssluger for mig. Men der skal jo også findes tid til at lave de mange skønne ting, så for det meste vokser listerne hurtigere, end jeg lige umiddelbart kan nå med i køkkenet.

I går nåede jeg så endelig til spiral småkagerne. Faktisk var det blevet ret sent på eftermiddagen, inden jeg gik i køkkenet, men aftensmaden passede sig selv på komfuret og pludselig kunne jeg bare mærke, at nu skulle jeg sørme prøve at lave spiral småkager. Selve dejen indeholder kun få ingredienser og er ret simpel og det blev selvfølgelig ikke ligefrem sværere af, at jeg brugte min køkkenmaskine til at samle dejen, men den kan også lynhurtigt laves i hånden.

Jeg havde faktisk troet, at det ville være sværere at få lavet et rigtig fint spiralmønster i kagerne, men jeg lagde bare den lyse og den mørke dej sammen og rullede det hele tyndt ud. Herefter blev dejen igen blev rullet sammen som en roulade og så var der ellers det fineste spiralmønster i kagerne. Hvor tykt eller tyndt man ruller dejen ud er jo afgørende for det færdige mønster, så jeg foreslår en ret tynd udrulning. På den måde får man en tynd spiral, som kan nå mange gange rundt.

Det er i øvrigt ret vigtigt, at man sørger for, at dejen er tilstrækkelig kold (og dermed hård), inden man begynder at skære den ud til småkager. Er dejen for blød, vil den nemmere kunne trykkes ned og så bliver kagerne hurtigt til ovaler i stedet for fine, runde spiraler. Har man travlt og ikke tid til at vente et par timer, så dejen kan nå at afkøle tilstrækkeligt, så kan man evt. komme den i fryseren, men det er under alle omstændigheder alfa og omega for det færdige resultat, at dejen er kold.

Spiral småkager

Hvile- og bagetid2 t 20 min
Samlet tid2 t 45 min
Antal: 50 stk

Ingredienser

  • 265 gr hvedemel (+ lidt til udrulning)
  • 150 gr sukker
  • 1 spsk vaniljesukker
  • 185 gr smør
  • 1 æg
  • 1 spsk kakaopulver

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, sukker og vaniljesukker i en skål og smuldr smørret heri. Saml dejen med ægget og ælt til den er fast og sammenhængende. 
  • Bruger man en køkkenmaskine, så skal alle ingredienserne blot i skålen og samles med K-spaden.
  • Del dejen i 2 lige store dele og ælt den ene del med kakaopulver, til den er ensartet brun. Form både den lyse og den mørke dej til 2 firkanter (ca 15 x 15 cm) og lad dem hvile koldt i ca 15 minutter. De må ikke blive for kolde og hårde.
  • Læg den brune dej ovenpå den lyse og rul dem ud til et stort rektangel på et meldrysset bord. Tril herefter dejen sammen som en roulade med en diameter på ca 5 cm og lad den hvile koldt i minimum 2 timer. Det er vigtigt, at dejen er helt kold og hård, når den udskæres, så man bevarer et fint og rundt spiralmønster. 
  • Skær dejen ud i skiver á ca ½ cm og læg dem på bageplader beklædt med bagepapir. Bag kagerne ved 200 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i ca 10-12 minutter, til kagerne er gyldne og sprøde. Lad kagerne afkøle på bageristen og opbevar i en lufttæt dåse. 

Noter

Småkagerne kan holde sig i ca 3 uger, hvis de opbevares i en lufttæt kagedåse. De færdige småkager kan ikke fryses, men man kan sagtens lave en stor portion dej og fryse den ned i pølser. Så er det nemt lige at tage en rulle dej op, når lysten til småkager melder sig. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)