De fleste mennesker kender vist de klassiske, hasselback kartofler. De skønne, bagte kartofler, som er skåret i massevis af tynde skiver, men stadig hænger sammen i en gyldenbagt og letsprød bund, er altid et hit hjemme hos os. De er helt perfekte til både bøffer og oksesteg og alt det indimellem som fx en helstegt kylling med sauce og agurkesalat og stegt andebryst med waldorfsalat,

Til nytår lavede jeg desuden hasselback kartofler i en miniversion, som blev serveret sammen med de andre snacks (indbagte hvidløgsrejer med butterdej, gratinerede blåmuslinger, dadler i baconsvøb, pretzelchips og en skøn dip) til dronningens nytårstale og de blev også et kæmpe hit.

Se evt min opskrift på hasselback kartofler i miniformat lige her.

Senest har jeg så leget med hasselback kartofler i en version med søde kartofler. Dels er jeg vild med søde kartofler, men derudover synes jeg også, at det er sjovt at lege lidt med hasselback begrebet og afprøve det på andre former for grønsager. Jeg har blandt andet lavet hasselback pastinakker som grønsagstilbehør og både Morten og jeg var vilde med dem.

Der er faktisk ikke den store forskel på at lave hasselback kartofler på almindelige kartofler og så bruge søde kartofler eller sweet potatoes, som de også kaldes. Man skal dog være opmærksom på, at søde kartofler er lidt hårdere, både at skrælle og skære i, men til gengæld bliver de blødere, når de er bagte. De er desuden mindre stivelsesholdige end almindelige kartofler, så prøver man at holde lidt igen med stivelsen, så kan man spise søde kartofler engang imellem i stedet for.

Præcis som når man laver de klassiske hasselback kartofler, så er man selv herre over krydringen og tilsmagningen. Nogle bruger smør og andre olie, nogle bruger spidskommen, paprika, chili eller timian og andre bruger kun lidt salt og peber. Det bestemmer man helt selv, men søde kartofler har, i sagens natur, en let sød smag, som efter min mening godt kan tåle lidt modspil i form af krydderier.

Man skal ikke forvente at få en helt sprød overflade på sweet potato hasselback kartofler, for de er jo ikke helt som almindelige kartofler, selvom overfladen dog bliver gylden og let sprød. Smagen er til gengæld ret lækker, også selvom nogle måske lige skal måske vænne sig til den let søde smag.

Personligt har jeg været solgt, siden jeg smagte mine første sweet potato fries for snart mange år siden i New York og endnu bedre er det jo så, at man efterhånden kan købe søde kartofler alle steder. I nogle butikker sælger de kæmpe kartofler enkeltvis og andre steder køber man kartoflerne i bakker á 3-4 stk. Størrelsen påvirker selvfølgelig bagetiden, men bruger man mellemstore kartofler, så kan man bare følge nedenstående opskrift.

Hasselback søde kartofler

Samlet tid40 min
Antal: 8 stk

Ingredienser

  • 8 søde kartofler
  • 2 spsk olie
  • tørret timian
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skræl de søde kartofler og skær dem i skiver til hasselback kartofler. 
  • Læg kartoflerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl dem med olie og drys med timian og salt og peber. 
  • Bag kartoflerne ved 200 °C (varmluft) i ca 30 minutter, eller indtil de er møre og let gyldne på overfladen. Drys med lidt ekstra salt og evt. lidt friskhakket persille og server. 
  • Drys med lidt ekstra salt og evt. lidt friskhakket persille og server. 

Noter

Søde kartofler har i bund og grund ikke noget med kartofler at gøre og disse to kan ikke sammenlignes. Søde kartofler bliver møre og bløde indvendigt, men sjældent helt så sprøde udvendigt som almindelige kartofler. Man kan dog opnå en lysebrun og let knasende overflade, som jeg synes, er ret lækker. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)