Eftersom jeg arbejder hjemmefra og Morten har kantine på sit arbejde, er det stærkt begrænset, hvad vi får lavet af madpakker. Alligevel sker det engang imellem, at jeg bager en portion hjemmelavede pølsehorn, for selvom de ikke ryger i madpakken, så smager de jo meget godt og så synes jeg altså, det er noget så hyggeligt at bage pølsehorn.

Jeg følger som regel denne her opskrift på pølsehorn og de er supergode, men skal man lave en stor portion, så kan det tage ret lang tid, når man skal stå og omvikle hver eneste lille pølse med en dejstrimmel. Derfor udformes de her pølsehorn lidt mere traditionelt ved at rulle dejen ud til en stor cirkel, skære den i trekanter og til sidst rulle den sammen om pølserne til horn.

Desuden har jeg haft travlt med at få tømt køleskabet op til vores vinterferie og derfor kom der også en smule yoghurt naturel, 1 æg og lidt smør i dejen, men jeg vil skynde mig at tilføje, at det bestemt ikke påvirkede det færdige resultat i negativ retning. Tværtimod hører de her pølsehorn nok til blandt de bedste, som jeg nogensinde har bagt og det er da også grunden til, at opskriften nu kommer på bloggen, selvom der ligger flere opskrifter på pølsehorn i forvejen.

>> Se også min opskrift på grove pølsehorn lige her.

I stedet for pølser kan man rulle hornene sammen om ost og skinke eller kyllingepålæg. Det er også både nemt og lækkert at fylde hornene med ostefyld, som det man bruger til en klassisk skinkestang med skinke og champignons. Læg en skefuld fyld i den brede ende af dejen og rul sammen præcis som til et pølsehorn. Hornene bliver superlækre og er især oplagte som madbrød og til suppe, hvilket er helt perfekt nu, hvor det er suppetid.

Pølsehorn

Hæve- og bagetid1 t 45 min
Samlet tid2 t
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 1 dl varmt vand
  • 1 dl yoghurt naturel (eller lign. surmælksprodukter)
  • ½ pk gær
  • 1 spsk sukker
  • tsk groft salt
  • 1 æg
  • 400 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • 50 gr blødt smør
  • 12 små brunchpølser
  • evt. sesamfrø

Fremgangsmåde

  • Rør vand og yoghurt naturel sammen i en skål, til blandingen bliver lillefingervarm. Opløs gær heri. 
  • Tilsæt sukker, salt, æg og hvedemel lidt ad gangen (måske skal der bruges lidt mere eller mindre) og rør dejen let sammen. Til sidst tilsættes smørret og der æltes til en blank og smidig dej. Dæk skålen til og lad dejen hæve i ca 1 time. 
  • Laves dejen på en røremaskine, kommes alle ingredienserne i skålen og samles med dejkrogen. Husk at tilsætte smørret til sidst, så fedtstoffet ikke påvirker gærens hæveevne. 
  • Rul dejen ud til en stor cirkel på et meldrysset bord og skær den i 12 lagkagestykker. Læg en pølse i den brede ende af hvert dejstykke og rul sammen til horn fra den brede ende mod spidsen. Træk let i spidsen af dejen, imens hornet rulles sammen. Det gør dejen længere, så får man ekstra mange fine lag i pølsehornet.
  • Læg pølsehornene på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hæve tildækket i ca 30 minutter. 
  • Pensl pølsehornene med vand (sammenpisket æg kan også bruges) og drys evt. med sesamfrø. 
  • Bag hornene ved 200 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i ca 15 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte. Afkøl pølsehornene let på ovnristen og server. 

Noter

Ønsker man lidt grovere pølsehorn, så udskift 100-150 gr af hvedemelet med en grovere meltype som fuldkornshvedemel eller grahamsmel. Vær dog opmærksom på, at dejen mister lidt af sin gode bage- og hæveevne, når der erstattes med groftmalet mel.
Hornene er fryseegnede og kan evt. lunes lige inden servering, så det er oplagt at bage en god stor portion til madpakkerne. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)