Jeg har som bekendt ingen børn. Derfor kan jeg nok ikke ligefrem prale af, at jeg laver hjemmebagte pølsehorn på regelmæssig basis. Men engang imellem får vi altså lyst til sådan et par lækre horn. Enten som en lille snack, i madpakken eller som madbrød, fx til en skålfuld suppe. Og det skal helst være pølsehorn den klassiske slags med en blød og luftig dej og en rigtig god pølse. Gerne fra slagteren.

Se også – Pizzasnegle med tomat og ost I Pirogger med kartofler I Pizzatwistere

De bedste, hjemmebagte pølsehorn.

Jeg bruger som regel denne her pølsehorns opskrift. De er rigtig gode og dejen er nem at lave. Men skal man lave en stor portion, så kan det tage ret lang tid, hvis man skal stå og omvikle hver eneste lille pølse med en dejstrimmel. Derfor udformes disse her pølsehorn lidt mere traditionelt ved at rulle dejen ud til en stor cirkel, som skæres i trekanter og rulles sammen om pølserne til horn. Dejen er for øvrigt både blød og luftig, så den er ret nem at arbejde med. Og det er jo meget rart, når den både skal udrulles og pakkes rundt om pølserne.

Tip! Se også tips til frysning af hhv. bagte og rå pølsehorn under opskriften. 

Pølsehorn
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 3 stemmer

Pølsehorn

Hæve- og bagetid1 t 45 min
Samlet tid2 t
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 1 dl varmt vand
  • 1 dl yoghurt naturel (eller lign. surmælksprodukter)
  • ½ pk gær
  • 1 spsk sukker
  • tsk groft salt
  • 1 æg
  • 50 gr blødt smør
  • 400 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • 12 små brunchpølser
  • sammenpisket æg eller vand til pensling
  • evt. sesamfrø

Fremgangsmåde

  • Rør vand og yoghurt naturel sammen i en skål, indtil blandingen bliver lillefingervarm. Opløs gæren heri. 
  • Tilsæt sukker, salt, æg, smør og hvedemel lidt ad gangen (måske skal der bruges lidt mere eller mindre mel) og ælt dejen til den er blank og smidig.
  • Laves dejen på en køkkenmaskine, kommes alle ingredienserne i skålen og samles med dejkrogen.
  • Dæk skålen til og lad dejen hæve i ca 1 time. 
  • Rul dejen ud til en stor cirkel på et meldrysset bord og skær den i 12 lagkagestykker.
  • Læg en pølse i den brede ende af hvert dejstykke og rul sammen til horn fra den brede ende mod spidsen. Træk let i spidsen af dejen, imens hornet rulles sammen. Det gør dejen længere, så får man ekstra mange fine lag i pølsehornet.
  • Læg pølsehornene på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket i ca 30 minutter. 
  • Pensl pølsehornene med sammenpisket æg eller vand og drys evt. med sesamfrø. 
  • Bag hornene ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 15 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte. Afkøl pølsehornene let på ovnristen.
  • Pølsehornene kan holder sig i et par dage, hvis de opbevares i en pose. De kan også fryses.

Frysning af rå og færdigbagte pølsehorn.

Pølsehorn er en vaskeægte madpakkeklassiker, og det er ret oplagt at lave en stor portion og komme i fryseren, når man først er i gang. De frosne pølsehorn kan så tages op et par stykker ad gangen og lægges i madpakken. Så er de optøede og klar til at spise ved frokosttid.

Faktisk kan man også fryse de rå pølsehorn inden de bliver bagt,. Jeg dropper som regel hævningen og ælter blot dejen sammen og former pølsebrødene. Derefter lægger jeg dem på et stykke bagepapir på et stort skærebræt og stiller det hele i fryseren. Når de rå horn er frosne, kan de nemt pakkes i en pose eller bøtte uden at klistre sammen. Og så fylder de ikke ret meget i fryseren.

Når vi så får lyst til pølsehorn, tager jeg en passende portion op af fryseren, lægger dem på en bageplade beklædt med bagepapir og lader dem tø/hæve i ca 1-1½ time et lunt sted, fx på køkkenbordet. Og så er der blot tilbage at pensle hornene med æg og bage dem efter anvisningen i opskriften. Det kan da næsten ikke blive nemmere, og de bliver rigtig gode.

Lækre variationer.

I stedet for pølser kan man rulle hornene sammen om ost og skinke eller kyllingepålæg. Det er også både nemt og lækkert at fylde hornene med ostefyld, som det man bruger til en klassisk skinkestang med skinke og champignons. Læg en skefuld skinkefyld i den brede ende af dejen og rul sammen – præcis som til et pølsehorn. Hornene bliver superlækre og er især oplagte som madbrød og til suppe.

Og hører man til dem, som gerne vil have ketchup (eller sennep) i sine horn, så kan man selvfølgelig også det. Man skal blot komme en stribe ketchup og/eller sennep på dejen, inden pølsen lægges på og dejen rulles sammen. Ketchuppen skal nok blive der under bagningen, så det er ikke nødvendigt at lukke dejen til. Men pas på med at bruge for meget, så det løber ud, når dejen rulles sammen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)