Ristaffel er noget af det hyggeligste. Det synes jeg i hvert fald. Og jeg elsker at lave en lækker gryderet med ris til og så servere den a la ristaffel med massevis af små skåle fyldt med skønne toppings. Helt perfekt til gæstemiddage, fordi det er så simpelt, samtidig med at der er gjort noget ud af serveringen. Desuden behøver man jo heller ikke bekymre sig om eventuel kræsenhed. Når hver enkelt kan pynte maden som han eller hun har lyst til, så bliver alle glade. Af samme grund er det ofte et hit at servere ristaffel i børnefamilier. Mange børn vil gerne have frugt og grønt TIL maden men ikke nødvendigvis blandet i maden.

Se også – Kylling i karry-mango sauce I Boller i karry I Karrysuppe med kylling og ferskner I Butterchicken

Lækker ristaffel med kylling i karry.

Ristaffel er jo rigtig hyggemad. Og det er selvfølgelig oplagt at lave det i weekenden, når man har god tid til at snitte og hakke alle de skønne toppings. På den anden side bestemmer jo selv, hvor mange (eller få) toppings, der skal serveres. Jeg kan sagtens finde på at lave en klassisk omgang boller i karry a la ristaffel på en hverdag. Så lang tid tager det jo ikke at skære et æble og en banan i stykker, hælde rosiner og peanuts i skåle og riste kokosmel på panden. For nu blot at holde det lidt simpelt.

Men vil man gerne prøve lidt forskelligt. Eller servere rigtig mange forskellige toppings, fx til en fest. Så har jeg samlet en laaaang liste med masser af muligheder under opskriften herunder. Der er lidt for enhver smag og både til børn og voksne.

Denne her opskrift på ristaffel er med kylling i karry. Og selvom jeg normalt bruger grøntsager (og også lidt frugt), når jeg laver kylling i karry, så holder jeg mig til en helt simpel udgave, når retten skal serveres som ristaffel. Det betyder, at jeg udelader frugt og grøntsager i saucen og i stedet serverer dem som toppings. Jeg synes, at det fungerer helt perfekt på den måde, men det bestemmer man selvfølgelig selv. Nedenstående opskrift kan selvfølgelig sagtens tilføjes diverse grønt. Og man kan også bruge denne her opskrift på en lynhurtig og supernem kylling i karry, hvis man synes, den er bedre.

Ristaffel med kylling i karry
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Ristaffel med kylling i karry

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 stk kyllingebryst i tern
  • 3 tsk karry (eller efter smag)
  • 3 spsk hvedemel
  • 3 dl hønsebouillon (evt vand + bouillonterning)
  • dl madlavningsfløde eller mælk (1 lille ds kokosmælk kan også bruges)
  • salt og peber
  • diverse toppings - se teksten herover for ideer

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en gryde og sauter løget heri. Tilsæt kyllingen og brun den godt. 
  • Tilsæt karry og rør rundt, så karryen svitses let. Vend herefter mel i gryden og rør rundt, så melet fordeles godt. Hæld bouillon og fløde/mælk i gryden, bring blandingen i kog og lad den simre under låg i ca. 20 minutter. 
  • Smag til med salt, peber og evt. lidt ekstra karry, hvis der ønskes en kraftigere karrysmag.
  • Server med kogte ris og masser af skønne toppings. 

Ideer til skønne toppings.

Skal der serveres ristaffel til en fest, fx en fødselsdag eller lignende, så vil jeg foreslå, at man laver lidt flere forskellige slags toppings, end hvis der bare er tale om en hyggelig hverdagsaften. Overvej evt. at lave 2-3 slags gryderetter, fx en med kylling, en med okse/lam/svinekød og en vegetar og kog så en kæmpe grydefuld ris og lun nogle naanbrød.

Herunder har jeg samlet en liste med massevis af toppings, som er skønne til ristaffel. Man skal selvfølgelig ikke lave dem alle på én gang. Men det er nu meget rart med noget at vælge imellem. Og skulle nogle af Jer sidde derude med ideer til lækre toppings, som jeg har glemt, så må I hjertens gerne byde ind.

  • Hakket løg eller rødløg
  • Forårsløg i tynde ringe
  • Peberfrugt i tern
  • Sukkerærter
  • Bønnespirer
  • Revet gulerod
  • Majs
  • Ærter
  • Æble i tern
  • Bananer i skiver eller bananchips
  • Mango i tern
  • Ananas i tern
  • Appelsin eller clementin i mundrette stykke
  • Hårdkogte, hakkede æg
  • Ristet kokos
  • Saltede peanuts
  • Rosiner eller lign. tørret frugt
  • Mango chutney
  • Karrypulver til drys
  • Frisk rød chili
  • Friskhakket koriander

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)