Ristaffel er da noget af det hyggeligste. Det synes jeg i hvert fald og jeg elsker at lave en lækker gryderet med ris til og så servere den a la ristaffel med massevis af små skåle fyldt med skønne toppings. Helt perfekt til gæstemiddage, fordi det er så simpelt, samtidig med at der er gjort noget ud af serveringen og så behøver man jo heller ikke bekymre sig om eventuel kræsenhed. Når hver enkelt kan pynte maden som han eller hun har lyst til, så bliver alle glade. Af samme grund er det ofte et hit at servere ristaffel i børnefamilier. Mange børn vil gerne have frugt og grønt TIL maden men ikke nødvendigvis blandet i maden.

Ristaffel er jo rigtig hyggemad og det er selvfølgelig oplagt at lave det i weekenden med god tid til at snitte og hakke alle de skønne toppings, som skal drysses over maden. På den anden side bestemmer jo selv, hvor mange (eller få) toppings, der skal serveres og jeg kan sagtens finde på at servere en klassisk omgang boller i karry a la ristaffel på en hverdag. Så lang tid tager det jo ikke at skære et æble og en banan i mindre stykker, hælde rosiner og peanuts i skåle og riste kokosmel på panden, for nu blot at holde det lidt simpelt.

Denne her opskrift på ristaffel er med kylling i karry og selvom jeg normalt bruger grønsager (og også lidt frugt), når jeg laver kylling i karry, så holder jeg mig til en helt simpel udgave, når retten skal serveres som ristaffel. Det betyder, at jeg udelader frugt og grønsager i saucen og i stedet serverer dem som toppings. Jeg synes, at det fungerer helt perfekt på den måde, men det bestemmer man selvfølgelig selv og nedenstående opskrift kan sagtens tilføjes diverse grønt.

>> Se også min opskrift på lynhurtig og lækker kylling i karrysauce med mango lige her. 

Herunder har jeg samlet en liste med massevis af toppings, som er skønne til ristaffel. Man skal selvfølgelig ikke lave dem alle på én gang, men det er nu meget rart med noget at vælge imellem. Og skulle nogle af Jer sidde derude med ideer til lækre toppings, som jeg har glemt, så må I hjertens gerne byde ind.

  • Hakket løg eller rødløg
  • Forårsløg i tynde ringe
  • Peberfrugt i tern
  • Sukkerærter
  • Bønnespirer
  • Revet gulerod
  • Majs
  • Ærter
  • Æble i tern
  • Bananer i skiver eller bananchips
  • Mango i tern
  • Ananas i tern
  • Appelsin eller clementin i mundrette stykke
  • Hårdkogte, hakkede æg
  • Ristet kokos
  • Saltede peanuts
  • Rosiner eller lign. tørret frugt
  • Mango chutney
  • Karrypulver til drys
  • Frisk rød chili
  • Friskhakket koriander

 

Ristaffel med kylling i karry

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 stk kyllingebryst i tern
  • 3 tsk karry (eller efter smag)
  • 3 spsk hvedemel
  • 3 dl hønsebouillon (evt vand + bouillonterning)
  • dl madlavningsfløde eller mælk (1 lille ds kokosmælk kan også bruges)
  • salt og peber
  • diverse toppings - se teksten herover for ideer

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en gryde og sauter løget heri. Tilsæt kyllingen og brun den godt. 
  • Tilsæt karry og rør rundt, så karryen svitses let. Vend herefter mel i gryden og rør rundt, så melet fordeles godt. Hæld bouillon og fløde/mælk i gryden, bring blandingen i kog og lad den simre under låg i ca. 20 minutter. 
  • Smag til med salt, peber og evt. lidt ekstra karry, hvis der ønskes en kraftigere karrysmag. Server med kogte ris og masser af skønne toppings. 

Noter

Der kan selvfølgelig tilsættes masser af ekstra grønsager til karrysaucen. Fx revet gulerod, broccoli i små buketter, peberfrugt, squash i tern eller porrer i tynde ringe for nu blot at nævne nogle eksempler. Grønsagerne skal bare tilsættes til gryden, når kyllingen er brunet godt af. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)