Skyr og yoghurt med frisk frugt, bær og hjemmelavet chokolade granola. Det er hvad der står på morgenmadsmenuen i denne her uge, efter at jeg i weekenden fik lavet både granola og hjemmelavet müsli. Skøn morgenmadsluksus og selvforkælelse, som måske mest hører til en brunch eller langsom weekendmorgenmad med masser af tid til hygge, men den holder altså også 100 % på en hverdag.

Normalt mener jeg ellers ikke, at chokolade skal indgå i morgenmaden på hverdage. Men i det her tilfælde kommer chokoladesmagen fra 3 spsk god, usødet kakaopulver og det er jo straks en helt anden snak end de sukker- og kaloriefyldte chokolademüslier fra supermarkederne. Og selvom granolaen indeholder 3 spsk honning, så er den faktisk rimelig lødig og består udelukkende af mandler, kerner, kokosmel og havregryn, samt smagsgivere i form af god, usødet kakaopulver og vaniljepulver.

Med usødet kakaopulver mener jeg for øvrigt den slags kakao, som man også kan bruge til varm kakao eller til at bage med. Altså kakaopulver, som har en god og kraftig chokoladesmag, og ikke Nesquick eller lignende, sukkerholdige former for kakaodrik. Jeg har en god Valrhona kakaopulver stående i skabet, og den bruger jeg, men en helt almindelig (og markant billigere) kakaopulver fra supermarkedet kan sagtens bruges.

Jeg tørrister mandler, kerner og gryn på panden uden brug af fedtstof og det fungerer helt fint. Det er jo ikke fordi, at mandler eller havregryn ligefrem brænder fast i bunden af panden. Det er lidt svært at tidsangive, hvor længe jeg rister de forskellige ingredienser, men når det hele begynder at dufte, så er man som regel godt på vej. Til sidst får hele herligheden som sagt 3 spsk honning, som får lov til at smelte under omrøring, så granolaen begynder at klumpe sammen.

Man kunne godt argumentere for, at granolaen herefter er færdig, men jeg vælger altid at brede den ud på en bageplade og bage den i ovnen. Granolaen er nemlig ret klistret og kan nemt samle sig som en stor “klump”, hvis man bare hælder den på et glas. Hvis man derimod lige sætter granolaen i ovnen i ca 10 minutter, så karamelliserer honningen yderligere og det hele bliver sprødt og lækkert – også efter et par uger i et glas med låg.

Vi spiser chokolade granolaen til morgenmad som topping på skyr, yoghurt, A38 eller lignende – gerne med lidt ekstra fylde i form af bær, kokosflager, en banan, et æble eller hvad der nu ligger i frugtskålen. En rigtig lækker morgenmad, der smager lidt som en dessert, og faktisk så kan jeg også sagtens finde på at anrette et par skåle med vaniljeskyr, chokolade granola og bær, hvis vi har lyst til lidt sødt efter aftensmaden.

 

Chokolade granola

Samlet tid30 min
Antal: 6 dl

Ingredienser

  • 1 dl mandler (andre nødder kan også bruges)
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl kokosmel
  • 3 dl havregryn
  • ½ tsk vaniljepulver (kan udelades)
  • 3 spsk usødet kakaopulver (bage- og drikkekakao)
  • 3 spsk honning (måske lidt mere eller mindre)

Fremgangsmåde

  • Hak mandlerne groft og kom dem på en stegepande sammen med græskarkernerne. 
  • Varm panden op ved middel varme og rist mandler og græskarkerner i 3-5 minutter, til de begyndte af dufte og "knitre". Ryst panden jævnligt. 
  • Tilsæt kokosmel og havregryn til panden og rør blandingen sammen med en palet eller lignende. Rist blandingen i yderligere et par minutter og rør jævnligt rundt. 
  • Tilsæt vaniljepulver og kakaopulver til panden og til sidst honning. Vend godt rundt i blandingen, så honnigen smelter og fordeles. 
  • Tag panden af varmen og hæld granolaen ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt pladen i ovnen og bag granolaen ved 190 °C varmluft (200 °C alm. ovn) i 10 minutter. 
  • Tag pladen ud og lad granolaen afkøle. Herefter er det nemt at skille det hele ad i sprøde krummer. 
  • Opbevar granolaen i en lufttæt dåse eller bøtte med låg. Den kan som minimum holde sig et par måneder. 

Noter

Opskriften er kun vejledende og man kan selvfølgelig bruge lige præcis de frø, kerner, nødder og gryn, som man bedst kan lide eller har liggende i køkkenskufferne i forvejen. Det er kun fantasien, der sætter grænsen. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)