Det er faktisk ikke så ofte, at jeg laver en sauce til vores aftensmad. Måske fordi vi spiser en del gryderetter, pastaretter, mad i ovnen og lignende og der er saucen jo på nemmeste vis en del af selve retten. Men en gang imellem skal der et rigtig godt stykke kød til, fx en oksesteg eller en mør og lækker bøf og så laver jeg som regel en hjemmelavet whiskeysauce eller denne her skønne rødvinssauce, som jeg deler opskriften på i dag.

>> Se også min opskrift på skøn, rosastegt culotte lige her.

Rødvinssaucen er yderst simpel at lave og kræver ikke meget andet end tid, da den skal koge ind over et par omgange. Til gengæld bliver smagen lækker og intens og saucen passer helt perfekt til både mørt oksekød eller vildt kød. Faktisk vil jeg vove den påstand, at den også vil gå fint til et stykke grillet kylling, så mulighederne er ret mange.

Man skal ikke bruge den bedste og dyreste vin, som man kan opstøve, når man skal lave rødvinssauce. Omvendt skal man heller ikke bruge det billigste sprøjt. Jeg bruger gerne en tommelfingerregel der siger, at man altid skal komme en vin i maden, som man også kan nyde et glas af til maden. Med andre ord – kan det ikke drikkes, så skal det heller ikke i maden.

Det er jo oplagt enten at bruge en rest vin til saucen – frys evt rester af rødvin ned til sauce – eller åbne en flaske og drikke resten til maden. Og lad mig så lige slå fast med det samme – der er ikke på nogen måde alkohol tilbage i saucen, når den har kogt ind. Det hele er fordampet og det er kun smagen, vi er ude efter, så her kan børn, gravide og dem der skal køre hjem altså godt være med.

Og apropos smagen, så er rødvinssauce et rigtig fint eksempel på en opskrift, hvor der som sådan ikke er nogen facitliste. Det er kun ens egne smagsløg, der kan afgøre, hvornår saucen er smagt helt perfekt til og kan serveres. Har saucen en syrlig eftersmag, så skal der mere sukker i. Er den flad i smagen, så mangler den salt og peber. Er den skarp og mangler rundhed, så kan det være en kombination af sukker og lidt ekstra fløde. En rødvinssauce skal være lækker og fyldig, med en snert af rødvin, men den skal ikke være sur, sprittet, eller have en bitter eftersmag. Det gælder bare om at prøve sig frem, indtil den sidder lige i skabet.

Hjemmelavet rødvinssauce

Samlet tid45 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 tsk smør
  • 2 rødløg
  • 1 kvist frisk rosmarin (2 stk tørret kan også bruges)
  • 3 laurbærblade
  • 3 dl rødvin
  • 2 dl vand
  • 1 oksebouillonterning
  • 1 dl piskefløde (madlavningsfløde kan også bruges)
  • 1 spsk hvedemel
  • saucekulør
  • sukker
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Smelt smørret i en gryde. Skær løgene i grove tern. Det er ikke nødvendigt at skrælle dem først, da der sidder masser af smag i skallen, men skær roden væk, da der kan sidde rester af jord. 
  • Sauter løgene i smørret i et par minutter og tilsæt rosmarin, laurbærblade og rødvin. Bring gryden i kog og lad den småkoge uden låg, indtil rødvinen er reduceret til lidt under det halve. Det tager omkring 15 min, 
  • Tilsæt vand og oksebouillonterning og lad igen gryden småkoge uden låg i ca 15 minutter. 
  • Hæld saucen igennem en sigte, så løg og rosmarin sies fra. Pres al overskydende saft ud af løgene med bagsiden af en ske - de er fulde af god smag. Kassér løg og krydderurter. Hæld saucen tilbage i gryden og bring den i kog. 
  • Tilsæt fløde til saucen. Ryst herefter en meljævning sammen af hvedemel og lidt vand og jævn saucen. Bring saucen i kog og lad den koge et par minutter, til den tykner og melsmagen forsvinder. Man kan selvfølgelig også bruge maizena eller saucejævner til at tykne saucen. 
  • Tilsæt madkulør og smag til med sukker, salt og peber til smagen er perfekt afbalanceret. Skal saucen serveres til vildtkød eller lign. kan man desuden tilføje 1 spsk ribsgelé.
  • Varm saucen igennem og server. 

Noter

I stedet for at skære løget i grove tern og senere si dem væk fra saucen, kan man hakket løget meget fint, og lad det blive i saucen. Man skal dog huske at si laubærblade og rosmarinkvist fra saucen, medmindre man bruger tørret, rosmarin. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)