Uge 7 betyder vinterferie i rigtig mange børnefamilier og hvad enten man skal ud at rejse eller holder ferie derhjemme, så skal der da lidt ekstra god mad og feriehygge på programmet. Vi har jo næsten lige været i New York og ingen af os står på ski – okay, vi har heller ikke forsøgt. Derfor holder vi ikke vinterferie i uge 7, men vi kan da sagtens være med på lidt ekstra hygge alligevel.

Jeg har fyldt madplanen med skønne klassikere, børnelivretter, andebryst i stegesoen (nu er lysten til and efterhånden vendt tilbage ovenpå julen) og så må vi jo heller ikke glemme, at det er Valentins Dag i næste uge. Uanset om man hører til dem, der fejrer dagen, eller synes det er noget pjat, så er der altså hjerteformede hindbærsnitter under “ugens lækkeri”.

Madplan til uge 7.

MandagPasta med flødeost, bacon og ærter. En rigtig livret herhjemme og helt oplagt mandagsmad, da det tager under 20 minutter at fremtrylle den skønne ret.

Tirsdag – Ugens kødfrie indslag bliver indisk inspireret dhal med kartofler, linser og blomkål. En skøn og mættende vegetarret, som kan gøres mere eller mindre krydret efter smag og behag. Helt perfekt på en kølig vinterdag.

Onsdag – Menuen står på en lækker og cremet pastasalat med tun og masser af skønne, sprøde grønsager. Groft sagt er der tale om en god, hjemmelavet tunsalat, som vendes med pasta og grønt og salaten er altid et hit her i huset. Derfor laver jeg gerne en ekstra stor portion, så vi har til frokost og madpakker.

TorsdagTacotærte med krydret oksekød og salat. Mexicansk på en anderledes og formentlig ikke specielt autentisk måde, men tærten er altså ualmindeligt god og et dejligt alternativ til tacoskaller og enchiladas. Jeg serverer gerne salaten ovenpå tærten, men kan kan også anrette den ved siden af, hvilket måske især er oplagt, hvis man regner med rester.

Fredag – Fredagsmenuen står på hjemmelavede flæskestegssandwiches af den bedste slags med rødkål, agurkesalat og sennepsmayo. Det skal altså bare til engang imellem og så er det jo en skøn start på weekenden.

LørdagKyllinge pot pie med kartoffellåg. En ret som jeg introducerede på bloggen i sidste uge og jeg indrømmer gerne, at den var så populær hjemme hos os, at den skal på menuen igen. Kombinationen af de stuvede grønsager, den møre kylling og de ristede kartoffelskiver var et HIT.

Søndag – Vi skal have lækkert langtidsstegt andebryst i stegesoen, hvilket er helt perfekt søndagsmad, fordi stegesoen bare kan sættes i ovnen og passer sig selv. Tilbehøret bliver de gode grønsager og de ristede kartofler, som kommer i “soen” sammen med anden og så laver jeg måske en andesauce på stegeskyen. Nem og lækker vintermad.

Ugens lækkeri – Torsdag d. 14 februar er det Valentins Dag. Uanset om man gør noget særligt på dagen, eller er helt ligeglad, så er de her hjerteformede hindbærsnitter både fine at se på og noget så lækre. Og så er de faktisk lidt nemmere at lave end traditionelle hindbærsnitter, fordi de blot skal udstikkes og lægges sammen 2 og 2.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)