Makronmuffins med chokolade og nødder.

36 kommentarer
Kager, Nem kage, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Der er varm te på kanden, det er fredag og hele huset dufter af de her lækre og sprøde makronmuffins, som jeg netop har taget ud af ovnen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min mor har bagt de her kager, da jeg var lille. Men smagen af barndom er da ikke den dårligste måde at begynde weekenden på. Og så har jeg oven i købet været en tur på biblioteket og har hjembragt en hel stak bøger og blade, som jeg glæder mig til kigge nærmere på.

Makronmuffins – de nemmeste kager.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at der skulle bages kage til weekenden. Men efter en pludselig indskydelse fik jeg alligevel lyst til at bage lidt lækkert til os. Og valget faldt altså på en portion makronmuffins med chokolade og nødder. Det helt perfekte valg når man bager kage efter en pludselig indskydelse, fordi de både er nemme at lave og indeholder relativt få ingredienser. Og så er der oven i købet tale om ingredienser, som man som regel ligger inde med i forvejen. Ren win win og helt oplagt, hvis man har lidt chokolade og en lidt makroner til overs fra en lagkage eller lignende.

Se også – Makronkage/tvebakkekage I Makronsnitter I Gammeldags æblekager med makroner

Makronmuffins bager jeg stort set hele året. Om foråret og sommeren er jeg ret glad for at tilsætte rabarber og lave de her makronmuffins med rabarber. De smager for øvrigt helt forrygende med en kugle vaniljeis eller en skefuld creme fraiche. Og på denne her tid af året bruger jeg gerne grofthakket chokolade og hasselnødder. Og hasselnødderne kan selvfølgelig sagtens udskiftes med mandler eller valnødder (eller udelades) Det er mindst lige så godt.

Kagerne bliver sprøde udenpå og sådan lidt mazarin-agtige i midten. Og så har de den store fordel, at de holder sig lækre og bløde i flere dage. Faktisk kan de også fryses. Det er med andre ord oplagt at lave en ordentlig portion, når man alligevel er i gang. Og skal der deles kage ud på jobbet eller til klassekammeraterne, så er der næsten 100 % garanti for succes med en omgang makronmuffins.

4.53 fra 48 stemmer

Makronmuffins med chokolade

Samlet tid30 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 2 æg
  • 125 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk mandelessens (kan udelades)
  • 60 gr smeltet smør
  • 60 gr hvedemel
  • 60 gr makroner (knuste)
  • 75 gr mørk chokolade (hakket)
  • 50 gr hasselnødder eller mandler (hakkede)

Fremgangsmåde

  • Kom æg, sukker, vaniljesukker og mandelessens i en skål og pisk til en lys og luftig æggesnaps. 
  • Kom det smeltede smør i æggesnapsen under langsom piskning.
  • Vend hvedemel og knuste makronerforsigtigt i dejen med en dejskraber. Hak chokolade og nødder og rør dem i dejen
  • Fordel dejen i 10 små muffinsforme. Sæt evt. formene i en muffinform af metal, så de holder faconen under bagningen. 
  • Bag kagerne ved 180 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i ca 20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad kagerne afkøle på bageristen. 
36 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Karina
4 år siden

Hej Anne-Katrine,
tænker du at man kan bage dem uden hvedemel – fx med mandelmel i stedet?

Mvh
Karina

Iben Lindgaard Jensen
2 år siden

Hej Anne-Katrine .
Hvis jeg gerne vil bage dem til en børnefødselsdag i næste uge og de skal være uden chokoladen og nødder , tror du så jeg skal tilsætte mere af en anden ingrediens ?
Mvh Iben

Solveig
4 måneder siden

Jeg har prøvet at bage dem med blåbær, også lækkert❤️👍

Camilla Langvad
3 år siden

Jeg har en pose makroner der længe har lagt i skuffen, så jeg tror da der skal bages makron muffins imorgen!

Jeg har tit brugt dine opskrifter på kager og min kommende mand kredser i køkkenet HVER gang – uanset om det er noget “nyt” eller noget helt simpelt.

Keep up the good work!

Ellen Gottfriedsen
2 år siden

Hej.
Jeg har laver dine lækre makronmuffins. Men når jeg ganger opskriften med 3, får jeg kun til 22 stk i amerikanske muffins forme fra änglemark. Hvilke forme bruger du?
Hvor meget knuser du makronerne – helt til pulver /hvor store er stykkerne?
Venlig hilsen Ellen

Trine Segnitz
1 år siden

Jeg undrede mig også over, at der ikke skal bagepulver i, for så forbliver de ret små. Det var i de små forme, dej nok til knap 9 små muffins.
Mine var stadig ubagte/rå efter 25 min i alm ovn ved 180 grader.

Karina Elgaard Andersen
2 år siden

5 stars
Rigtig gode muffins, jeg vil dog anbefale at man lige rister hasselnødderne let inden brug og dermed også fjerne den lidt bitre brune skal.
Smager helt fantastisk 😋

Ulla Bauer
3 år siden

Jeg undrede mig over at der ikke skulle bagepulver i dejen. Jeg var lige ved at gøre det, men da ingen er kommet med kommentar over at mangler gjorde jeg det ikke. Mine kager har nu bagt i 25 min. De er stadigvæk næsten rå og er ikke hævet op.
Jeg har fulgt opskriften slavisk. Øv jeg får gæster om lidt.
Mvh Ulla Bauer

Anne Mette G. Jochumsen
2 år siden

Hej Anne-Katrine.

Jeg tænker på at prøve med rabarberstykker i stedet for chokolade og nødder. Tror du der skal tilsættes lidt mere mel? Og skal jeg bruge 125 g rabarber så det svarer til mængden af chokolade og nødder?

Mange hilsner

Anne Mette

Amalie O.
2 år siden

Kan disse bages i en større form og stikkes ud efterfølgende? Jeg elsker opskriften, og vil gerne lave dem til vores bryllup i næste uge, men de skal udstikkes som hjerter i dagens anledning. Har du erfaring med dette?

Marie Abildgaard
2 år siden

5 stars
De smager himmelsk, mine blev ikke så flotte i overfladen som dine.

anna
2 år siden

hej tak for opskriften den var rigtig god, mit spørgsmål er “er de fryseegnet ?. vh anna

Malou
1 år siden

Kan man evt putte æble i i stedet for chokolade? Tror du det vil smage godt?

Tove Henningsen
1 år siden

Dejlig opskrift. Har lige bagt muffins med æbler idag. Dog uden chokolade. Smager fantastisk.

Pernille
1 år siden

Hej. Hvordan skal de opbevares hvis de først skal bruges dagen efter? 🙂

Carina
1 år siden

Topper man dem med noget?

Marie
1 år siden

Tak for lækker opskrift. Og utroligt lige til. Jeg erstattede hvedemel med en blanding af finax glutenfri melblanding alm og grov og de smager fortryllende alligevel. Blot hvis der skulle være nogle med gluten allergi i dit Forum.

Hanne Lejre Pedersen
9 måneder siden

Hej
Jeg vil bage disse makron kager i dag
Men jeg erstatte smørret med rapsolie, da der der en har ssuper allegi, som ikke tålersmør og mælk
Men ca hvor meget olie, skal mon i

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)