Der er varm te på kanden, det er fredag og hele huset dufter af de her lækre og sprøde makronmuffins, som jeg netop har taget ud af ovnen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min mor har bagt de her kager, da jeg var lille, men smagen af barndom er da ikke den dårligste måde at begynde weekenden på. Og så har jeg oven i købet været en tur på biblioteket og har hjembragt en hel stak bøger og blade, som jeg glæder mig til kigge nærmere på.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at der skulle bages kage til weekenden, men efter en pludselig indskydelse fik jeg alligevel lyst til at bage lidt lækkert til os og valget faldt altså på en portion makronmuffins med chokolade. Det helt perfekte valg når man bager kage efter en pludselig indskydelse, fordi de både er nemme at lave og indeholder relativt få ingredienser. Og så er der oven i købet tale om ingredienser, som man som regel ligger inde med i forvejen. Ren win win og helt oplagt, hvis man har lidt chokolade og en lille rest makroner til overs fra en lagkage eller lignende.

Makronmuffins bager jeg stort set hele året. Om foråret og sommeren er jeg ret glad for at tilsætte rabarber og lave de her makronmuffins med rabarber, som smager helt forrygende med en kugle vaniljeis eller en skefuld creme fraiche. På denne her tid af året nøjes jeg med grofthakket chokolade og hasselnødder, som lige så godt kunne have været mandler, og det er mindst lige så godt.

Kagerne er sprøde udenpå og sådan lidt mazarinagtige i midten og så har de den store fordel, at de holder sig lækre i flere dage – faktisk kan de også fryses. Det er med andre ord oplagt at lave en ordentlig portion, når man alligevel er i gang og skal der deles kage ud på jobbet eller til klassekammeraterne, så er der næsten 100 % garanti for succes med en omgang makronmuffins.

Makronmuffins med chokolade

Samlet tid30 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 2 æg
  • 125 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk mandelessens (kan udelades)
  • 60 gr smeltet smør
  • 60 gr hvedemel
  • 60 gr makroner (knuste)
  • 75 gr mørk chokolade (hakket)
  • 50 gr hasselnødder eller mandler (hakkede)

Fremgangsmåde

  • Kom æg, sukker, vaniljesukker og mandelessens i en skål og pisk til en lys og luftig æggesnaps. 
  • Kom det smeltede smør i æggesnapsen under langsom piskning.
  • Vend hvedemel og knuste makronerforsigtigt i dejen med en dejskraber. Hak chokolade og nødder og rør dem i dejen
  • Fordel dejen i 10 små muffinsforme. Sæt evt. formene i en muffinform af metal, så de holder faconen under bagningen. 
  • Bag kagerne ved 180 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i ca 20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad kagerne afkøle på bageristen. 

Noter

Kagerne holder sig bløde og lækre i flere dage. De kan også fryses, så lav gerne en stor portion og gem dem i fryseren. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)