Rødvinssauce – nem og lækker opskrift.

14 kommentarer
Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Påskefrokost og klassiske påskeopskrifter, Sauce/dip/dressing, Tilbehør
Gå direkte til opskriften

Det er faktisk ikke så ofte, at jeg laver sauce til vores aftensmad. Måske fordi vi spiser en del gryderetter, pastaretter, mad i ovnen og lignende. Og der er saucen jo på nemmeste vis en del af selve retten. Men en gang imellem skal der et rigtig godt stykke kød til, fx en oksesteg eller en mør og lækker bøf. Og så laver jeg som regel en hjemmelavet whiskysauce eller denne her skønne rødvinssauce.

Se også – Hjemmelavet whiskysauce I Rosastegt culotte I Nem bearnaisesauce

Nem opskrift på hjemmelavet rødvinssauce. 

En rødvinssauce er yderst simpel at lave og kræver ikke meget andet end tid. Saucen skal nemlig koge ind over et par omgange, men dog ikke mere end 15 minutter pr. gang. Til gengæld bliver smagen lækker og intens og saucen passer helt perfekt til både mørt oksekød eller vildt kød. Faktisk vil jeg vove den påstand, at den også vil gå fint til et stykke grillet kylling. Mulighederne er derfor ret mange.

4.62 fra 47 stemmer

Rødvinssauce

Samlet tid45 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 tsk smør
  • 2 rødløg
  • 1 kvist frisk rosmarin (2 stk tørret rosmarin kan også bruges)
  • 3 laurbærblade
  • 3 dl rødvin
  • 2 dl oksefond (eller 2 dl vand + ½ oksebouillonterning)
  • 1 dl piskefløde (madlavningsfløde kan også bruges)
  • 1 spsk hvedemel (der kan også bruges saucejævner)
  • saucekulør
  • sukker
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Smelt smørret i en gryde.
  • Skær løgene i grove tern. Det er ikke nødvendigt at skrælle dem først, da der sidder masser af smag i skallen, men skær roden væk, da der kan sidde rester af jord. 
  • Sauter løgene i smørret i et par minutter og tilsæt rosmarin, laurbærblade og rødvin.
  • Bring gryden i kog og lad den småkoge uden låg, indtil rødvinen er reduceret til lidt under det halve. Det tager omkring 15 min.
  • Tilsæt oksebouillon eller vand + bouillonterning og lad igen gryden småkoge uden låg i ca 15 minutter. 
  • Hæld saucen igennem en sigte, så løg og rosmarin sies fra. Pres al overskydende saft ud af løgene med bagsiden af en ske - de er fulde af god smag. Kassér løg og krydderurter.
  • Hæld saucen tilbage i gryden, tilsæt fløde og bring gryden i kog.
  • Ryst en meljævning sammen af hvedemel og lidt vand og hæld den i saucen under omrøring. Der kan også bruges maizena eller saucejævner til at tykne saucen. 
  • Bring saucen i kog og lad den koge et par minutter, til den tykner.
  • Juster evt. farven med lidt saucekulør og smag til med sukker, salt og peber til smagen er perfekt afbalanceret. Skal saucen serveres til vildtkød eller lign. kan man desuden tilføje 1-2 spsk ribsgelé.
  • Varm saucen igennem og server fx til rødt kød og vildt.
I stedet for at skære løget i grove tern og senere si dem væk fra saucen, kan man hakket løget meget fint, og lad det blive i saucen. Man skal dog huske at si laubærblade og rosmarinkvist fra saucen, medmindre man bruger tørret, rosmarin. 

Vælg den rigtige rødvin til saucen.

Man skal ikke bruge den bedste og dyreste vin, som man kan opstøve, når man skal lave rødvinssauce. Omvendt skal man heller ikke bruge den billigste. Det er med andre ord lidt af en balancegang. Jeg bruger dog altid en tommefingerregel, som jeg engang har læst. Nemlig at man altid skal bruge en vin i maden, som man også kan nyde et glas af til maden. Med andre ord – kan det ikke drikkes rent, så skal det heller ikke i maden.

Smag saucen til igen og igen.

Det er jo oplagt enten at bruge en rest vin til saucen – frys evt rester af rødvin ned til sauce – eller åbne en flaske og drikke resten til maden. Og lad mig lige slå fast med det samme – der er ikke på nogen måde alkohol tilbage i saucen, når den er kogt ind. Det hele er fordampet og det er kun smagen af rødvin, vi er ude efter. Så børn, gravide og dem der skal køre hjem, kan altså godt være med.

Og apropos smagen, så er rødvinssauce et rigtig fint eksempel på en opskrift, hvor der som sådan ikke er nogen facitliste. Det er kun ens egne smagsløg, der kan afgøre, hvornår saucen smager helt perfekt, og kan serveres. Har saucen en syrlig eftersmag, så skal der mere sukker i. Er den flad i smagen, så mangler den salt og peber. Er den skarp og mangler rundhed, så kan det være en kombination af sukker og lidt ekstra fløde.

En rødvinssauce skal være lækker og fyldig med en snert af rødvin. Men den skal ikke være sur, sprittet, eller have en bitter eftersmag. Det gælder bare om at prøve sig frem og smage til, indtil saucen sidder lige i skabet.

14 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Ida
3 år siden

Kan man lave sovsen dagen før, og så varme den op på dagen? 🙂

bjærn
2 år siden

sauce lavet af oksebouillonterning. wauuuu

jan weber fritsbøger
2 år siden

jeg ved godt at langt de fleste mener en sovs SKAL være brun, men prøv engang at smage på madkulør det smager direkte ækelt,
så hvis man kan vænne sig til en lysere sovs vil smagen forbedres, jeg har i mange år slet ikke haft kulør i mit køkken,
smagen bliver 1000 gange bedre hvis den brune farve kommer fra karamellisering af ingredienserne, eller rettere de sukkerholdige ingredienser, og i denne opskrift bidrager løgskallen med lidt farve, ( men lad for guds skyld være med at stege løgene brune ) men hvis man sauterer lidt rodfrugt ved høj varme evt med lidt tilsat sukker kan man selv lave en slags kulør som ikke smager ækelt, men i stedet forbedrer smagen, og med garanti også er mindre skadeligt for helbredet,
og man kan i øvrigt sagtens vænne sig til at sovsen ikke er brun (nok), og det handler vel om smag mere end udseende. alle som smager min mad er enige i at den er rigtig god,
når de har spist den.

Christina
2 år siden

Hvis sovsen laves dagen før, skal jeg så vente men fløden og kun lave basen med løg vin og boullion?

Aia
2 år siden

Du skriver 2 dl. fond – jeg har de små “gelé”-brikker fra Knorr. Der er vist nok fire i en pakke, men ikke nær de 2 dl., som skal bruges her. Hvilken type/mærke okse fond bruger du?
Og godt nytår!

Charlotte Mortensen
1 år siden

5 stars
Tak for din rødvinssovs. Nu frygter jeg ikke sovsen længere, efter at have lavet din rødvinssovs flere gange til gæster, med godt resultat.

Tanja
1 måned siden

Når man skal lave sovs til 15 personer, skal jeg så stadig gå efter de ca. 15 min til indkogning af vinen, eller skal jeg vente på, at vinen er halveret i mængde?

Brian Jensen
30 dage siden

Kan man lave den med portvin istedet for rødvin?

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)