Hjemmelavet lemoncurd er helt forrygende godt. Den skønne og syrlige citroncreme kan spises som topping på skyr eller yoghurt, på friskbagte scones og boller, i pandekager, på vafler, i kager og tærter og meget meget mere. Anvendelsesmulighederne er med andre ord virkelig mange og så er cremen altså noget af det nemmeste at lave. Det kræver bare en smule tålmodighed, da der skal røres og røres og røres i citroncremen, imens den tykner og bliver til lemoncurd, så man ikke risikerer at stå tilbage med en portion scrambled eggs med citronsmag.
En hjemmelavet lemoncurd består i al sin enkelthed af citroner, æg og sukker samt en lille klat smør, som røres i den lune creme – præcis som når man monterer en sauce ved hjælp af små klatter koldt smør. Det er æggene, som får hele herligheden til at “sætte sig” og netop derfor er det så vigtigt, at der røres i gryden konstant, imens cremen varmes op. Det kræver som sagt lidt tålmodighed, men så er det heller ikke værre – jeg brugte vel omtrent 8-10 minutter og så var æggemassen tyknet til en fin, blød og homogen creme, som kunne hældes på et glas.
Lemoncurd er ret syrligt og bryder man sig ikke om alt for sure ting, så skal man måske overveje, at tilsætte en smule ekstra sukker. Selv er jeg glad for syrlige ting og jeg synes, at 100 gr sukker er ret passende til nedenstående portion, men smag og behag er jo forskellig, så man kan prøve sig lidt frem. Smager man sin lemoncurd til for at vurdere, hvorvidt der skal justeres på sukkermængden, så skal man dog lige huske på, at det ikke er meningen, at lemoncurd skal spises rent. Lidt af syren vil derfor helt naturligt blive nedtonet, når den færdige lemoncurd smøres på en scone eller pandekage og bruges i en kage.
Lemoncurd kan man selvfølgelig både lave og spise hele året rundt, men specielt til påske synes jeg, at det er hyggeligt, at bruge den fine, lysegule citroncreme til diverse påskelækkerier. Jeg har blandt andet planer om at bage en lækker marengsbund og pynte den med flødeskum og lemoncurd på toppen og derudover overvejer jeg også at lade en portion lemoncurd indgå i årets produktion af påskeæg. Evt. noget med marcipan og lemoncurd og overtræk af chokolade og lakridsdrys, men nu må vi se, hvad det bliver til, når vi kommer tættere på påske.
Hjemmelavet lemoncurd
Ingredienser
- saft af 2 usprøjtede citroner (ca 1 dl)
- 2 æg
- 100 gr sukker
- revet skal af 1 usprøjtet citron
- 20 gr smør
Fremgangsmåde
- Pisk citronsaft sammen med æg og sukker og hæld blandingen igennem en sigte over i en gryde, så evt. strenge fra æggene og små kerner fra citronerne sigtes fra. Tilsæt citronskal.
- Anbring gryden på komfuret og varm forsigtigt blandingen op ved svag/jævn varme og under konstant omrøring. Se evt. mere under opskriftsnoter.
- Når blandingen er blevet lun, tilsættes smørret og omrøringen fortsættes, imens smørret langsomt smelter.
- Når blandingen begynder at tykne til en blød creme, tages gryden af varmen. Husk at cremen tykner yderligere, når den afkøles, så konsistensen skal være som tynd vaniljecreme.
- Hæld den varme lemoncurd på et skoldet glas med låg og opbevar cremen i køleskabet. Den kan sagtens holde sig i et par uger og måske også længere.
Hej! Elsker lemoncurd….har dog aldrig lavet den selv, men det skal jeg da nu!
Bruger du pasteuriserede æg?
Mvh Annette
Annette – Jeg bruger helt almindelige æg, men du kan også sagtens bruge past. æg 🙂
Elsker lemoncurd kan pasteuriseret æg bruges.
Lu – Jeg bruger almindelige æg, men du kan sagtens bruge pasta æg 😀
Hej😊
Det smagte super og var ret let at lave.
Tak for gode opskrifter👍🏼