Sprøde appelsinspecier…

14 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Julesmåkager, Kager, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Skal der lidt ekstra godt i småkagedåsen til weekenden, så kan jeg kun anbefale disse her skønne og sprøde appelsinspecier, som jeg bagte i går. Hvorvidt der i det hele taget når at blive nogle tilbage, til det rent faktisk er weekend, har jeg dog efterhånden mine tvivl omkring, for hold da helt op hvor er de bare gode, men så må jeg jo “på den igen”.

Anyway, småkagerne er mindst lige så nemme at lave som mine traditionelle specier med vanilje og oprindeligt havde jeg faktisk tænkt mig, at bage de klassiske specier, men da jeg fik øje på appelsinerne i frugtskålen, var der ikke langt fra tanke til handling. Vi spiser tonsvis af lækre appelsiner på denne her tid af året, men skallen skal vi jo ikke bruge til noget, så det var oplagt at gribe en appelsin med den ene hånd og rivejernet med den anden.

Udover appelsinskal er det også ret lækkert at tilføje hakket, mørk chokolade til appelsinspecierne, så kagerne får sådan lidt choko-orange smag, men det må blive en anden god gang. Og så vil jeg da lige skynde mig at tilføje, at appelsinskal sagtens kan erstattes af citronskal – citronspecier er mindst lige så gode som appelsinspecier.

Som sædvanligt, når det drejer sig om småkager, så kan jeg kun opfordre til at lave en god stor portion dej, når man nu alligevel er i gang og så komme dejen i fryseren. Er man den heldige ejer af en køkkenmaskine, så samles dejen jo så let som ingenting på ganske få minutter og så er der bare tilbage at trille den til pølser, som pakkes i husholdningsfilm og lægges i fryseren. Når bage- eller småkagetrangen så melder sig næste gang, er det blot at finde en rulle dej i fryseren og lade den ligge på køkkenbordet i ca 5 minutter, inden den skæres ud til småkager og bages. Nemmere kan det næsten ikke blive at servere skønne, hjemmebagte småkager.

5 fra 7 stemmer

Appelsinspecier

Hvile- og bagetid1 t 10 min
Samlet tid1 t 20 min
Antal: 50 stk

Ingredienser

  • 185 gr hvedemel
  • 75 gr flormelis
  • 2 tsk vaniljesukker
  • revet skal af 1 usprøjtet appelsin
  • 150 gr koldt smør (skåret i tern)

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, flormelis, vaniljesukker og revet appelsinskal i en skål.  
  • Smuldr smørret i blandingen og ælt det sammen til en ensartet dej
  • Bruger man en køkkenmaskine, så kommes alle ingredienserne i røreskålen og dejen samles med K-spaden. 
  • Ælt dejen let igennem med hænderne og tril den herefter til en pølse med en diameter på 3-4 cm. Læg pølsen på et skærebræt og sæt den på køl i minimum en time. Man kan også lægge pølsen i fryseren i 30 minutter. 
  • Skær dejen i skiver á ca ½ cm og læg dem med en smule afstand på en bageplade beklædt med bagepapir. 
  • Bag kagerne ved 180 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i ca 10-12 minutter, til de er let gyldne i kanten.
  • Afkøl kagerne på bageristen og opbevar dem herefter i en lufttæt beholder. 
Præcis som med alle andre former for småkager er specierne ikke fryseegnede, men kan opbevares i en lufttæt dåse i op til en måned. Herefter bliver de lidt kedelige. Til gengæld kan den rå dej fryses i ruller. 
14 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Tutta Hvidtfeldt
3 år siden

Hvor har du mange gode opskrifter. Jeg laver normalt ikke så meget mad mere, min mand har overtaget, men når jeg ser dine “one-pot” ideer og i det hele taget alt gjort færdigt og i ovnen, så går jeg i gang, har snart prøvet mange. Jeg skal også lige have lavet den kage, med kanelsneglesmag.

Eva
3 år siden

De skal prøves her i weekenden.

Efter råd fra svigermor, putter vi tit småkager i fryseren direkte i kagedåsen. De holder sig sprøde og lækre, mister ikke smag og så er de lynhurtige at tage op til uventede gæster – så mon ikke disse også kan det…?

Anonym der elsker mad
2 år siden

5 stars
Jeg har lige lavet pecierne på lidt under en time, og de står og køler lidt af. Jeg smagte allerede på den første og selv varme smager de vildt lækre!! Kan kun anbefaldes, super lækkert og mega nemt. Det bliver i hvert fald ikke sidste gang jeg bager dem!

Naja
2 år siden

5 stars
Nem og god opskrift. Jeg tilsatte lidt mere appelsinskal (fra to appelsiner), da jeg er ret glad for smagen. Det blev rigtig godt, dejlig sprøde og friske.

Danielle
2 år siden

Skøn og virkelig nem opskrift og et hit herhjemme på julebordet 😀

Hanne
1 år siden

Hvad kan jeg bruge u stedet for en K-spade 😇

Lisbet
9 måneder siden

Kan de laves med tørrede Tranebær ?
Hvis, hvor meget skal jeg så bruge tror du?

Lisbet
9 måneder siden

Super dem må jeg prøve, mange tak

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)