Ingen påske uden æg og det betyder selvfølgelig også en portion lækker, hjemmelavet æggesalat med karry, som er noget så lækker på frokostbordet. Indrømmet, vi får også æggesalat på andre tidspunkter af året og ikke kun til påske, for æggesalat er også skønt som fyld i sandwiches, croissanter, pitabrød og meget mere, men til påske skal det i hvert fald ikke mangle.

Min opskrift på æggesalat er ret simpel og kræver ikke, at man har massevis af ingredienser hjemme. I bund og grund er der blot tale om hakkede, hårdkogte æg, som vendes i en creme fraiche- og karry baseret dressing sammen med lidt karse eller purløg. That’s it.

Variationer er der til gengæld i massevis, for det smager skønt at tilføje stegt bacon eller kylling i tern, finthakket løg, forårsløg og/eller cornichoner til æggesalaten, for nu bare at nævne et par eksempler. Det gælder bare om at gå ud fra grundopskriften og så ellers bruge sin fantasi.

Æggesalat minder en hel del om karrysalat og det er da også med udgangspunkt i min opskrift på hjemmelavet karrysalat, at jeg laver æggesalat. Dog vil jeg skynde mig at tilføje, at æggesalat er mindst lige så lækkert som karrysalat ovenpå en sildemad og mangler man en nem og lækker lille ret til årets påskefrokostbord, så er hjemmelavet æggesalat da helt oplagt. Især fordi at æggesalaten sagtens kan laves i god tid i forvejen. Så kan den bare stå og trække i køleskabet indtil servering.

Hjemmelavet æggesalat

Samlet tid10 min
Antal: 3 dl

Ingredienser

  • 4 hårdkogte æg
  • 3 spsk creme fraiche 9-18 %
  • 1 spsk mayonnaise
  • 1 tsk sød sennep (kan udelades)
  • 1 tsk karry (eller efter smag)
  • karse (kan erstattes af purløg)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Pil æggene og hak dem groft. Dette kan evt. gøres ved at skære dem et par gange på kryds og tværs i en æggedeler. 
  • Rør creme fraiche, mayonnaise, sennep, karry, friskklippet karse, salt og peber sammen og smag til. 
  • Vend de hakkede æg i dressingen og hæld det hele i en skål. Pynt evt. med et par æggebåde og lidt karse og lad karrysalaten trække på køl indtil servering. 
  • Karrysalaten kan holde sig i en bøtte med låg i 3-5 dage. 

Noter

Karrysalat kan spises som den er på rugbrød eller som fyld i en sandwich, men den er også lækker ovenpå sildemaden som et alternativ til den klassiske karrysalat. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)