Sammen med roulader og citronmåner hører mazarinkager til blandt de kager, som mange af os kender fra tankstationen og supermarkedet. Kagerne har ikke ligefrem det allerbedste ry og det er faktisk synd. En hjemmelavet mazarinkage med marcipan, kan nemlig været noget af en himmerrigs mundfuld og så er den noget så nem at lave. Faktisk tager det kun ca 10 minutter at lave dej til en mazarinkage og lad mig skynde mig at tilføje, at smagen på ingen måde kan sammenlignes med den færdigkøbte udgave. Der er altså bare en verden til forskel imellem at bruge mandelessens og rigtig marcipan.

Mazarinkage er dog ikke “bare” en kage, som kun kan serveres, som den er, selvom jeg skal være den første til at indrømme, at et stykke hjemmebagt mazarinkage er superlækkert til en god kop kaffe eller te. Mazarinkagen har nemlig et væld af muligheder og kan fx pyntes med vaniljeflødecreme og friske jordbær som en nem og lækker, hjemmelavet jordbærkage. Er det ikke sæson for jordbær, så smager det også skønt at pynte kagen med flødecreme og alle mulige andre former for lækker, friskudskåret frugt, fx kiwi, ananas, appelsinskiver, blommer, ferskner/nektariner og meget andet.

Kagen kan selvfølgelig også serveres “au naturel” sammen med is og frugt på en desserttallerken og endelig kan man bruge den rå mazarinmasse som “base” for hjemmelavede frugttærter. Man kan eksempelvis lægge æble- eller pærebåde, rabarberstykker, blommer, ferskner/nektariner og kirsebær, eller hvad man nu kan finde på, ned i dejen, inden hele herligheden sættes i ovnen og bages. Pynt evt. toppen af kagen med hakkede nødder/mandler og et drys perlesukker inden bagningen og server kagen lun med vaniljeis eller creme fraiche. Jeg lover, at det nok skal blive et hit.

Jeg pyntede min mazarinkage med et tyndt lag mørk chokolade, ligesom en helt klassisk mazarinkage, men har man tid og lyst, så ser det vældig fint ud at bruge flere forskellige slags chokolade. Man kan evt. lade den mørke chokolade stivne og så lave fine striber eller mønstre med lys eller hvid chokolade. Desuden kan man pynte kagen med hakkede nødder/mandler, kandiserede violer og frysetørrede hindbær og jeg er sikker på, at små påskeæg vil være noget så fint, hvis man har planer om at lave mazarinkage i løbet af påsken.

Mazarinkage med marcipan

Bagetid40 min
Samlet tid55 min
Antal: 8 stk

Ingredienser

  • 100 gr smør
  • 100 gr sukker
  • 50 gr hvedemel
  • 300 gr marcipan (groftrevet)
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 3 æg (str L)
  • smør og sukker til formen
  • 75 gr mørk chokolade til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom smør, sukker, hvedemel, marcipan, bagepulver og vaniljesukker i en skål og ælt dejen godt sammen. Jeg synes, det er nemmest at bruge hænderne. 
  • Tilsæt æggene og rør det hele sammen til en cremet mazarinmasse. 
  • Smør et rundt fad eller en springform (ca 20 cm i diameter) med smør og drys med sukker. Fordel dejen i formen i et jævnt lag. 
  • Bag mazarinkagen ved 175 °C (varmluft) i 30-35 minutter, indtil kagen er gennembagt. Tjek evt. ved at stikke en tandstikker eller lign. ned i midten af kagen. 
  • Afkøl kagen på bageristen. 
  • Smelt chokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovnen og fordel chokoladen i et tyndt lag på toppen af kagen. Lad chokoladen stivne og server kagen. 

Noter

Kagen kan sagtens holde sig svampet og lækker i flere dage, hvis den pakkes i en plastpose eller i en lufttæt beholder. Den kan også fryses. 
I stedet for at nøjes med mørk chokolade, kan man pynte kagen med forskellige slags chokolade og evt. drysse med hakkede nødder, kandiserede violer eller lign. 

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)