Tærte med blomkål og parmesan…

6 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Hverdagsmad, Lette retter, Opskrifter, Tærte - opskrifter på tærter, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Efter at have holdt en velfortjent vinterpause har blomkålen så småt sneget sig indenfor herhjemme igen og jeg må indrømme, at jeg har glædet mig. Jeg elsker ganske enkelt blomkål og er vild med alt lige fra blomkålssuppe og blomkålsgratin til noget så simpelt som et dampet blomkålshoved med en klat smør på, gerne serveret til en pandefuld nystegte frikadeller. 

Blomkålsgratin har i mange år ligget helt i toppen over mine favoritretter. Men derudover har jeg ikke rigtigt eksperimenteret med kombinationen af blomkål og æggemasse, før jeg for nyligt lavede denne her skønne tærte med blomkål, parmesan og timian. En supernem og velsmagende vegetartærte, som jeg serverede med en lækker kålsalat og en helt simpel tomatsalat og jeg kan love Jer for, at vi blev mætte. Vil man nu alligevel gerne have lidt kød til, så kan jeg anbefale, at man enten tilføjer tilberedt skinke, kylling eller bacon til tærtefyldet. Der er også den mulighed, at man lader tærten udgøre tilbehøret og serverer kød ved siden af.

Jeg veksler lidt imellem at lave mine egne tærtebunde og så købe de ferske ruller med tærtedej, som man kan finde i supermarkedets køledisk. Det er jo ikke fordi, at det er svært at lave og udrulle en tærtedej, men indimellem falder jeg altså for fristelsen og bruger en færdiglavet og jeg synes egentlig, at de smager ret godt. Dog vil jeg på ingen måde snyde Jer for opskriften på en god, smørbagt tærtebund og den finder I lige her. Skal tærtebunden være lidt grovere, så udskift noget af hvedemelet med en grov meltype som fx grahamsmel eller fuldkornshvedemel.

Jeg fyldte tærten med blomkål, men derudover holdt jeg det helt simpelt og nøjedes faktisk bare med at drysse en generøs mængde friskrevet parmesan og lidt timian over tærten, inden jeg satte den i ovnen. Som sagt er der ikke kød i tærten, men det er jo op til den enkelte, om der skal flere forskellige slags grønsager i tærten og jeg kunne sagtens forestille mig, at en tærte med en kombination af blomkål og broccoli både ville se fin ud og smage forrygende. Evt. med et par skiver bacon på toppen – det er som om at broccoli og bacon bare hører sammen.

Tærten kan for øvrigt sagtens gemmes og genopvarmes – eller spises kold – hvis der bliver rester, så lav gerne lidt ekstra. Det er skønt med sådan et stykke til frokost eller i madpakken dagen efter. Og som med alle andre former for madtærter, så kan den sagtens laves i god tid og fryses, hvilket gør den helt oplagt på en buffet, til en større frokost eller som natmad ovenpå en fest.

4.75 fra 4 stemmer

Tærte med blomkål og parmesan

Bagetid40 min
Samlet tid50 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 rulle fersk tærtedej (eller 1 portion hjemmelavet tærtedej)
  • 1 lille blomkålshoved
  • 6 æg
  • dl creme fraiche
  • frisk eller tørret timian (ca 2 tsk tørret timian)
  • friskrevet parmesan
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Læg tærtedejen i et tærtefad. Prik dejen og forbag den efter anvisning på emballagen 
  • Imens deles blomkålen i mindre buketter, som gives et hurtigt opkog (ca 2 minutter) i en gryde med letsaltet vand. 
  • Hæld blomkålen i en sigte og lad den afdryppe. 
  • Slå æggene ud i en skål og pisk dem sammen med creme fraiche, timian, salt og peber til en ensartet masse. 
  • Fordel blomkålsbuketterne i den forbagte bund, krydr med salt og peber og hæld æggemassen over. 
  • Drys tærten med friskrevet parmesanost - andre former for revet ost kan også bruges - og pynt evt. med et par kviste frisk timian på toppen. 
  • Bag tærten ved 190 ° (varmluft) i ca 30-40 minutter, eller indtil tærten er gylden og æggemassen har sat sig. 
  • Server tærten varm eller lun med salat til. 
Bliver der rester, så kan tærten sagtens spises kold (eller genopvarmes) dagen efter. Tærten kan også fryses uden problemer. 
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kirsten
4 år siden

Jeg lavede denne tærte i dag og den er rigtig god. Jeg havde ikke creme fraiche men brugte piskefløde. Tak for opskriften.

Kirsten Høier
4 år siden

Tak for en dejlig opskrift. En super dejlig tærte, hvor jeg også kom forårsløg i.

Karin Sikora
1 år siden

Jeg plejer at bruge hytteost i mine tærter.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)