En hamburgerryg kan koges, eller også kan den glaseres. Så langt så godt og indtil videre har jeg været ret stor fan af en glaseret hamburgerryg med sennep og brun farin. Det er jeg sådan set stadig, men jeg må indrømme, at med disse her sprødstegte hamburgerkoteletter, som jeg serverede til aftensmad forleden aften, så har den glaserede hamburgerryg altså fået sig en alvorlig konkurrent. Eller måske kan vi bare sige, at herhjemme spiser vi fra nu af glaseret hamburgerryg i vinterhalvåret og så nyder vi de lidt lettere hamburgerkoteletter i sommerhalvåret.

Jeg har tidligere snuset lidt til diverse ovnretter, hvor en hamburgerryg skæres i skiver og lægges i et ildfast fad med fyld a la koteletter i fad. Men det var ikke før, jeg kom i tanker om at stege hamburgerkoteletterne på panden, at ideen for alvor begyndte at fænge an hos mig. Hamburgerkoteletterne smager nemlig ikke bare forrygende godt – det går jo også noget hurtigere at tilberede en hamburgerryg i skiver på panden, end hvis den skal koges, hvilket som regel tager omkring 1½ time.

Vælger man ikke at panere sin hamburgerkoteletter, så går det selvfølgelig endnu nemmere. Man kan nemlig sagtens nøjes med at skære hamburgerryggen i skiver, som efterfølgende steges gyldne på en pande i lidt smør eller olie. Et absolut lækkert alternativ til den kogte hamburgerryg, men man bør altså også unde sig selv at smage den panerede variant for hold nu op, hvor smager de sprøde hamburgerkoteletter altså bare helt forrygende. Morten er ikke holdt op med at tale om dem endnu – jeg siger det bare!

Jeg serverede hamburgerkoteletterne med små nye kartofler og masser af forårsgrønt med senneps-flødesauce. Helt forrygende grønsagstilbehør, som vi spiser en del af i løbet af foråret og sommeren, fordi det bare smager godt og i øvrigt passer noget så glimrende til alle mulige former for kød lige fra karbonader til mørbrad og fisk. En anden mulighed kunne være stuvede grønærter og gulerødder, men under alle omstændigheder vil jeg til enhver tid anbefale masser af grønsager eller en stor skål blandet salat, som ligesom kan opveje de sprøde hamburgerkoteletter.

 

Hamburgerkoteletter

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 hamburgerryg á ca 800-1000 gr
  • 1 æg
  • 2 dl rasp (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • smør eller olie til stegning
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Klip nettet af hamburgerryggen og skær den i skiver á ca 1-1½ cm tykkelse. Sidder der meget fedt på hamburgerryggen kan den evt. trimmes let først. 
  • Slå ægget ud i en dyb tallerken og pisk det samme med en gaffel. Kom rasp i en anden tallerken og bland det med lidt salt og peber. 
  • Vend først hamburgerkoteletterne i æg og derefter i rasp, så de bliver fint panerede på begge sider. 
  • Varm smør/olie op i en stegepande og steg de panerede hamburgerkoteletter i 3-5 minutter på hver side, til de er gyldentbrune og gennemstegte. Stegetiden afhænger lidt af tykkelsen på koteletterne. 
  • Hold evt. koteletterne varme i et fad i ovnen ved 100 °C efterhånden som de bliver færdigstegte og imens tilbehøret laves.
  • Server hamburgerkoteletterne med kartofler og dampet grønt eller salat. 

Noter

I stedet for at panere koteletterne i æg og rasp, kan man nøjes med at skære hamburgerryggen i skiver og stege skiverne gyldne i smør eller olie på en stegepande. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)