Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Kartoffelskiver med ost og tomat…

10 kommentarer
Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Tilbehør, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Har I lige set magen til lækre kartofler? Okay, det har I måske, men jeg for min del er i hvert fald ret begejstret og har svært ved at få armene ned over de her skønne kartoffelskiver med ost og tomat, som jeg fik lavet forleden aften.

Det hele startede egentlig med nogle bagekartofler, som lå i køleskabet. Jeg har på et tidspunkt set nogle lækre kartoffelblinis med creme fraiche, rødløg og stenbiderrogn, hvor selve blinisbunden var erstattet af en bagt kartoffelskive. Dem vender jeg tilbage til på et andet tidspunkt, for jeg har bestemt ikke opgivet at få den variant afprøvet. I mellemtiden kom jeg dog i tanker om, at en bagt kartoffelskive også måtte kunne bruges som bund for noget ret lækkert tilbehør til aftensmaden og som tænkt så gjort.

Kartoffelskiver med ost og tomat er supersimple, yderst vanedannende og meget meget nemme at lave. Faktisk kan de fikses på kun 10 minutter og så skal man bare væbne sig med tålmodighed, imens de tilberedes i ovnen. Men sådan er det jo stort set altid med kartofler, uanset hvilken form for tilberedning man vælger.

De bagte kartoffelskiver med ost og tomat er oplagte som tilbehør til kødretter. Jeg tænker, at de vil tage lidt for meget fokus (rent smagsmæssigt), hvis man serverer dem til fisk, men til kød og grillmad, og ikke mindst som selvstændig vegetarret med grønt ved siden af, vil de være helt perfekte. Formentlig kan man også servere dem som snacks eller en del af en tapasanretning, men vær opmærksom på, at de mætter ret godt. Man skal derfor ikke beregne alt for mange kartoffelskiver pr. person, hvis man har planer om, at der også skal være plads til hovedret.

Vi droppede kødet og spiste kartoffelskiverne som hovedret med en lækker, blandet salat og creme fraiche dressing ved siden af og det var et hit. Da jeg fotograferede kartoffelskiverne, slog det mig i øvrigt, at de ligner små pizzaer, så nu har jeg allerede en rigtig god grund til at lave dem igen. Jeg skal nemlig prøve at lave kartoffelskiver med ost og tomat a la minipizzaer og så får hver enkelt skive 3-5 stykker minipepperoni på toppen. De hakkede krydderurter kan så meget passende blive frisk basilikum og oregano, som jeg netop har plantet i krukkerne på terrassen i går. Mon ikke det både vil smage forrygende og se noget så fint ud?

Hvis man, ligesom jeg, er vild med kolde kartofler, så er det for øvrigt oplagt at komme et par stykker i madpakken. Hvis der bliver rester selvfølgelig. Desuden kunne jeg forestille mig, at kartoffelskiver med ost og tomat – såvel varme som kolde – også kunne gå hen og være et hit blandt børn, som ellers ikke bryder sig om “almindelige” kogte og bagte kartofler.

4,28 fra 11 stemmer

Kartoffelskiver med ost og tomat

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Bagetid40 minutter
Samlet tid50 minutter
Antal: 16 stk

Ingredienser

  • 4 bagekartofler (eller 5-6 mindre kartofler)
  • olivenolie
  • 100 gr revet ost (fx mozzarella eller cheddar)
  • 100 gr små tomater (skåret i tern)
  • friskhakket persille og timian (eller andre friskhakkede krydderurter)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skrub bagekartoflerne, skær enderne af og skær efterfølgende hver kartofler i 4 skiver á ca 1½ cm's tykkelse.
  • Læg kartoffelskiverne på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl dem med olivenolie og drys med salt.
  • Bag kartoflerne ved 200 °C (varmluft) i 30-40 minutter, indtil de er gennemtilberedte og møre i midten.
  • Imens blandes revet ost, tomater i tern og friskhakkede krydderurter i en skål og smages til med salt og peber.
  • Tag kartoflerne ud af ovnen og fordel ostefyldet på toppen af kartoffelskiverne. Stil dem tilbage i ovnen og bag dem i yderligere 10 minutter ved 200 °C (varmluft) indtil osten er smeltet og toppen er gylden.
  • Drys evt. med lidt ekstra, friskhakkede krydderurter og server.
Kartoflerne kan ikke forberedes i forvejen, da ilten i luften gør kartoffelskiverne brune - ligesom æbler og pærer. Man kan dog skære kartoflerne i skiver og lade dem ligge i en skål hele dækket af vand - så bliver de ikke brune. Ostefyldet kan ligeledes forberedes i god tid. 
Subscribe
Notify of
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
VenterPaaVinBlog
4 år siden

Klasssiker – og hvor ser de gode ud! Mig og min medblogger/søster talte faktisk netop om sådan nogle igår, da hun havde lavet dem til sin aftensmad og viste dem frem – jeg havde helt glemt hvor lækre, de er 😀

Dorte
4 år siden

Hej, som altid en lækker opskrift fra dig. Kan man forbage kartoflerne og så først sætte dem ind lidt senere igen og bage dem helt færdige, når gæsterne er kommet?

Rita
4 år siden

Kan man ikke forberede kartoflerne i mikroen?

Camilla
4 år siden

De ser da ellers lækre ud. Tak for en super dejlig opskrift, og det ser jo nemt nok ud, og hurtig at tilberede hvilket er vigtigt når man har små der ikke er så tålmodige. igen Mange tak for en fed blog og opskrift, den ryger lige i gemmeren.

Annie
1 år siden

Kan man fryse denne ret, efter den er tilberedt❓