Lammekrone og lammemørbrader hører jo til blandt de allerbedste og møreste udskæringer på lammet. Jeg synes i hvert fald, at det er lidt af en luksus, at få serveret en smuk og veltilberedt lammekrone. Men det bedste er næsten, at selvom resultatet er både mørt og lækkert, så kræver det faktisk et minimum af arbejde, at lave en rigtig lækker lammekrone. Ovnen klarer nemlig det meste af arbejdet. En lammekrone er derfor helt oplagt både som gæstemad og selvfølgelig som lækker selvforkælelse.

Se også – Langtidsstegt lammekølle I Lammeculotte I Rødvinssauce

Rosastegt lammekrone – nem opskrift.

En lammekrone skal steges i 20-30 minutter (afhængig af størrelse) og herefter hvile inden udskæringen. Og da hverken Morten eller jeg bryder os om alt for rødt kød, fik vores lammekrone 30 minutter, hvorefter den hvilede i 15 minutter. Vil man gerne have meget rødt eller medium rødt kød, så nøjes med 20-25 minutter og lad så kødet hvile i 10-15 minutter inden udskæring. Bruger man et stegetermometer, så er kødet rosastegt, når temperaturen siger 64-65 °C  og mediumstegt ved 67-68°C.

 

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Lammekrone (rosastegt)

Hvile- og stegetid1 t 10 min
Samlet tid1 t 15 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 lammekroner á ca 500 gr pr stk
  • 4 spsk olivenolie
  • 3 fed hvidløg (finthakket)
  • 2 spsk friskhakket rosmarin (tørret kan også bruges)
  • 1 spsk friskhakket timian (tørret kan også bruges)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Dup lammekronerne tørre med køkkenrulle. 
  • Rids fedtet på kronerne i tern med en skarp kniv men pas på med ikke at ridse ned i selve lammekødet.
  • Bland olivenolie, hvidløg, rosmarin, timian, salt og peber sammen og gnid lammekronerne godt ind i blandingen. 
  • Læg lammekronerne i et ildfast fad eller lign. og lad dem marinere i 15-30 minutter men meget gerne længere. Lammekronerne tager bestemt ikke skade af at marinere i et par timer på køl. 
  • Sæt fadet i ovnen og steg lammekronerne ved 175 °C varmluft i 20-30 minutter. Stegetiden afhænger af, hvordan man ønsker den færdige lammekrone tilberedt. 20 minutter = meget rød. 30 minutter = rosa. Vores fik 30 minutter.
  • Tag lammekronerne ud og lad dem hvile i 10-15 minutter under et stykke stanniol, inden de udskæres og serveres. 

Noter

Vær OBS på, at lammekroner kan variere i størrelse. Vores krone vejede 500 gr, men en lammekrone på 400 gr vil formentlig blive gennemstegt, ved en stegetid på 30 minutter og hviletid på 15 minutter. 

Tips til lækker tilbehør.

Den rosastegte lammekrone passede helt perfekt til os. Og jeg indrømmer gerne, at vi sad med de største smil på og skamroste kødet under hele middagen. Lammekronen var virkelig så mørt, at vi næsten kunne undvære kniven. Okay, vi skulle lige bruge den til at skære kødet af benene, men ellers var det lige før, at den havde været overflødig.

Tilbehøret blev som sagt helt klassiske flødekartofler – der er altså noget med kombinationen af lammekød og flødekartofler. Derudover fik vi en skål blandet salat, men en lækker, græsk kartoffelsalat med peberfrugt og feta havde bestemt også været et hit til den lækre lammekrone. Og vil man gerne have lidt sauce til, så kan jeg virkelig anbefale denne her rødvinssauce.

Smagen af lammekød.

Vi kommer ikke udenom, at der er en hel del mennesker, som ikke bryder sig om lammekød. Eller “smagen af uld”, som det også udtrykkes. Som sagt er vi ret vilde med lammekød herhjemme. Jeg synes, at lam har en fin og mild smag, som jeg slet ikke finder nær så intens, som eksempelvis et stykke rosastegt oksekød.

Jeg sørger dog altid for at købe fersk lammekød. Jeg ved ikke, om det har noget at sige, men jeg så engang i et program, at frossen lammekød kan have ret lang tid på bagen. Og tid er virkelig noget, som kan forstærke “smagen af uld”. Præcis ligesom frossen fisk ikke længere har helt samme, friske smag efter ½ år på frost. Derudover skal man holde sig fra fedtet på lammekødet og evt. skære det helt fra. Smagen af lam er nemlig mere kraftig i fedtlaget end i selve kødet.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)