Lige nu er det sæson for danske asparges og lige så langt tilbage, som jeg kan huske, har vi spist masser af asparges i hele juni måned. Nuvel, vi har også spist asparges i det sene forår og lidt længere ud på sommeren – og det gør vi stadig – men der er altså bare noget ved de danske asparges, og der slutter sæsonen omkring sankt hans.

Jeg er især vokset op med dampede asparges med koldt smør og salt som forret eller som tilbehør til hovedretter. Nemt og lækkert. Sidenhen er jeg også begyndt at grille især grønne asparges, som er superlækre med lidt olie, citronskal, salt og peber. Og så er der selvfølgelig de her forrygende lækre indbagte asparges med skinke. 

Dampede asparges med hollandaise og skinke er faktisk heller ikke en ny ret herhjemme, men den har ikke tidligere været på bloggen. Derfor greb jeg chancen og knipsede et par billeder, da vi fik dampede asparges med hollandaise til forret forleden aften. En forrygende lækker anretning, som ligner en million, men faktisk er noget så nem at lave og kun kræver ganske få ingredienser. Og så kan den også laves med rejer eller krebsehaler, hvis man er mere til den slags.

Jeg synes selv, at denne her opskrift på hjemmelavet hollandaise sauce er ret nem og superlækker er den i hvert fald. Desuden er dampede asparges med skinke og hollandaisesauce jo noget så simpelt at lave, så går man og overvejer, at kaste sig ud i en omgang hjemmelavet hollandaisesauce for første gang, så kunne denne her ret måske være en mulighed. Ikke mindst fordi, at man kan koncentrere sig 100 % om saucen og når den først er fiks og færdig, så kan man holde den lun på komfuret, imens man damper aspargesene.

Ønsker man alligevel ikke at lave saucen selv, så kan man sagtens nøjes med en færdiglavet sauce fra supermarkedets køledisk. Jeg vil dog på det kraftigste opfordre til, at man bruger en god, færdiglavet sauce, som man evt. pimper med lidt ekstra citron og kærlighed, og ikke bruger saucepulver. Måske det bare er mig, men jeg har prøvet hollandaisesauce i pulverform én enkelt gang og jeg synes ganske enkelt, at den smagte af mel og havde tendens til en let grynet konsistens. Smagen kunne jeg til gengæld ikke klage over – den var nærmest ikke-eksisterende.

Asparges med hollandaise og skinke

Samlet tid20 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 20 hvide eller grønne asparges
  • 1 portion hjemmelavet hollandaise sauce (færdigkøbt hollandaise kan også bruges)
  • 8 skv lufttørret skinke
  • feldsalat eller lign. (skyllet)
  • salt

Fremgangsmåde

  • Klargør aspargesene ved at knække den nederste træede del af. Bruger man hvide asparges, skal de desuden skrælles med en kartoffelskræller eller lignende.
  • Forbered hollandaise saucen og hold den varm over svag varme. Bruger man en færdiglavet sauce, skal den lunes.
  • Damp aspargsene i en gryde med letsaltet vand. Hvide asparges skal dampes i ca 5 minutter. Grønne asparges skal kun dampes i 2-3 minutter.
  • Afdryp de dampede asparges og anret dem på 4 tallerkner sammen med hollandaise sauce, lufttørret skinke og feldsalat. Men kan også bruge friskhakket persille eller ærteskud i stedet for salat. Saucen kan desuden serveres ved siden af.
  • Server straks - evt med godt brød ved siden af.

Noter

Spiser man mange asparges, så kan man købe en aspargesgryde, som er en høj, tynd gryde, hvor aspargesene kan stå oprejst, imens de dampes. Man kan dog sagtens nøjes med en stor gryde, hvor der er plads til, at aspargesene kan ligge ned. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)