I morgen rejser vi på en uges ferie til Tyrkiet. Udover masser af afslapning og solskin betyder det også en uges køkkenferie til mig, men alle Jer, som bruger mine madplaner, skal selvfølgelig ikke snydes. Derfor har jeg som sædvanlig forberedt ugens madplan og lagt den klar på bloggen.

Jeg håber, at I vil finde masser af inspiration og skønne opskrifter i madplanen og så er jeg selvfølgelig klar med endnu en madplan på næste lørdag. For selvom jeg elsker at holde ferie, så kender jeg også mig selv godt nok til at vide, at jeg snart begynder at savne mit køkken og madlavningen og så kan jeg jo passende planlægge aftensmaden, til vi kommer hjem igen 🙂

Madplan til uge 23.

Mandag – Vi lægger ud med mexicansk kylling i fad med ris og bønner. En rigtig “alt i én” ret hvor alle ingredienserne blandes og efterfølgende tilberedes i ovnen. Server evt. salat, tortillachips, guacamole, salsa og kolde mexicanske øl til kyllingen og lav en helt lille hverdagsfest ud af det. En skøn start på ugen.

Tirsdag – De nye danske kartofler er endelig kommet ned i et prisleje, hvor de fleste af os kan være med og det skal selvfølgelig fejres med lækre kartoffelmadder med bacon og avocado på nybagt rugbrød. Sommersmørrebrød når det er allerbedst.

OnsdagPasta med grønsager, pikantost og bacon. Nem og lækker pastaret, som er færdig på ganske kort tid og er fyldt med lækre grønsager som modspil til pikantost og bacon. Og så smager det bare noget så godt.

TorsdagMaskeret blomkål med æg, rejer og creme fraiche dressing. En gammel ven fra 80’erne, men også en rigtig lækker sommeranretning, så hjemme hos os kommer den på bordet med jævne mellemrum i sommerhalvåret. Server evt. flute ved siden af.

FredagIndbagt kylling med flødeost, champignons og bacon. Forrygende nem og meget lækker aftensmad, som også kan bruges som frokostret eller natmad. Den indbagte kylling laves med en rulle fersk pizzadej, men selvfølgelig kan man også bruge hjemmelavet pizzadej. Jeg serverer gerne salat og dressing ved siden af.

LørdagPandebøf med peberfrugt, tomater og ost. Nem og lækker weekendmad, som er skøn med ristede kartofler, salat og en god sauce. Pandebøffen kan også laves som små individuelle hakkebøffer, men jeg synes nu, at det er meget hyggeligt med en ordentlig basse, som skæres ud ved bordet.

SøndagKyllingefrikadeller og kold kartoffelsalat. En klassisk sommerkombination, men har man mod på det, så vil jeg gerne slå et slag for denne her lidt utraditionelle kartoffelsalat med avocado og chili. Den er forrygende.

Ugens lækkeri – Sommer og koldskål hænger uløseligt sammen og om sommeren laver jeg gerne litervis af hjemmelavet koldskål, som vi opbevarer i en kande i køleskabet. Så kan man hurtigt snuppe sig en portion, når trangen melder sig.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)