En uge med sol, sommer, varme, afslapning, badning, hygge, gode grin, lækker mad og drinks her i Marmaris lakker mod enden og i morgen vender vi atter snuderne hjemover, hvor hverdagen venter. Og for en “hverdags-elsker” som mig, er det bestemt ikke vemodigt at skulle tilbage til hverdagen, når vi lige ser bort fra den dejlige sommervarme, som gerne måtte følge med os hjem.

Jeg er nemlig kommet i den skønneste sommerstemning efter en uges solferie og det ville da være helt fantastisk, hvis det kunne få lov til at fortsætte under hjemlige himmelstrøg. Vi krydser fingre og hepper på en skøn uge.

Madplan til uge 24.

MandagKylling i karry med ris. En klassisk mandagsret hjemme hos os, fordi det bare er så nemt at lave og samtidig smager helt forrygende. Har man tid og lyst, så er kylling i karry også helt forrygende serveret “a la ristaffel”.

Tirsdag – De her kartoffelskiver med ost og tomat var så stort et hit, at de kommer på menuen endnu engang og ligesom sidst bliver de serveret som selvstændig hovedret med salat og dressing til. Jeg har dog planer om at tilføje lidt mini pepperoni eller god skinke i tern til ostefyldet, så det bliver som små kartoffelpizzaer.

Onsdag – Både Morten og jeg er vilde med pastasalat og denne her skønne og cremede pastasalat med tun og grønsager er bestemt ingen undtagelse. Jeg laver gerne en ekstra stor portion, når jeg alligevel er i gang, for den tager altså også kegler i madpakken.

Torsdag – Menuen står på oksekød i fad med kartoffel-låg og ost. Rigtig comfort food som tilberedes i ovnen og som er både nem at lave og superlækker. Jeg serverer gerne salat eller dampet grønt ved siden af, men grønsagerne kan også med fordel tilsættes kødsaucen – det bestemmer man jo selv.

FredagSpinatlasagne med bechamelsauce. Jep, vores lasagnefredage er tilbage og jeg bliver aldrig træt af denne her skønne, snaskede vegetarlasagne med spinat. Bliver det lidt for “grønt”, så overvej at servere lasagnen som tilbehør til kød, kylling eller grillmad. Man kan også tilsætte laks eller skinke til lasagnen, så det er en ret med mange muligheder.

Lørdag – Ovenpå en dejlig ferie har jeg fået lyst til græsk mad – vi har jo nydt en uge lige i nærheden af de græske øer. Jeg tror nu ikke, at der er noget speicelt autentisk over det her græske farsbrød med kartofler, men lækkert er det nu. Især med græsk salat og tzatziki til.

SøndagTærte med blomkål og parmesan. En af de nyere opskrifter på bloggen, men den er ikke desto mindre allerede blevet efterspurgt et par gange herhjemme, så den må hellere komme på menuen i løbet af denne her uge. Vi spiser tærten som hovedret med salat, men den kan også bruges som tilbehør til kødretter og grillmad.

Ugens lækkeri – Rabarberne vælter stadig frem i haven. De er nu så store, at jeg snart skal have lavet rabarbersaft og måske også kogt jordbær-rabarbermarmelade, men der skal også være til kager. I denne her uge vil jeg bage endnu en portion makronmuffins med rabarber, for de sidste forsvandt som dug for solen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)