I morgen er det Sankt Hans. Halvdelen af året er så småt gået og nu bliver dagene igen kortere. Jeg husker, at jeg som barn var meget forundret over, at sommeren på det nærmeste havde “toppet”, inden vi overhovedet havde nået at få sommerferie. Senere fandt jeg jo heldigvis ud af, at selvom de lyse timer igen begynder at aftage, så går det jo under ingen omstændigheder så hurtigt, at vi ikke kan glæde os til en lang og solfyldt sommer først.

Sommermaden er der i hvert fald helt styr på. Jeg har fyldt ugens madplan med masser af let og lækker mad, et par kødløse retter og en skøn one pot pasta. Desuden finder man opskriften på verdens nemmeste, hjemmelavede iskaffe under “ugens lækkeri”. Den kan varmt anbefales.

Husk at der også er mulighed for helt gratis at modtage ugens madplan inkl. komplet indkøbsliste på mail. Det er blot at udfylde tilmeldingsformularen – så sørger jeg for, at udsende madplanen på mail hver lørdag morgen.

Madplan til uge 26.

Mandag – Selvom suppe og sommer måske ikke ligefrem er et oplagt match, så er der alligevel 2 supper, som jeg altid laver om sommeren. Den ene er aspargessuppe. Den anden er hjemmelavet tomatsuppe, som smager allerbedst, når den laves på skønne, solmodne tomater. Her i en ovnbagt udgave, som er noget så nem at lave og har en dejlig dyb smag.

Tirsdag – Menuen står på de her skønne og sprøde vegetarfrikadeller af søde kartofler og masser af krydderier. Jeg serverer som regel frikadellerne med salat og brød til, men en god kartoffelsalat er også altid et hit og så er det jo rigtig sommermad.

Onsdag – One pot meals er altid populære hjemme hos os og den her opskrift på klassisk spaghetti med kødsauce i en one pot version er bestemt ingen undtagelse. Pastaen koges sammen med kødsaucen og opvasken er jo hurtigt klaret, når det kun drejer sig om en enkelt gryde. Er der en rest tomatsuppe fra mandag, så kan den sagtens komme med i gryden.

TorsdagPastasalat med kylling, karry og bacon. Nem og lækker og en af de mest populære opskrifter på pastasalat på bloggen. Udelader man kylling (og måske bacon) kan pastasalaten snildt bruges som tilbehør til kødretter og grillmad. Men den er nu også skøn som selvstændig hovedret. Let og sommerlækkert.

FredagRistaffel med kylling i karry. Verdens nemmeste opskrift på kylling i karry og den hyggeligste optakt til weekenden. Et rigtigt familiehit, hvor man hver især pynter sin mad med diverse skønne toppings fra små skåle.

LørdagPil-selv rejer med citron og dild og lyserød cocktailsauce. Den ultimative sommeranretning, som man kan hygge over i timevis. Jeg serverer gerne pil-selv rejer som hovedret med lunt flute, masser af kølig hvidvin (og sommersol), men pil-selv rejer er også en oplagt forret. Beregn ca 500 gr skalrejer pr. person til hovedret + brød.

SøndagKartoffelpizzaer på sprøde tortillabunde. De skønneste sommerpizzaer med nye kartofler, mozzarellaost og frisk rosmarin. Jeg serverer gerne salat ved siden af, men det bestemmer man jo selv.

Ugens lækkeri – Herhjemme elsker vi en god iskaffe. Denne her vietnamesiske iskaffe med kondenseret mælk indeholder bare 2 ingredienser, så her kan alle være med. En perfekt tørstslukker på varme sommerdage.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)