Hvor havde vi bare en dejlig Sankt Hans aften i går. Alt gik op i en højere enhed og solen skinnede, aftenen var lun, vinden havde lagt sig, træet var tørt, bålet blussede og selskabet var af det bedste. Traktementet kunne vi heller ikke klage over. Kølig hvidvin, helstegte kyllinger på grillen, nye aspargeskartofler med persille og agurkesalat. Og til kaffen fik vi denne her friskbagte rabarber mazarinkage med flødeskum og vanilje creme fraiche. En helt igennem lækker sommermenu og så er  rabarber mazarinkagen heldigvis både nem og let at lave.

Jeg bagte kagen i går eftermiddags og så stod den ellers bare og ventede, indtil vi var klar. En helt oplagt kage på en dag som i går, hvor der både skal tages højde for båltænding, snobrødsbagning og stegning af skumfiduser, for kagen fik egentlig bare lov til at passe sig selv, indtil vi blev enige om, at det var tid til aftenskaffe. Og bliver der rester, så er kagen også god dagen derpå, for både marcipan og rabarber skal nok sørge for, at den holder sig blød og svampet.

>> Se også alle mine bedste opskrifter med rabarber lige her.

Jeg brugte rabarber til mazarinkagen i denne omgang, men har derudover planer om at eksperimentere med andre af sommerens søde frugter og bær. Fx jordbær, abrikoser, ferskner/nektariner, blommer, blåbær, kirsebær og hindbær eller måske en blanding. Jeg er ret sikker på, at de fleste udgaver af kagen vil blive et hit herhjemme hos os.

Vær i øvrigt OBS på, at opskriften indeholder kartoffelmel. Det skyldes, at kartoffelmelet opsuger lidt af væden fra frugten (i det her tilfælde rabarberne), når kagen bages, så resultatet ikke bliver en blød og våd kage. Jeg skal ikke kunne udelukke, at man kan erstatte kartoffelmel med ekstra, almindeligt hvedemel i opskriften, men vær opmærksom på, at kartoffelmel kan være en rigtig god idé, når man bager med meget vandholdige frugter og bær.

Rabarber mazarinkage

Bagetid30 min
Samlet tid45 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 150 gr blødt smør
  • 150 gr marcipan (groftrevet)
  • 150 gr flormelis
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 3 æg
  • 75 gr kartoffelmel
  • 100 gr hvedemel
  • 250 gr rabarberstængler (skåret i stykker á ca 2 cm)

Fremgangsmåde

  • Kom smør, marcipan, flormelis og vaniljesukker i en skål og pisk til det er let og luftigt.
  • Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk grundigt imellem hvert æg.
  • Vend kartoffelmel og hvedemel i dejen og fordel den i en smurt form (ca 25 cm i diameter).
  • Placer rabarberstykkerne i et cirkelformet mønster.
  • Bag kagen ved 175 °C (varmluft) i ca 30 minutter, eller indtil den er gylden og gennembagt.
  • Server kagen lun eller afkølet med flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche.

Noter

Kagen kan sagtens laves i forvejen og fryses ned. Dog vil jeg anbefale, at man luner kagen i ovnen inden servering, da væden fra rabarberne godt kan gøre kagen lidt våd ved optøning. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)