I sidste uge købte jeg en “To good to go” pose, som bl.a. indeholdt 2 x 500 gr champignons. Jeg havde således massevis af svampe, som skulle bruges. Ugemenuen var allerede planlagt og 1 kg. champignons forekom mig også lidt voldsomt i salater, så jeg måtte i stedet tænke lidt anderledes. En klassisk champignonsuppe havde jeg ikke den store lyst til, men en portion champignons a la creme på ristet brød som en lille forret kunne være lækkert. Og sørme om der ikke også lå en pose tørrede kantareller i skabet, så i det her tilfælde blev det faktisk til en blandet svampe a la creme.

En klassisk svampe a la creme laves som regel på piskefløde. Fløden hældes på panden til de ristede svampe og får lov til at koge ind til den tykner og samler sig om svampene. Jeg har som udgangspunkt intet imod piskefløde og mener, at der skal være plads til det hele i mit køkken. Her er der ikke noget, som er forbudt. Men når man er vant til at bruge madlavningsfløde i sine saucer, så kan en sauce lavet på piskefløde godt virke lidt voldsom.

Man kan godt lave svampe a la creme på madlavningsfløde, men en madlavningsfløde koger ikke ind og tykner som piskefløde. Det kan derfor være nødvendigt at jævne saucen lidt inden servering. Jeg valgte dog at gå i en lidt anden retning og lavede flødesaucen på flødeost naturel og lidt mælk. Resultatet blev en superlækker og cremet sauce med en skøn smag. Og skal vi absolut snakke kalorier, så er der immervæk lidt at spare, når man bruger en flødeost med 16 % fedt fremfor piskefløde med 38 % fedt.

Svampe a la creme kan laves med stort set alle former for svampe, så er man svampejæger, så er det bare med at komme i gang. De første kantareller er tagbare i skoven allerede nu. Vi andre, som rent faktisk godt kan komme til at tage livet af et selskab, hvis vi begiver os ud på svampejagt, skal måske lige tænke os om og nøjes med svampe fra grønthandleren.

Svampe suger enorme mængder vand og skal derfor som udgangspunkt ikke skylles. De skal i stedet bare børstes fri for jord, grannåle og urenheder med en børste eller lignende og så er de klar til brug. Del evt. de største svampe i halve eller kvarte og lad de små forblive hele og rist så hele herligheden på panden.

Svampe a la creme er en perfekt frokost- eller forret. Gerne serveret på ristet franskbrød men sandelig også på rugbrød med en mørbradbøf under. Steg evt. bøfferne på panden først og lav så svampestuvningen på den samme pande. Der sidder masser af god smag tilbage fra bøfferne.

Svampe a la creme og mørbradbøffer er for øvrigt også et hit til aftensmaden. Så kan rugbrødet udskiftes med kogte kartofler drysset med lidt persille. En rigtig sensommer- og efterårslivret. Endelig er svampe a la creme et hit, ovenpå en portion friskkogt pasta. Evt. med et drys sprødstegt bacon eller stegt kylling skåret i mundrette stykker. Mums.

Svampe a la creme

Samlet tid15 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 400 gr svampe (jeg brugte champignons og kantareller)
  • 2 tsk tørret timian
  • 200 gr flødeost naturel
  • 1 dl mælk
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Varm olien op på en stor pande og sauter løg og hvidløg heri, til de bliver klare.
  • Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Champignons kan med fordel skæres i skiver i en æggedeler.
  • Kom svampene på panden og rist dem til alt vandet er fordampet.
  • Tilsæt timian, flødeost og mælk til panden og rør rundt så osten smelter. Lad panden simre et par minutter, til osten samler sig om svampene som en cremet sauce. Bliver saucen for tyk, så tilsæt lidt mere mælk til konsistensen er passende.
  • Smag til med salt og peber og server svampesaucen på ristet brød eller til stegte mørbradbøffer.

Noter

I stedet for flødeost og mælk kan man bruge ca 2 dl piskefløde til saucen. Tilsæt fløden til svampene på panden og lad den koge ind til den tykner. Man kan også bruge madlavningsfløde, men så kan det være nødvendigt at jævne saucen lidt for at få den rette konsistens. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)