Vi stornyder sommerferien her i New York og selvom vi spiser rigtig meget lækker mad, så er det absolut ikke madlavning, som fylder i tankerne i de her dage. Det skal dog ikke forhindre mig i at komme med et bud på en nem og lækker madplan til den kommende uge, for jeg har nemlig snydt lidt og lavet en madplan til uge 35 hjemmefra 🙂

Madplanen er som altid fyldt med et par livretter, blandt andet moules frites, som hører til blandt mine absolutte favoritter. Derudover er der en klassiker fra IKEA, som de fleste af os vist både kender og elsker. Endelig har jeg benyttet mig af, at jeg for nyligt spottede de første butternut græskar i et supermarked. Så er det nemlig tid til sensommersuppe med nogle af sæsonens skønneste ingredienser – friske majs og græskar.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis på mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde formularen med fornavn og emailadresse og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 35.

Mandag – Ugen starter godt med en skøn, cremet sensommersuppe, lavet på nogle af de ingredienser, som er i højsæson netop nu. Nemt, lækkert og budgetvenligt. Jeg serverer gerne brød til suppen, men varme toasts med skinke og ost er også et hit.

Tirsdag – Menuen står på en vaskeægte klassiker fra IKEA på den gode, hjemmelavede måde – kødboller med flødesauce og kartoffelmos. De nye kartofler er endnu ikke “gamle” nok til mos, så jeg foreslår, at man køber nogle bagekartofler til mosen, eller serverer kødboller og sauce med nye, dampede kartofler. Det er også ret lækkert.

OnsdagGræsk stifado. En lækker og simpel, græsk gryderet med kylling, tomat, perleløg, gulerødder og varme krydderier der smager helt fantastisk. Jeg serverer gerne ris til, men kartofler og/eller brød er bestemt også en mulighed.

Torsdag – Godt nok er de danske asparges et overstået kapitel for i år, men de grønne asparges er jo stadig lækre og smager dejligt. Prøv at købe et bundt asparges og lav så denne her forrygende, lækre aspargestærte med tomater. Server tærten som selvstændig hovedret eller som tilbehør til kød. Den er også god med tynde skiver lufttørret skinke, bresaola eller pølse på toppen.

Fredag – Hjemme hos os får vi ofte en eller anden form for lasagne om fredagen. Det er både nemt og lækkert og så er de fleste, såvel store som små, vilde med lasagne. Men indimellem skal der jo også lidt fornyelse til, så jeg har valgt at sætte en hjemmelavet lasagnette på ugens madplan. Et hit med salat eller bare grønsager i stave og en god dip til.

Lørdag – Jeg elsker blåmuslinger og moules frites hører til blandt mine livretter. Der står således jævnligt moules frites på menuen hjemme hos os og dermed også på madplanen og så må muslingehaderne bare spise en god bøf til fritterne og aiolien i stedet for 🙂

SøndagKartoffelgratin med bacon, løg og ost. En forrygende lækker ovnret, som er oplagt at lave om søndagen, fordi den både kan fungere som selvstændig hovedret med en lækker salat og som tilbehør til evt. rester fra ugens løb. Og dermed skulle vi gerne være klar til at tage hul på en ny uge.

Ugens lækkeri – Hjemmelavede saltmandler er altid lækkert. De her saltmandler med chili laves i mikrobølgeovnen og er færdige på ganske få minutter, så det kan næsten ikke blive nemmere. Perfekte som en lille snack i madpakken, lidt selvforkælelse eller måske til en velkomstdrink og hygge med gode venner.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)