I takt med at sommeren er forbi og slået over i efteråret, er jeg igen kommet igang med at lave nogle af de mange, skønne ovnretter, som vi er så glade for og som jeg er meget stor fan af og fortaler for. Ikke bare fordi det som regel er nemt at lave aftensmad i ovnen, men også fordi at der stort set altid er tale om superlækker mad med masser af smag. Og så er der jo yderligere den fordel, at jeg kan få ryddet køkkenet, dækket et fint bord og tændt et par stearinlys, imens maden simrer færdig i ovnen. Ren win win.

Forleden blev det til en portion flødekartofler med porre og bacon og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke 100 % sikker på, at jeg kan tillade mig at omtale flødekartoflerne som en decideret hovedret. De skønne flødekartofler gør sig nemlig også glimrende som tilbehør – præcis som de klassiske flødekartofler – men er trods alt med en smule mere fyld og “lækkerhed” i form af porre i tynde ringe og sprødstegt bacon i tern.

Jeg fyldte ganske enkelt kartofler i skiver, sauteret porre og bacon i et ovnfast fad, hældte fløde over, dryssede med salt og peber og satte hele molevitten i ovnen en times tid og det blev så til aftensmaden. I følgeskab med en skålfuld grøn salat. Så herhjemme fungerer flødekartofler med porre og bacon altså helt fint som hovedret.

Oplagt på travle dage eller når det bare skal være lidt nemt og lækkert, for sådan en omgang flødebagte kartofler med bacon og porre er da møglækkert. Især hvis der bruges piskefløde, hvilket jeg gjorde, fordi jeg havde masser af piskefløde stående i køleskabet, men selvfølgelig kan man også bruge madlavningsfløde eller en blanding af mælk og fløde. Det må være op til den enkelte selv at bestemme, men det er klart, at fedtprocenten er udslagsgivende for, hvor cremet det færdige resultat bliver.

Faktisk kan man også lave en portion hjemmelavet mornaysauce (eller købe en karton færdiglavet mornaysauce fra supermarkedet) og hælde over kartoflerne. Det har som sådan ikke noget med fløde eller flødekartofler at gøre, men kartofler, bacon og porre, der bages i et fad med ostesauce, kan bestemt også anbefales.

Flødekartofler med porre og bacon

Bagetid1 t
Samlet tid1 t 20 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 pk bacon i tern
  • 1 stor porre (renset og skåret i tynde ringe)
  • 1 kg kartofler (gerne bagekartofler eller lign.)
  • ½ liter piske- eller madlavningsfløde (blanding af mælk og piskefløde kan også bruges)
  • 50 gr revet ost (kan udelades)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Kom bacontern på en varm stegepande og steg dem lysebrune.
  • Kom porreringene på stegepanden sammen med baconstykkerne og lad det hele stege sammen i 2-3 minutter, indtil porrerne bliver bløde.
  • Skræl eller skrub kartoflerne og skær dem i tynde skiver.
  • Fordel et lag kartoffelskiver i bunden af et ildfast fad. Fordel herefter halvdelen af porre-baconfyldet ovenpå kartoflerne. Læg endnu et lag kartoffelskiver, fordel resten af porre-baconfyldet og slut med kartoffelskiver. Krydr godt med salt og peber.
  • Hæld piskefløde, madlavningsfløde eller en blanding af piskefløde og mælk i fadet og sæt det i ovnen ved 190 °C i ca 1 time, eller indtil overfladen er gylden og kartoflerne møre.
  • Drys evt 50 gr revet ost over kartoflerne ca 15 minutter inden de er færdige. På den måde når osten at smelte, uden at blive brændt.
  • Server flødekartoflerne som selvstændig hovedret med salat til eller som tilbehør.

Noter

Man kan sagtens smage flødekartoflerne til med krydderier, fx paprika, chili, timian, oregano eller basilikum, inden det sættes i ovnen. Man kan også røre fløden op med lidt sennep eller BBQ sauce, hvis man bryder sig om det. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)