Fødselsdag, kringler og lagkage hører sammen. Eller sådan var det i hvert fald en gang, for jeg har lidt på fornemmelsen, at traditionen med fødselsdagskringle – og kringler i det hele taget – langtsomt forsvinder sammen med de ældre husmødre. Anyway, indimellem er det altså hyggeligt med en rigtig god kringle, så det var lige hvad jeg bagte forleden dag. Også selvom der ikke var en eneste fødselsdag i sigte, men kringlen blev nu godkendt og spist alligevel 🙂

Hvorvidt en kringle skal fyldes med creme, marcipan, klassisk remonce, kanelremonce, pistaciemasse, æbler og kanel, rosiner, chokolade eller noget helt andet, må næsten være op til den enkelte. Der er jo det gode med kringler, at hvis bare der er styr på grunddejen, så kan man variere dem i næsten det uendelige. Jeg er ret vild med makroner – og havde desuden en lille rest liggende – så i denne her kringle kom der makronremonce, lavet på smør, sukker, marcipan og knuste makroner.

Makronfyldet var et hit i hele familien og skal der alligevel lidt ekstra til, så kan man jo tilføje yderligere fyld i form af grofthakket chokolade eller rosiner. Som det fremgår af billedet, så valgte jeg at forme kringlen som en klassisk fødselsdagskringle – mest fordi jeg synes, det ser så fint ud.

Der er dog ingen tvivl om, at det er et ordentligt stykke bagværk, at skulle igennem, så til hverdag – eller hvis ikke man er så mange – så kan man sagtens dele dejen i 2 og forme dem som klassiske kringler. Altså rulle dejen ud til 2 rektangler, fordele fyldet og lukke kringlerne til, evt ved at flette dejen, som jeg har gjort med de her kanelstænger med kanelremonce. 

En kringle er for øvrigt altid bedst samme dag, som den er bagt. Sådan er det jo som regel med gærdej. Kringlen kan lunes let på 2. dagen, men skal den holde længere, så er det smartest, at komme den i fryseren. Så kan man evt. lune den et par minutter i en varm ovn, når den er optøet. Alternativt kan man opvarme en bageplade i ovnen og tage den ud og lægge kringlen herpå – altså uden at sætte pladen tilbage i ovnen. Den varme plade vil lune kringlen nedefra og dermed undgår man, at den bager tør i ovnen. Skift evt den afkølede plade ud med en nyopvarmet fra ovnen undervejs, hvis en enkelt, varm plade ikke er helt nok.

Fødselsdagskringle

Hæve- og bagetid2 t
Samlet tid2 t 40 min
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 1 dl mælk (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • 40 gr sukker
  • 1 tsk groft salt
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 æg
  • 400 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • 75 gr smeltet smør

Makronremonce

  • 125 gr blødt smør
  • 125 gr sukker
  • 100 gr marcipan (groft revet)
  • 15 makroner
  • sammenpisket æg til pensling
  • perlesukker og hakkede nødder til pynt

Fremgangsmåde

  • Hæld mælken i en skål og opløs gæren heri.
  • Tilsæt sukker, salt, vaniljesukker, æg, hvedemel og smeltet smør og ælt til en blank og glat dej. Måske skal der bruges lidt mere eller mindre hvedemel. Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Imens røres remoncen sammen af blødt smør, sukker og revet marcipan. Knus makronerne groft og vend dem i remoncen.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og tril den til en lang pølse (ca 70-80 cm). Rul pølsen flad med kagerullen, så bredden er ca 12-14 cm.
  • Fordel remoncen på midten af dejen i et jævnt lag. Luk herefter dejen godt til rundt om fyldet og vend den med sammenføjningen nedad. Husk også at lukke enderne til, så fyldet ikke løber ud under bagningen.
  • Flyt pølsen over på en bageplade beklædt med bagepapir og form den til en kringle. Lad kringlen efterhæve tildækket i ca 30 minutter.
  • Pensl kringlen med sammenpisket æg og pynt med perlesukker og hakkede nødder eller mandler.
  • Bag kringlen ved 180 °C (ikke varmluft) i 20-30 minutter, indtil den er gylden og gennembagt.
  • Lad kringlen afkøle på bageristen og server den lun eller afkølet.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)